Natskygge

Fra første skæve tone er Natskygge langt fra en klassisk højskolesang. Sangen kaster os direkte ind i en verden af eksistentielle spørgsmål om kærlighed og angst, og således stiller teksten lige så mange spørgsmål, som os, der synger, sidder tilbage med efter sidste tone. Christian Dorph har skrevet teksten, der forbilledligt bliver understøttet af Thorbjørn Krogshedes nærmest hypnotiske melodi.

Spørgsmålene myldrer frem

Hvor i alverden er vi henne? Er vi på besøg i et tyrkisk bad, på rejse i en ørenkaravane, eller er vi selve slangen på vej op ad en flettet kurv hos en fløjtespillende beduin? Fra første skæve tone af Natskygge er vores egne spørgsmål til sangen lige så myldrende og mange, som tekstens spørgsmål til os, der synger den.

Langt fra den klassiske højskolesang

Vi er åbenlyst meget langt fra den klassiske, danske højskolesangskat, hvor melodien typisk er lys, let, tilgængelig og genkendelig. Vi er i stedet underligt kastet ind i en verden udelukkende bestående af eksistentielle spørgsmål om angst, kærlighed, lys, mørke og den grænseløse uvished. Og på den måde er der en kompromisløs overensstemmelse mellem sangens komposition og selve livet. Vi når ikke at lære sangen at kende, før den er slut.

Teksten reflekterer over angst og kærlighed

På indholdssiden har vi en sang om to tilsyneladende modsatrettede størrelser, angsten og kærligheden, der, som Søren Kierkegaard pointerer, er de to grundfænomener i den menneskelige eksistens. Et underliggende spørgsmål i sangen synes at være hvilken af de to, der er primær. Er kærligheden livets og lysets kilde (som Grundtvig ville sige), og angsten blot et menneskeligt mareridt? Eller er det omvendt: Er angsten selve udgangspunktet i livet, og kærligheden blot ”en drøm i et evigt mørke”?