En yndig og frydefuld sommertid

Baggrund Kærlighed

Sangen er en folkemelodi, der første gang blev nedskrevet af Carl Schütz i 1843. I den oprindelige form er den kristne tone tydeligere end i Højskolesangbogen, men fromheden består. Sangen er trods melodiens komplicerede tonespring en populær folkevise.

Sangen findes i mange udgaver

Sommervise, Pigen synger, Kærlighedsrosen – denne sang findes i stort set ens udgaver med forskellig titel. Viseteksten og -melodien blev første gang optegnet af cand.theol. Carl Schütz, 1843, i Dalbyneder nord for Randers. Seks vers noterede han og overdrog til A.P. Berggreen, der optog sangen i Danske Folkesange og Melodier, 1860 (3. udgave, 1869, angives som Højskolesangbogens kilde).

Digtets kærlighedserklæring kan synges til både en kvinde og en mand

Carl Schütz anså denne vise for ”gammel, eller i alt Fald, saa god som gammel”, skrev han i sin indberetning. I den jyske vise er der – bortset fra stedordet ”han”/”hun” – ingen speciel kønsangivelse i digtets kærlighedserklæring. Derfor kan synsvinklen variere. Den kan synges af en pige til en mand (som i Højskolesangbogen) eller af en mand til en pige (som i en optegnelse ved Evald Tang Kristensen, 1889, også fra Randersegnen).

Det kristne er nedtonet i Højskolesangbogen

I sin oprindelige form er den kristelige tone i visen tydeligere end i Højskolesangbogen. A.P. Berggreen medtog ikke visens sidste vers, der udtrykker den erkendelse, at skønheden kan forgå, men fromheden består.

I Højskolesangbogen er yderligere et vers taget ud, der i en gentagende form og et følelsesladet billedsprog bringer mindelser om Højsangen i GT:

”Hans Hjerte er ret christentlig,/ Foruden Falskhed og Svig,/ Hans Mund den taler sandelig,/ Hans Øine mildelig./ Hans Kinder er som Rosen rød,/ Hans Mund den er som Honning sød,/ Ja, han er smuk og fiin.”

En yndig og frydefuld sommertid

1. En yndig og frydefuld sommertid
i al sin herlighed,
den glæder og trøster så mangen en,
alt ved Guds kærlighed.
Den fører blomsterskaren frem,
og rosen rød, så dejlig og sød,
den ser du da igen.

2. Blandt alle disse blommer ved jeg én,
en rose for dem alle,
udsprungen af en dejlig gren
ud af en yndig stamme.
Vel er der mange smukke til,
men jeg for sandhed sige vil:
Han overgår dem alle!

3. Ja, var jeg nu så lykkelig,
jeg kunne rosen få!
Mit hjerte brænder ret inderlig
med længsels stor attrå.
Mit hjerte ler, hver gang jeg ham ser,
og det ud af stor kærlighed
la'r ikke ro mig få.

4. Går jeg om dagen ud eller ind,
ihvor det være må,
da er du stedse i mit sind,
og natten ligeså.
Og når jeg sover sødelig,
om dig jeg drømmer lykkelig,
ret som du hos mig var.

Rosen som symbol

Det er den samme symbolske brug af rosen, som kendes fra fx Brorsons pietistiske salmer – jf. Højskolesangbogens Den yndigste rose er funden: Rosen er Jesus. Specielt i 2. vers udtrykkes denne dobbelthed, at den udkårne både er Jesus og en mand – eller snarere dem begge i en og samme skikkelse.

Både fysisk og sjælelig kærlighed

Den kærlighed, digtets jeg formulerer i billedsprog, retter sig på én gang mod den fysiske og den sjælelige tilværelse. Viseteksten er i tråd med både senmiddelalderens gotiske kunst, fx Mariaviserne, der beskriver den ydre skønhed som afspejling af den indre, og med 1700-tallets pietistiske billedsprog, der betoner det følelsestætte, personlige forhold mellem det enkelte menneske og Jesus.

En folkemelodi

Melodiens oprindelse fortoner sig, ligesom alle andre folkemelodier, i det dunkle. Vi har en bemærkelsesværdig stor samling velbevarede folkemelodier i vores sangskat, men næppe andre har det samme hitpotentiale.

Melodien er med til at gøre sangen populær

Det kan skyldes flere ting, men iørefaldende er i al fald dens indiskutable romantiske tone, der smyger sig omkring kærlighedsdigtet, hvor vi er mere vant til, at folkemelodier har en middelalderlig karskhed.

Tonernes store spring

De mange toneranker, de store spring - herunder ikke mindst den indledende store sekst - og i det hele taget en melodiføring, der inviterer til en romantisk eller endog jazzet harmonisering, sætter sit umiskendelige præg på sangen. Det er nok heller ikke tilfældigt, at mange visesangere har kastet sig over netop denne sang – hvad enten det så er blevet til pop eller jazz.

Endelig er melodiens klassiske form (AAB) også en folkelig (ubevidst) genkendelsesfaktor, der er med til at cementere dens popularitet. Noget af et paradoks, da den just ikke er nem at synge – netop på grund af de store spring!

Fakta om En yndig og frydefuld sommertid

Nr. 444 i Højskolesangbogens 19. udgave

Tekst: Folkevise fra Mariageregnen efter A.P. Berggreen, 1869

Melodi: Dansk folkemelodi

Første del af artiklen er skrevet af Jørgen Aabenhus og melodibeskrivelsen af Erling Lindgren

Sanghåndbogen er blevet til med støtte fra Nordea Fonden og Louis-Hansen fonden.

Artikler om sangene i Højskolesangbogen

Vis flere