Stille, hjerte, sol går ned

Baggrund Aften
Stille, hjerte, sol går ned

Jeppe Aakjær skrev teksten til denne sang i anledningen af at Rebild Bakker blev udnævnt som nationalpark. De fire enkle vers maler et stemningsfyldt billede af solnedgangen, og Thomas Laubs melodi fra 1915 understøtter den let vemodige tone.

Digtet er en del af Ræbildkantaten

Digtet Aften er det ene af fire digte under fællestitlen Ræbildkantate. De er skrevet til den fest, som dansk-amerikanerne 4. august 1912 fejrede i Rebild Bakker, efter at de havde købt 140 tdr. land hede til fredning, den såkaldte ”National-Park”. Digtet blev trykt i Politiken samme dag og senere brugt som indledning til samlingen Hedevandringer i 1915.

Jeppe Aakjær brugte ofte omkvædsformen

Aakjær har i Efterladte Erindringer (1934) fortalt, at han mere end nogen anden af sine samtidige digterkolleger brugte omkvædsformen. Han siger, at ”det er formodentlig ikke sket uden påvirkning fra folkevisen, eller snarere det danske børnerim”. Aakjær bruger omkvædet her i Aften for at skabe og især fastholde en stemning (se også artiklen om Ole sad på en knold og sang).

Jeppe Aakjær

Som barn nød Aakjær naturens stilhed

Fra barnsben var Aakjær, som han siger et sted, ”fortrolig med stilheden i naturen og i menneskelivet”. Stilheden kunne han opleve ved at færdes i engene og ved bredderne af Karup Å; men især mødte han den på heden.   

Stille, hjerte, sol går ned


1. Stille, hjerte, sol går ned,
sol går ned på heden,
dyr går hjem fra dagens béd,
storken står i reden.
Stille, stille, hjerte, sol går ned.

2. Tavshed over hedesti
og langs veje krumme.
En forsinket humlebi
ene høres brumme.
Stille, stille, hjerte, sol går ned.

3. Viben slår et enligt slag
over mosedammen,
før den under frytlens tag
folder vingen sammen.
Stille, stille, hjerte, sol går ned.

4. Fjerne ruder østerpå
blusser op i gløden,
hededamme bittesmå
spejler aftenrøden.
Stille, stille, hjerte, sol går ned.

De fire enkle vers maler et andægtigt billede af solnedgangen

Digtets fire enkle vers maler en solnedgangsstund på heden. I vers et foregribes omkvædet ved at blive anvendt i første linje, hvorpå den anden linje præciserer stedet for oplevelsen. Mens man altså med det samme vagt kan se solnedgangen for sig, forstærkes billedet af den i de næste to linjer, hvor man mod solen ser omridsene af kreaturerne på vej hjem og storken i sin rede. I vers to intensiveres oplevelsen af ensomheden ved lyden af den enlige humlebi, mens vers tre giver et klart rids af viben. Strofen samler billedet af aftenstundens store sceneri. Den lille afsluttende detalje med viben der ”folder vingen sammen”, danner overgang til afslutningsverset, hvor solnedgangen er så fremskreden, at man alene oplever den i spejlinger – dels i ”fjerne ruder østerpå”, dels i hededammens vandoverflade. Som i andre af Aakjærs digte fra barndomsegnen er der også over dette digt noget salmeagtigt. Mens man ser, opfordres man gennem omkvædet til stilhed, og umærkeligt stemmes sindet til andagt.  

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies
Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies

Ordforklaringer

1.3   béd: arbejdstiden mellem to hviletider       

3.3   frytle: sivplante

Thomas Laubs melodi favner tekstens let vemodige stemning 

Aftenen før den første Rebildfest blev der taget forskud på festlighederne i Tivoli, hvor kantaten blev sunget af Studentersangforeningens kor, dirigeret af komponisten, dansk-amerikaneren Carl Busch. I Højskolesangbogen er det Thomas Laubs melodi fra 1915, der er angivet. Den er i dur, modulerer undervejs til mol og afsluttes lidt svævende, fordi den ikke vender tilbage til grundtonen. Den understøtter digtets andagtsfulde, lidt vemodige stemning.                 

Fakta om Stille, hjerte, sol går ned

Nr. 555 i Højskolesangbogens 18. udgave

Forfatter: Jeppe Aakjær, 1912 

Komponist: Thomas Laub, 1915

Køb sangbøgerne

Højskolesangbogen, Det blå sanghæfte, melodibøger, og CD'er.

Køb sangbøger 

Hent til din smartphone

Køb som app

Artiklen er skrevet af Magnus Vistisen, melodibeskrivelse af Karen Bjerre

Sanghåndbogen er blevet til med støtte fra Nordea Fonden og Louis-Hansen fonden.