Fred hviler over land og by

Baggrund Aften

Ingemann skrev teksten til denne smukke aftensang i en periode, hvor han oplevede store personlige problemer. Teksten har da også en alvorlig tone, der på forskellig vis understøttes af de melodier, der sidenhen er kommet til.

Ingemann havde store personlige problemer, da han skrev digtet

Digtet er skrevet på et meget vanskeligt tidspunkt i Ingemanns liv. Efter en række litterære forsøg (bl.a. som dramatiker, hvor han blev nådesløst kritiseret af Johan Ludvig Heiberg), følte Ingemann sig usikker på sin fremtid og havde store personlige problemer med sit eget sind og med forholdet til sin forlovede, Lucie Mandix. Ti år tidligere havde han, karakteristisk for denne usikkerhed, afsluttet et digt til hende med ordene: ”O, hvis du kendte, hvis du elskede mig, / Jeg kunde være, som jeg er – hos dig. (Se Højskolesangbogens Tit er jeg glad)

Men i 1822 lykkedes det for den nervøse og usikre digter at få fast ansættelse som lærer ved Sorø Akademi og derved skaffe sig en sikker indtægt, så de kunne gifte sig.

Teksten er formodentlig inspireret af Sorø Sø

Tidligere har mange været af den opfattelse, at digtet skulle være skrevet i København, og at ”dammen” i andet vers derfor skulle være Blegdammen ved Sortedamssøen i København, og som følge heraf den ”fjerne vogter” den mand der passer lærredet, der er ved at blive bleget. Det passer imidlertid dårligt sammen med skildringen af den stille og tyste aftenstemning, som snarere skildrer det landlige Sorø, hvor man fra Akademiet og Ingemanns hus kan se over mod et inddæmmet område (kaldet Dammen), hvor hyrden (vogteren) passede kvæget, og hans sang kunne høres over Sorø Sø i den stille aften.

Fred hviler over land og by

1. Fred hviler over land og by,

ej verden larmer mer:
fro smiler månen til sin sky,
til stjerne stjerne ser.

2. Og søen blank og rolig står

med himlen i sin favn;
på dammen fjerne vogter går
og lover Herrens navn.

3. Det er så stille og så tyst

i himmel og på jord;
vær også stille i mit bryst,
du flygtning, som dér bor!

4. Slut fred, o hjerte, med hver sjæl,

som her dig ej forstår!
Se, over by og dal i kvæld
nu fredens engel går.

5. Som du han er en fremmed her,

til Himlen står hans hu;
dog i det stille stjerneskær
han dvæler her som du.

6. O, lær af ham din aftensang:

Fred med hver sjæl på jord!
Til samme Himmel går vor gang,
adskilles end vort spor.

7. Fred med hvert hjerte, fjern og nær,

som uden ro mon slå!
Fred med de få, som mig har kær,
og dem, jeg aldrig så.

Digtets alvorlige tone adskiller sig fra Ingemanns senere digte

Sangen har et helt andet personligt og alvorligt præg end hans øvrige morgen- og aftensange fra godt 15 år senere. Ud over aftenstemningen ved søen beskriver digtet en hjemløs sjæl, der ikke er forstået i verden og først kan finde sit hjem i himlen. Ikke ulig Ingemann selv.

At det ikke er den hyggelige Sorødigter, som vi kender fra de andre sange, fremgår også af det afslutningsvers, der ikke er medtaget i Højskolesangbogen:

Fred med hver Aand, som hader mig!

Den skal mig elske vist,

Naar samlet i Guds Himmerig

Vi ham lovprise hist!

Bays melodi er romantisk og vuggende

Rudolph Bays melodi er i et romantisk vuggende tonesprog. Melodien er umiddelbart iørefaldende og elsket af mange. I Bays originale udgave synges ”Fred” på etslaget i første takt, så ”Fred hviler” synges på tre ottendedele. Udgaven i Højskolesangbogen følger den lidt tungere folkelige syngemåde med optakt på ”Fred” og hvor ”hviler” falder på etslaget. Du kan lytte til Bays melodi i ovenstående video.

Laubs melodi er mere afdæmpet

Selvom Ingemann hører romantikken til, og han beskriver sine stærke følelser, så er digtet afdæmpet og står de stille strenge an. Det understøtter Thomas Laubs melodi. Med små skridt skaber han et miniaturebillede, som han får til at virke næsten svævende ved kun at benytte et lille toneområde og ikke lande på grundtonen. Melodien danner en enkel bue med højdepunktet i anden og begyndelsen af tredje linje.