Hver dag en ny dag

Vi kender ikke altid den "sande" historie

Forfatteren har dog diskret indlagt referencer til historien. ”Hesten ser hvid ud, hvad er dens farve? Hvem ved besked?” henviser til det historiske øjeblik, da Kong Christian 10. red over den gamle grænse den tiende juli 1920, da Sønderjylland blev dansk igen. Den hvide hest, Malgré Tout, er ikonisk på grund af sin farve, men der hersker spekulationer om, hvorvidt den egentlig var hvid, eller om den var behandlet med wienerkalk, pibeler, hvid maling, rensevæske eller noget helt femte. Ingen ved helt besked, og sangen peger derved på, at vi måske ikke altid kan være sikre på sandheden i de historier, vi er blevet fortalt. Men vi er herrer over vores egen historie, og hvilket aftryk vi gerne vil sætte i vores tid.

Sangen refererer til en anden genforeningssang

En anden kulturel kode er referencen til Henrik Pontoppidan og Thomas Laubs genforeningssang Det lyder som et eventyr fra 1918. Den beskriver Sønderjylland eventyrmotivisk som en røvet datter, der er kommet tilbage: ”En røvet datter, dybt begrædt, er kommen frelst tilbage”. Sætningen ”Den du har savnet, kommer tilbage” kan således ses som en hilsen til Pontoppidan, samtidig med at det er et billede på håb, som Pia Juul tegner.

Pia Juul, foto: Hreinn Gudlaugsson

Skal grænserne være åbne eller lukkede?

Selvom der er mange stærke meninger og holdninger i samfundet for og imod åbne eller lukkede grænser, så forholder Hver dag en ny dag sig åbent, undersøgende og spørgende.

”Indimellem kommer jeg jo også selv i tvivl. Så jeg har forsøgt at skrive en sang, der rummer nuancer og spørgsmål. Det er vigtigere for mig, at sangen får os til at tænke over, hvad vi hver især kan bidrage med i vores samtid og i det nære.”

Pia Juul

Melodien inviterer til refleksion

Sangen taler til den enkeltes samvittighed og evne til at være taknemmelig, generøs og kærlig, og det har Marianne Søgaard understøttet ved at skabe en melodi med åbenhed og med en 3/4-dels rytme, som giver rum til forskellige slags følelser uden løftet pegefinger og fordømmelse.

Den er ligefrem og enkel, hvilket understreger, at dette hverken er en protestsang eller en hyldestsang til dagens Danmark, men en sang, der inviterer til refleksion. Det opadgående oktavspring i takt fem/seks bryder den enkle trinvise bevægelse og er en opfordring til at vågne op, strække sig og udvide sit udsyn. På ordet ”håb” i hvert vers rammer melodien sin toptone.

Artiklen er skrevet af Helle Solvang

Sanghåndbogen er blevet til med støtte fra Nordea Fonden og Louis-Hansen fonden.