Sangen er skrevet til indvielsen af Musik og Teaterhøjskolen
Sangen er skrevet til indvielsen af Den Sønderjyske Højskole for musik og teater (nu Musik og Teaterhøjskolen) i 1984. Inspirationskernen til sangen stammer fra Thorkild Bjørnvigs fascination af lyrikeren Sophus Claussen og dennes betagelse af naturen og dens udtryksformer. Et af Claussens kendte digte Imperia, 1909, rummer en lovprisning af et jordskælv. Selv den tilsyneladende døde jord er besjælet af livskraft og rytme. Rytme er præcis det, Thorkild Bjørnvigs digt handler om.
Mennesker skal danse istedet for at marchere
Den bærende idé i sangen udspringer af en iagttagelse, som man finder i sangens 3. vers: ”Kun mennesker marcherer!” De eneste dyr, der bevæger sig i takt, er dyr, der er blevet dresseret af mennesker og har givet sig ind under menneskers herredømme. Af alle væsner på jorden er mennesker de eneste med en tilbøjelighed til at leve ”efter linealer”. Hver eneste gang, det sker, er der grund til at være på vagt, for det er livstruende kræfter, der er på spil – kræfter som betragter livsudfoldelsen med mistro og ser på naturen som noget, der skal kontrolleres og beherskes. Marchrytmen er udtryk for en gold magtdemonstration, der søger herredømmet over livet. Dansens rytme er det modsatte: en given-sig-hen til livet selv.
Bjørnvigs muntre tekst handler om at give sig hen til rytmerne
Bjørnvigs sang er en munter opfordring til at besinde sig på hjertets visdom og yndefuldt hengive sig til de kosmiske rytmer, som gennemtrænger alt levende og gør alt liv på jord til et jublende dansedrama.
Frisættelsen gjorde sit indtog mellem Bjørnvigs to højskolesange
Sammenligner man teksten med Bjørnvigs sang Mørk er november fra 1959 til Båring Højskole, er der påfaldende ligheder og forskelle. Begge sange fremhæver betydningen af hjerteligheden og den musiske udfoldelse. Men hvor det i 1959 var en slags trodsbestemt poetisk programerklæring, noget som man måtte imødegå de livsødelæggende kræfter med (”da må vort hjerte selv lyse”), kan Bjørnvig 25 år senere mildt triumferende tage udgangspunkt i det musiskes selvfølgelige tilstedeværelse i verden:
”I hjerterne begynder al visdom, alle ynder”.
Mellem de to sange har ungdomsoprøret og den deraf udsprungne frisættelse af det æstetiske (den ny sanselighed) gjort sin virkning.