Septembers himmel er så blå

Baggrund Året

Alex Garff skrev sangen en søndag morgen på Ry Højskole. Digtet fanger meget nærværende farver, lyde og fraværet af travlhed og planer for dagen på en stille septemberdag. I den søndagsstille ro er der plads til en særlig opmærksomhed og refleksion, og netop det må være meningen med livet. Komponisten Otto Mortensen har skrevet den smukke melodi.

Den første efterårsmåned

Efteråret er netop begyndt. Det er september og søndag. Derfor er der helt stille. Og himlen er virkelig særlig blå. Eller sådan oplever man det, fordi støvpartiklerne fra varmen i sommermånederne forsvinder, og luften bliver renere og mere klar.

Storke, bønder og køer der gumler

I den søndagsstille ro er der plads til en særlig opmærksomhed. Alex Garff peger på det, enhver kan se og høre. Himlen er blå, lærken synger stadig, den nyplantede vintersæd med rug er fremme. Storken? – ja det er måske ikke det mest holdbare i digtet – men hvem ved? Måske storken en gang vil opføre sig sådan igen, at den vil forlade vores breddegrader i god tid før september.

Digtet vil kunne holde længe

Og hvis man lige ser bort fra det med koen, der gumler, og bonden, der kører hjem med læs, og hvis ikke klimaet går helt amok, vil Alex Garffs digt fra 1949 kunne holde længe.

De brune og gyldne stubbede marker, rød røn, blå slåen, purpursort hyld, spraglede astersfarver, røde æbler, løv der visner, og solen, der går ned om aftenen, det holder forhåbentlig de næste 100 år med.

Alex Garff skrev sangen på Ry Højskole

Alex Garff (1904 – 77) var forfatter, oversætter og gymnasielærer på Randers Statsskole og senere på Aurehøj Gymnasium.

Han havde været gæst på Ry Højskole nogle dage og boede med udsigt til Møllesø. Gik han op ad trappen i Tårnet, kunne han til venstre se Ejer Bavnehøj og til højre Himmelbjerget. Rundt om ham lå de høstede marker, og i højskolens have sås hylden, æbletræerne og alle blomsterne. Og over ham var himlen ganske sikkert høj og blå.

Søndagsstilheden på en livlig højskole

Fordi han var gæst på en højskole fyldt med mennesker og med masser af liv, var den stilhed, han oplevede en søndag morgen, også ganske særlig. Han præsenterede sit helt nye digt under morgenkaffen den søndag i Ry.

Septembers himmel er så blå

1. Septembers himmel er så blå,
dens skyer lyser hvide,
og lydt vi hører lærken slå
som før ved forårstide.
Den unge rug af mulden gror
med grønne lyse klinger,
men storken længst af lande fór
med sol på sine vinger.

2. Der er en søndagsstille ro
imellem træ'r og tage,
en munter glæde ved at gro,
som var det sommerdage.
Og koen rusker i sit græs
med saften om sin mule,
mens bonden kører hjem med læs,
der lyser solskinsgule.

3. Hver stubbet mark, vi stirrer på,
står brun og gul og gylden,
og røn står rød og slåen blå,
og purpursort står hylden.
Og georginer spraglet gror
blandt asters i vor have,
så rigt er årets sidste flor:
oktobers offergave.

4. De røde æbler løsner let
fra træets trætte kviste.
Snart lysner kronens bladenet,
og hvert et løv må briste.
Når aftensolen på sin flugt
bag sorte grene svinder,
om årets sidste røde frugt
den tungt og mildt os minder.

5. At flyve som et forårsfrø
for sommerblomst at blive
er kun at visne for at dø,
kan ingen frugt du give.
Hvis modenhedens milde magt
af livet selv du lærte,
da slår bag falmet rosendragt
dit røde hybenhjerte.

Septembers lyde og farver

Digtet fanger meget nærværende farver, lyde og fraværet af travlhed og planer for dagen. ”Den søndagsstille ro” er særlig højtidelig. At blive gjort opmærksom på, at en sådan stilhed findes og er til rådighed, er fyldt med poetisk kraft.

Måske har Alex Garff pludselig været særligt nærværende den morgen i Ry. Og måske har han undret sig over, at han aldrig før har været opmærksom på den særlige søndagsro. At kunne rumme den opmærksomhed er måske det nærmeste, man kommer begrebet ”højskolepensum”.

Alex Garff hylder refleksionen og opmærksomheden

I sidste vers kobler forfatteren efteråret til menneskelivet: ”At flyve som et forårsfrø / for sommerblomst at blive / er kun at visne for at dø, / kan ingen frugt du give”. Det handler næppe om fertilitet, men er derimod en hyldest til refleksionen og opmærksomheden, som den kommer til udtryk i det levede liv. Livet handler om at gøre sig umage med netop dét.

Modenhedens milde magt

”Al oplysning er mild og blid”, skrev Grundtvig i Hvad solskin er for den sorte muld. Her vender det tilbage i sætningen ”Hvis modenhedens milde magt / af livet selv du lærte, / da slår bag falmet rosendragt / dit røde hybenhjerte.”

Meningen med livet handler altså ikke om forplantningen, men om modenhedens milde magt.

Digtet var bestilt af Danmarks Skoleradio, der præsenterede det under titlen Sensommersang.

Få klaverspil til fællessangen

Højskolerne har udgivet klaverakkompagnementer til Højskolesangbogen for børn. De er tilgængelige på diverse streamingtjenester (Spotify, iTunes og andre online tjenester)

Stream akkompagnementerne

God fornøjelse!

Otto Mortensens melodi

Inden da havde det fået melodi af Otto Mortensen. Otto Mortensen tilhører den tredje bølge af folkelige komponister, der i første generation tæller især Carl Nielsen og Thomas Laub. I anden generation finder vi især Thorvald Aagaard, Poul Schierbeck og Oluf Ring.

Leverandør af populære melodier

Otto Mortensen er med melodier til sange som Du gav os de blomster, Kringsatt af fiender, Du danske sommer jeg, elsker dig og Septembers himmel er så blå leverandør af melodierne til en række meget anvendte sange.

Septembers himmel er så blå danser i 6/8 – takt og flirter med en fornemmelse af jazzvals. Den har en enkel og alligevel elegant harmonisk struktur, der må friste enhver jazzpianist til at finde variationer.