Man binder os på mund og hånd

Baggrund Historien

Sangen har fra første færd haft en enestående historisk betydning som et nationalt samlingssymbol i besættelsestiden. Den præsenterer sig som en sang til den frie kærlighed, men indeholder et budskab om frihed og modstand mod den tyske besættelsesmagt. Poul Henningsen og Kai Normann Andersen står bag sangen om kampen mod undertrykkelse.

Sangen blev hurtigt et nationalt samlingspunkt

Denne vise fik lige fra første færd en enestående historisk betydning. Den blev et af besættelsestidens nationale samlingssymboler i kampen mod den tyske besættelsesmagt.

En sang om kærlighed - og om modstand

Ser man på teksten isoleret, så præsenterer den sig først og fremmest som en sang om den frie kærlighed – om lidenskabens ret og om ægteskabets snærende bånd.

Alligevel opfatter de fleste danskere ikke sangen som en kærlighedssang, men som en modstandssang – en sang om kampen mod undertrykkelse. Det skyldes naturligvis først og fremmest sangens sidste vers, der giver sangen en tematisk drejning og former sig som en hyldest til friheden og en energisk opfordring til at bevare selvrespekten – også under vilkår hvor en fremmed magt forsøger at gøre os til trælle (de fem sidste linjer).

Man binder os på mund og hånd

1. Gribe efter blanke ting
vil hvert et grådigt lille barn.
Binde andre med en ring
gør man som helbefarn.
Tænk, hvor har man stået tit
og delt et vindus paradis.
Helle, helle det er mit!
Og livet går på samme vis:
Man binder os på mund og hånd,
med vanens tusen stramme bånd,
og det er besværligt at flagre sig fri.
Vi leger skjul hos en, som ved
at skærme os mod ensomhed
med søde kontrakter vi luller os i.
Kunne vi forbyde de tre ord: jeg lover dig
var vi vist i kærlighed på mere ærlig vej.
De ord, vi svor med hånd og mund,
de gælder kun den korte stund,
til glæden er borte og alting forbi.

2. Kærlighed og ægteskab,
hvad kommer de hinanden ved?
Kedsomhedens tomme gab,
til kæben går af led.
Elskov er den vilde blomst:
I gartnerhænder går den ud.
Skærmet får den sin bekomst,
men blomstrer hedt i storm og slud.
Man binder os på mund og hånd,
med vanens tusen stramme bånd,
men ingen kan ejes. Vi flagrer os fri.
I alle kærtegn er en flugt
de røde sansers vilde flugt
fra pligternes tvungne fortrampede sti.
Du må ikke eje mig. Jeg ejer ikke dig.
Alle mine kys er ikke ja og ikke nej.
De ord vi svor med hånd og mund
de gælder kun den svimle stund,
det netop er kysset fra dig jeg ka li.

3. Møde hvad der venter os,
og ingen ve hvordan det går.
Bære skæbnen uden trods,
hva der så forestår.
Glad ved hver en venlighed,
men uden tro, at det blir ved.
Søge fred, idet vi ved
at vi har ingen krav på fred.
Man binder os på mund og hånd,
men man kan ikke binde ånd,
og ingen er fangne, når tanken er fri.
Vi har en indre fæstning her,
som styrkes i sit eget værd,
når bare vi kæmper for det, vi ka li.
Den, som holder sjælen rank, ka aldrig blie træl.
Ingen ka regere det, som vi bestemmer sel.
Det lover vi med hånd og mund,
i mørket før en morgenstund,
at drømmen om frihed blir aldrig forbi.

Poul Henningsens udfald mod besættelsesmagten

Sangen indgik sammen med andre sange af Poul Henningsen (PH) i Kjeld Abells skuespil Dyveke, som havde premiere på teatret Riddersalen i København kort efter besættelsen i 1940. En ung digter søger inspiration i den historiske romance mellem Christian den Anden og den unge bedårende Dyveke. I stykket optræder Dyveke som en moderne kvinde, der færdes i det københavnske natteliv.

Teksten måtte omskrives, da Danmark blev besat i 1940

De første tekstudkast til sangen rummede et mere direkte og utilsløret udfald mod det nazistiske Tyskland. Prøverne på teatret var godt i gang, da Tyskland besatte Danmark den 9. april 1940. Da fjenden nu stod i landet, blev PH opfordret af den besindige og fremsynede teatercensor Jacob Normann til at skrive sangen om, så kritikken af nazismen fremstod på et mere underforstået plan. Oprindelig var sangen på fire vers, men trods PH's omskrivning blev det tredje vers fjernet af censuren og er for først for nylig blevet genfundet. Af uvisse årsager er verset aldrig blevet en del af sangen igen. 

Læs alle fire vers her

En kommentar til PH's egen livssituation

Det førte til, at PH nu pakkede frihedsbudskabet ind i en lovsang til den frie kærlighed. Dermed har PH givetvis også indflettet en kommentar til sin egen livssituation på daværende tidspunkt. Han havde i nogle år haft et elskovsforhold til en gift kvinde ved navn Inger og oplevede sit eget ægteskab som trangt og lidenskabsløst. På trods af sine veloplagte udfald mod og forhånelser af ægteskabet veg PH dog ikke tilbage for at forsøge sig med ægteskabet en gang til. Han giftede sig i 1943 med Inger, og de levede lykkeligt sammen, indtil PH døde i 1967. Ægteskabet er godt nok – bare man er gift med den rigtige!

PH fortæller, og Liva Weel synger

Liva Weels optræden blev hyldet med stilhed

Kai Normann Andersens melodi til PH’s berømte sang, som også blev kaldt Dyvekes vise, er en medrivende tango i mol, og den blev sunget af PH’s foretrukne fortolker, Liva Weel. I ensom projektørbelysning stod hun på scenen efter tæppefald og sang de berømte tre vers, og budskabet mellem linjerne blev forstået af publikum fra premiereaftenen til den sidste forestilling. Bagefter blev der ikke klappet, men samtykket i stilhed.  Dyveke blev en formidabel publikumssucces med ikke mindre end 392 udsolgte forestillinger.

Kai Normann Andersens melodi er en tango 

Med PH’s egne ord plejede man ellers ikke ”at skrive fædrelandssange til en tango”. Hvor andre af tidens komponister valgte jazzen som tidens udtryk, valgte Kai Normann Andersen ofte tangoen, når noget vigtigt skulle synges. Tænk bare på hans gennembrudssang Du gamle måne fra 1924.

Få klaverspil til fællessangen

Højskolerne har udgivet klaverakkompagnementer til 100 sange fra Højskolesangbogen. De er tilgængelige på diverse streamingtjenester (SpotifyiTunes og andre online tjenester) 

Stream akkompagnementerne.

God fornøjelse!

Fakta om Man binder os på mund og hånd

Nr. 542 i Højskolesangbogens 19. udgave

Tekst: Poul Henningsen, 1940

Melodi: Kai Normann Andersen, 1940

Artiklen er skrevet af Jørgen Carlsen og Finn Gravesen

Sanghåndbogen er blevet til med støtte fra Nordea Fonden og Louis-Hansen fonden.

Artikler om sangene i Højskolesangbogen

Vis flere