Simon Lægsgaard er forstander på Brandbjerg Højskole
Simon Lægsgaard er cand.theol., og han har siden 2008 været forstander på Brandbjerg Højskole. Lægsgaard er en flittig stemme i den offentlige debat, hvor han bl.a. har gjort sig bemærket i kronikker og debatindlæg om bl.a. dannelse, eksistens, samfund og bæredygtighed.

Lægsgaard sætter perfekthedskulturen debat
Kaos i min hjerne er en poetisk behandling at det begreb, man med et moderne udtryk kunne kalde “perfekthedskulturen” – en kultur der i disse år måske i særlig grad, omend ikke udelukkende, er udbredt blandt den yngre generation.
I teksten rammer Simon Lægsgaard et vægtigt eksistentielt paradoks. Nok lever vi i et samfund som det danske i en ganske privilegeret virkelighed. Vi opflaskes med budskabet om, at vi frit kan vælge vores vej i livet; uddannelse, karriere, partner, osv. – vi skal bare række ud. Så er spørgsmålet bare, om vi så også rækker til. Og deri lurer angsten, der flankeres af frihedens paradoksale paralyse med sin uendelighed af muligheder og evindelige krav om til- og fravalg. Eller med Søren Kierkegaards berømmede ord: “Angest er Frihedens Virkelighed som Mulighed for Muligheden”, der her konkretiseres smukt gennem Lægsgaards jeg-fortæller, der konstaterer, at han er “Født som vinder, alt foræret, jeg kan vælge, hvad jeg vil”, når han samtidig må erkende, at “jeg bliver bims i bærret af at vælge fra og til.”



