Jeppe Aakjær og hyrdedrengen
13. august 1899 skrev Jeppe Aakjær tre digte, der formentlig blev til ude i det fri på Jebjerg hede, hvor en kæmpehøj var hans tilholdssted – måske den knold, hvor Ole sad og sang.
Aakjær har ofte ynket hyrdedrengen. Et af de tre digte fra 1899, Kom mi bette kipkal, handler om hyrdedrengens daglige trængsler på grund af en ”hwipgal” (galsindet) husbond, hvor drengen ikke kommer videre end til at forsøge at tage højde for sin husbonds vrede.
Ole overskrider sine vilkår gennem handling
Sangen om Ole er af en anden karakter. Hovedindholdet i digtet er på den ene side drengens følelse af indestængthed og længsel og på den anden side hans aktive handling for at overskride sine vilkår.
En dag bliver længslen så stærk, at Ole stikker i trav og drager af sted over det store hav. Amerika nævnes ikke, men det store kontinent på den anden side af Atlanten var rejsemålet for mange unge på den tid. Og Ole ser sig ikke tilbage.
Det ubekymrede omkvæd
Når man begav sig ud på en sådan rejse, var det sandsynligt, at man aldrig mere kom hjem igen. Alligevel har Aakjær forsynet digtet med det sorgløse ”tralala” som omkvæd. Det ligger lige for at tænke, at det er Ole, der synger. Og derved er det et billede på, at netop i ungdommen har man modet til ubekymret at bryde med fortiden og skabe noget nyt.