Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage
Baggrund
Liv
.jpg?width=678)
Digtets førstelinje er navnet på den bog, Naja Maie Aidt udgav efter sin søns død i 2015, men egentlig er digtet skrevet allerede i 2008. Det handler om døden; om sorgen, kærligheden og betydningen af at give tilbage af det, man fik fra den afdøde. Janne Mark har komponeret melodien, der - ligesom teksten - har noget meditativt og insisterende over sig.
Naja Marie Aidt digter om mennesker og sociale relationer
Naja Marie Aidt debuterede i 1991 med digtsamlingen Så længe jeg er ung og har siden skrevet digte, noveller, dramatik, sange, børnebøger m.m. I sin digtning undersøger hun ofte menneskers spændingsfelter mellem følelsesliv og sociale relationer, og hvordan mennesker presses ud i situationer, hvor de ikke længere kan kende sig selv eller bevare kontrollen.
Digtet er skrevet i 2008
Naja Marie Aidt skrev i digtsamlingen Poesibog (2008) to digte om døden. Det ene er med enkelte ændringer teksten til sangen i Højskolesangbogen.
Forfatterens voldsomme møde med døden
I 2015 mistede hun sin næstældste søn, Carl Emil. Han havde sammen med en ven taget hallucinerende svampe for at opnå en mild rus, men effekten var så voldsom, at han fik en stofudløst psykose og sprang ud ad vinduet fra fjerde sal. To dage senere døde han af sine kvæstelser.
Efter dødsfaldet kunne Naja Marie Aidt først hverken læse eller skrive, men efter ni måneder fandt hun langsomt ind til sproget igen, og to år efter dødsfaldet udgav hun en bog om Carl. Bogens titel blev første linje af digtet fra 2008: Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage.