Hvad var det dog der skete

Baggrund Året

Digtet stammer fra Kaj Munks sidste digtsamling fra 1943. Den blå anemone er et digt om det tilsyneladende svage væsen, der nægter at lade sig kue og overvinder omgivelsernes modstand. I forbindelse med befrielsen i 1945 skrev Egil Harder melodien, der både stryger med hårene og udfordrer.

Præsten, dramatikeren og digteren Kaj Munk 

Kaj Munk var præst i Vedersø fra 1924, hvor han involverede sig meget i sognets liv. Han virkede også som digter og dramatiker, og som dramatiker skildrede han ofte stærke mænd. Men endnu inden 2. verdenskrig begyndte, tabte han sympatien for Europas diktatorer, Hitler og Mussolini.

Søgte i nogen grad selv martyriet

Han protesterede mod nazisternes behandling af jøderne, mod Danmarks overgivelse ved tyskernes besættelse i 1940 og mod den danske samarbejdsregering. Fra 1943 søgte han i nogen grad selv martyriet. Den 4. januar 1944 blev han afhentet af det tyske politi Gestapo og myrdet samme nat ved Hørbylunde Bakke.

Skrive- og taleforbud i "visse retninger"

Da han havde skrive- og taleforbud i ”visse retninger”, kunne hans sidste digtsamling Den skæbne ej til os ikke udkomme på normal vis, og der forelå kun ganske få trykte eksemplarer i september 1943.

Den blå Anemone er det vigtigste bidrag i digtsamlingen 

Efter mordet tryktes og duplikeredes digtsamlingen i en mængde forskellige illegale udgaver, hvor Den blå anemone, digtet om det tilsyneladende svage væsen der overvinder omgivelsernes modstand, er det vigtigste bidrag. Kaj Munk lod selv digtet trykke i efteråret 1943 til brug ved hans private julebreve. 

Anemonen der nægter at lade sig kue

I 1. strofe fortælles om martsunderet i præstegårdshaven, i 2. strofe gøres der rede for anemonetæppet i Christianssædeskoven på Lolland og overflytningen til Vestjylland. I 3. og 4. strofe tales om livsbekræftelsen: den spinkle anemone der som en lille kriger nægter at lade sig kue, af nogle opfattet som et billede på Munk selv og Danmark under besættelsen. Og i sidste strofe taler digteren taknemmeligt om det håb, den lille blomst er symbol på. Digtet slutter med en lovprisning af Vorherres skaberværk.

Hvad var det dog der skete

1. Hvad var det dog der skete?
Mit hjerte frosset hårdt som kvarts
må smelte ved at se det,
den første dag i marts.
Hvad gennembrød den sorte jord
og gav den med sit søblå flor
et stænk af himlens tone?
Den lille anemone,
jeg planted dér i fjor.

2. På Lolland jeg den hented,
et kærtegn fra min fødeø.
Så gik jeg her og vented
og tænkte, den må dø;
den savner jo sit skovkvarter,
sin lune luft, sit fede ler;
i denne fjendske zone
forgår min anemone,
jeg ser den aldrig mer.

3. Nu står den der og nikker
så sejerssæl i Jyllands grus,
ukuelig og sikker
trods ensomhed og gus,
som om alverdens modgang her
har givet den et større værd,
en lille amazone
og dog min anemone
som søens bølge skær.

4. Hvad var det dog der skete?
Mit hjerte koldt og hårdt som kvarts
det smelter ved at se det
den første dag i marts.
Jeg tænkte: "Evigt skiltes ad
min sjæl og glæden", da jeg sad
i vint'rens grumme done.
Nu gør min anemone,
mit hjerte atter glad.

5. For denne rene farve
den er mig som en vårens dåb,
den la'r mig nyfødt arve
en evighed af håb.
Så bøjer jeg mig da mod jord
og stryger ømt dit silkeflor,
en flig af nådens trone.
Du lille anemone,
hvor er vor skaber stor!

En almindelig trykfejl

En trykfejl har indsneget sig i mange udgaver af digtet og stammer fra de illegale udgivelser. Oprindelig skrev Munk i sidste linje ”hvor er vor skaber stor”. Men i stedet kom der til at stå ”hvor er din skaber stor”.

Ordforklaring

4.7   done: fangstnet til fugle

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies

Egil Harders melodi

Komponisten og pianisten Egil Harder skrev i forbindelse med befrielsen i 1945 melodien til Den blå anemone. Harder har komponeret en del melodier til sange og salmer, hvoraf denne og Juletræet med sin pynt har lagret sig i den folkelige bevidsthed.

Melodiens samstemmighed med teksten

Melodien er et fint eksempel på en iørefaldende, folkelig melodi, der både stryger med hårene og udfordrer – ligesom teksten gør det! 

Den smukke start, der tager tilløb med to opadgående kvartspring, og som vi kender og elsker fra mange andre sange (f.eks. Et barn er født i Betlehem), hjælper os fint i gang. Og ydermere kommer forløbet igen hen imod slutningen nemlig i den næstsidste linje. 

De tekstmæssige kontraster lader sig modsvare af de melodiske

Ikke mindst harmonierne bidrager ligeledes til en fornemmelse af noget subtilt med en balancegang mellem det romantiske og det mere jazz-prægede. Og for at modvirke at vi bliver lullet ind i en tornerosesøvn, bringer midterpartiet (linje 5 og 6) et kontrasterende forløb i g-mol, der elegant vendes tilbage til hovedtonearten i linje 7. Således modsvares de tekstmæssige kontraster af de melodisk/harmoniske.

En folkeskabt dvælen ved den sidste tone

En musisk-teknisk detalje: De mange ottendedele levner ikke mange muligheder for at trække vejret i de syngende forsamlinger. Især giver det sig ofte udslag i en folkeskabt, men uhensigtsmæssig fermat (dvælen) på den sidste tone i 6. linje. Det er en uskik, som akkompagnatøren må prøve at bekæmpe!

Fakta om Hvad var det dog der skete

Nr. 262 i Højskolesangbogens 18. udgave

Forfatter: Kaj Munk

Komponist: Egil Harder

Digtet er skrevet i 1943, melodien er fra 1945. 

Køb sangbøgerne

Højskolesangbogen, Det blå sanghæfte, melodibøger, og CD'er.

Køb sangbøger 

Hent til din smartphone

Køb som app

Første del af artiklen er skrevet af Erik Harbo og melodibeskrivelsen af Erling Lindgren

Sanghåndbogen er blevet til med støtte fra Nordea Fonden og Louis-Hansen fonden.