Nu regner det så stille

Baggrund Liv
Nu regner det så stille

Niels Brunses sang om stille sensommerregn i København er skrevet på en færdig melodi komponeret af René A. Jensens under cykelture gennem den selv samme by. Niels Brunse har lyttet sig ind til melodiens stemning og givet den ord, og ligesom cykelturen kan være det, er regnen i sangen beskrevet som et afbræk, der indhyller byen, trænger sig ind i alle kroge og minder os om naturen, der er omkring os.

Med sin vindersang i 1998 vandt Niels Brunse for alvor indpas som folkelig sangskriver

Niels Brunse blev for alvor kendt som folkelig sangskriver, da han vandt konkurrencen om en sang til indvielsen af Storebæltsbroen i 1998 med Godmorgen lille land.

Nu regner det så stille er skrevet på en færdigkomponeret melodi

Teksten her er ligesom vindersangen blevet til, efter Niels Brunse har modtaget den færdige melodi fra komponistens hånd. Det er der kommet en fin samhørighed ud af: Ord og melodirytmer ligger naturligt i munden og gør digtet sangbart.

En regnvejrssang om sensommerbyger i København

Den stille melodi er blevet til et digt om den stille regn i en by. Her København, men det kunne være en hvilken som helst provinsby i Danmark. I de første tre vers beskrives byens stemning med asfalt, mure og trafik. Men i det sidste vers åbner digtet ud mod den natur og jord, som vi trods alt er forbundet med og måske dybest set længes efter, også som bymennesker.

Niels Brunse

Sangskriver med baggrund som oversætter og forfatter

Niels Brunse begyndte allerede at skrive og oversætte i 1969 kun 20 år gammel. Han har oversat over 200 bøger og skuespil mv fra engelsk, tysk og russisk, bl.a. oversættelse af Shakespeares samlede skuespil. Debut som forfatter fik han i 1980 med reportagebogen Moskva til hverdag. Siden fulgte digte, prosa og teaterstykker. Han har modtaget flere priser, herunder Modersmål-Prisen i 2012.

Den stille melodi er komponeret af René A. Jensen

René A. Jensen er musiker og komponist og har lavet musik til flere film og teaterforestillinger.

 

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies

En iørefaldende melodi der i sin enkelthed giver sangen ro

Melodien udmærker sig ved sin iørefaldende enkelhed og kan synges uden akkompagnement. Spilles akkompagnementet, kan man bemærke orgelpunktet på F i hele første linje og kvintskridtsekvensen i anden linje. Sammen med den trinvist faldende melodilinje i sidste linje er det velkendte musikalske virkemidler, der giver ro over sangen. Nu regner det så stille har same metrik og rytme som Vort modersmål er dejligt og kan derfor også synges på den melodi. 

Cykelstien har været komponistens arbejdsplads og her blev melodien til

Komponisten fortæller, at flere af hans melodier er blevet til på cykel til og fra arbejde. Først derefter er de blevet nedskrevet og bearbejdet ved klaveret, hvilket kan forklare den gode sangbarhed. Niels Brunse, som selv spiller klaver, har siden lyttet sig ind til melodiens stemning og givet den ord.   

Fakta om Nu regner det så stille

Nr. 148 i Højskolesangbogens 18. udgave

Forfatter: Niels Brunse, 2001

Komponist: René A. Jensen, 2001

Køb sangbøgerne

Højskolesangbogen, Det blå sanghæfte, melodibøger, og CD'er.

Køb sangbøger 

Hent til din smartphone

Køb som app

Artikel og melodibeskrivelse er skrevet af Helle Damkjær

Sanghåndbogen er blevet til med støtte fra Nordea Fonden og Louis-Hansen fonden.