Hvad var det dog der skete

Baggrund Året

Digtet stammer fra Kaj Munks sidste digtsamling fra 1943. Den blå anemone er et digt om det tilsyneladende svage væsen, der nægter at lade sig kue og overvinder omgivelsernes modstand. I forbindelse med befrielsen i 1945 skrev Egil Harder melodien, der både stryger med hårene og udfordrer.

Præsten, dramatikeren og digteren Kaj Munk 

Kaj Munk var præst i Vedersø fra 1924, hvor han involverede sig meget i sognets liv. Han virkede også som digter og dramatiker, og som dramatiker skildrede han ofte stærke mænd. Men endnu inden 2. verdenskrig begyndte, tabte han sympatien for Europas diktatorer, Hitler og Mussolini.

Søgte i nogen grad selv martyriet

Han protesterede mod nazisternes behandling af jøderne, mod Danmarks overgivelse ved tyskernes besættelse i 1940 og mod den danske samarbejdsregering. Fra 1943 søgte han i nogen grad selv martyriet. Den 4. januar 1944 blev han afhentet af det tyske politi Gestapo og myrdet samme nat ved Hørbylunde Bakke.

Skrive- og taleforbud i "visse retninger"

Da han havde skrive- og taleforbud i ”visse retninger”, kunne hans sidste digtsamling Den skæbne ej til os ikke udkomme på normal vis, og der forelå kun ganske få trykte eksemplarer i september 1943.

Den blå Anemone er det vigtigste bidrag i digtsamlingen 

Efter mordet tryktes og duplikeredes digtsamlingen i en mængde forskellige illegale udgaver, hvor Den blå anemone, digtet om det tilsyneladende svage væsen der overvinder omgivelsernes modstand, er det vigtigste bidrag. Kaj Munk lod selv digtet trykke i efteråret 1943 til brug ved hans private julebreve. 

Anemonen der nægter at lade sig kue

I 1. strofe fortælles om martsunderet i præstegårdshaven, i 2. strofe gøres der rede for anemonetæppet i Christianssædeskoven på Lolland og overflytningen til Vestjylland. I 3. og 4. strofe tales om livsbekræftelsen: den spinkle anemone der som en lille kriger nægter at lade sig kue, af nogle opfattet som et billede på Munk selv og Danmark under besættelsen. Og i sidste strofe taler digteren taknemmeligt om det håb, den lille blomst er symbol på. Digtet slutter med en lovprisning af Vorherres skaberværk.