Lysets engel går med glans

Baggrund Morgen

Sangen er mandagssangen fra Ingemann og Weyses Morgensange for børn. Solen er Guds lysengel på jorden, og den går gennem himmelportene og fortrænger nattens skygger og mørkets magter. Solens lys er også et billede på Guds omsorg for den enkelte uanset stand: drot og tigger, store og små.

Salmen er fra Morgensange for Børn

I 1837 udkom Ingemann og Weyses Morgensange for Børn til brug ved de nyoprettede asyler for børn i København. Asylerne var børnehaver for børn af fattige familier. Ingemanns ønske var at skrive ”lyriske salmer, hvor intet fortælles, hvor det historiske vidunder forudsættes, og hvor den barnlige følelse flyver til himmels.”

Mandagssangen om Gud som lysets skaber

Lysets engel går med glans er mandagssangen. Her skildres solen som et tegn på Gud og hans skaberevne - jf. ordene i 1. Mos 1,3; ”Gud sagde: ’Det skal være lys!’ Og der blev lys”. Lyset og solen på jorden er billede på Guds nærvær: ”i hvert solglimt Gud er nær”. Ja naturen selv er et spejl af Guds skabervilje og evigt nyskabende kraft.

Lysets engel fortrænger mørket

Lysets engel går gennem himmelportene og trænger med sin strålekrans (glorie) mørket bort. På få linjer tegner Ingemann et magtfuldt billede af englen. På jorden er solen Guds lysengel. Den går Guds ærinde og jager nattens skygger og mørkets magter på flugt. Den spreder en himmelsk glans, der favner ”alverdens glade vrimmel”.

Gud sætter ikke skel mellem mennesker

Solens lys er også et billede på Guds omsorg for hver enkelt uanset position: drot og tigger, store og små, for ”ingen sjæl han glemmer”. I vers 5 og 6 inddrager Ingemann endda både de fattige børn i asylet og os, der glade synger morgensang. Det er muligt, at børnene levede en kummerlig tilværelse, men Vor Herre har ikke glemt dem.

Da Dan Turéll besvimede

I forordet til sin bog Lysets engel (1989) med digte af Ingemann fortæller Dan Turéll om en oplevelse, han havde som 10-årig ved en morgensang i skolen i Vangede:

”Da jeg hørte det første vers: ‘Lysets engel går med glans’, besvimede jeg for første gang i mit liv. Jeg faldt sammen og blev båret ind i klasseværelset, hvor jeg vågnede nogle minutter senere stadig mumlende, sagde de, om Lysets Engel. Dette billede var så stærkt og rent, at det kunne ramme selv en 10-årig skoledreng i hjertet eller livet …”

Lysets engel går med glans

1. Lysets engel går med glans
gennem himmelporte.
For Guds engels strålekrans
flygter alle nattens skygger sorte.

2. Sol går over verden ud
med Guds lys i øje:
Se! Vor Herres sendebud
går på gyldne skyer i det høje.

3. Englen spreder over jord
glansen fra Guds Himmel;
i sin kåbes stråleflor
favner han alverdens glade vrimmel.

4. Sol ser ind i slot og vrå,
ser på drot og tigger,
ser til store, ser til små,
kysser barnet, som i vuggen ligger.

5. Os han også favne vil,
englen i det høje;
os han også smiler til,
englen med Guds Himmel-glans i øje.

6. Os har og vor Herre kær:
ingen sjæl han glemmer;
i hvert solglimt Gud er nær
og vor glade morgensang fornemmer.

Weyse komponerede melodierne

C.E.F. Weyse har komponeret melodierne til alle Ingemanns Morgensange for børn, og samarbejdet fortsatte med Syv aftensange i 1838.

Sangene danner en helhed mellem tekst og musik. Weyse har tydeligvis bestræbt sig på at ramme digtenes sproglige rytme og indhold. I et brev til Ingemann skrev Weyse:

”Slige smukke Digte componerer sig selv. Ergo er det spørgsmålet, om det er mig, der har componeret dem.”

Få klaverspil til fællessangen

Højskolerne har udgivet klaverakkompagnementer til Højskolesangbogen for børn. De er tilgængelige på diverse streamingtjenester (Spotify, iTunes og andre online tjenester)

Stream akkompagnementerne

God fornøjelse!

Melodien er den mest "ophøjede" blandt morgensangene

Lysets engel kunne være en lille instrumentalsats, en ædel, båret melodi. En glasklar harmonik med et enkelt harmonisk udsving i sidste linje (”alle nattens…”). Det er den mest ”ophøjede” melodi blandt morgensangene.

Melodien begynder som den eneste af morgensangene direkte på durtertsen. Det kaster fra første tone lys over sangen.

Sidste linje har den udvidelse af perioden, som er så karakteristisk for Weyse. Man opdager, men for sent, at man ikke har luft nok til slutningen af verset. Det skulle øves med børnene.