Du bærer din fortid

Baggrund Historien
Du bærer din fortid. Foto: Fredericia Kommune

Du bærer din fortid er skrevet til markeringen af 170-året for Slaget ved Fredericia i 1849. Teksten er skrevet af Benedicte Hammer Præstholm og er en påmindelse om, at vi kan og skal lære af historien, der bærer vores fælles smertelige erfaring. Melodien er skrevet af komponist og dirigent Søren Birch og har en højtidelig tone.

Sangen er skrevet til 170-års markeringen af Slaget ved Fredericia

Sangen er skrevet til Fredericia kommunes 170-års markering af Slaget ved Fredericia den 6. juli 1849 i forbindelse med Treårskrigen (1. Slesvigske Krig), som i nyere historie også betragtes som en borgerkrig indenfor helstaten. Den indgår i suiten Du lille land og er skrevet til Trinitatis kirke i Fredericia. Det en sang til en mindebegivenhed på et erindringssted. Stedet bliver dog blot omtalt en enkelt gang som ”voldenes grønne”, hvilket indikerer, at det kunne være hvilket som helst sted, hvor krig har sat sit mærke på det ”furede Danmark”.

Præstholms tekst er en påmindelse om krigen som smertelig erfaring

På flere af de officielle publikationer om begivenheden beskrives den som en fejring af den militære sejr i Slaget ved Fredericia. Nærværende tekst af lektor ved pastoralseminariet i Århus, Benedicte Hammer Præstholm synes dog at have en lidt anden vinkel derpå. Den er nærmere en påmindelse om en smertelig og dyrekøbt erfaring, hvis lære vi skal huske på - at i krig er alle tabere.

Du bærer din fortid


1. Du bærer din fortid i landskabets mærker,
du furede Danmark, vi synger din sang
og sidder på voldenes grønne i solen,
hvor krige om landet blev kæmpet engang.
Da våbnene gjorde de dødes brigade
så sørgeligt talrig, mens dagen blev lang.

2. For hvert af de spor, vi har sat på dit ansigt,
der findes der spørgsmål og visdom og sag.
Om grænsernes linjer, om retten og magten,
om tvangen, der fremelsker mistro og nag.
De lærte os langsomt at leve på frihed
med lighed og stemme for stærk og for svag.

3. Men glemte vi nu i en sommernats sange,
at galskaben findes i verden som før,
og drømte Europa om menneskets godhed,
om paradisfreden, hvor iskulden tør,
så vågner vi brat med forbløffede øjne,
når våbnene dræber, og stemmerne dør.

4. Hvad fremtiden bringer dig, Danmark, er uvist,
men vis os dit ansigt og det, vi har lært.
Så tør vi at stå, hvor det sikre slår revner,
så tør vi at prøve, om end det er svært:
Tålmodigt at tænke og tale for frihed
og stadig at kæmpe for det, vi har kært.

 

Danmark er mærket af historiens gang

Indledningsvist tiltales Danmark som et ”du”, der bærer sin ”fortid i landskabets mærker”. Vi er tilbage i dette mærkede landskab. Men vi er også tilbage ved de tabte liv og en dyster erindring. Vi erindrer de døde brigaders tal, og at ”dagen blev lang”. Spørgsmål er blevet stillet, og eftertanker kommet til, og ”de lærte os langsomt at leve på frihed”. Men bliver vi velbehagelige og glemmer, ”at galskaben findes i verden som før”, så vågner vi brat men måske for sent. Derfor minder vi os selv om det, vi har lært:

Tålmodigt at tænke og tale for frihed
og stadig at kæmpe for det, vi har kært.

Vi kan og skal lære af historien

Den underliggende forståelse i teksten er, at historien kan fortælle os noget om, hvem vi er blevet, og hvem vi kan blive. En bærende tanke er, at vi kan og skal lære af historien, og at vi til stadighed skal minde hinanden om, hvad det er vi har lært, så vi ikke tager det vundne – frihed og fred – for givet. Der er således i teksten en eftertænksomhed i forhold til vores brug af historie, som i den konkrete sammenhæng også handler om brug af erindringssteder og mindekultur. En eftertænksomhed der knytter sig til det forhold, at vi ganske enkelt forstår og handler i vores samtid i spændingsfeltet mellem fortolkningen af fortiden og forventningen til fremtiden.

Hver generation bærer et ansvar for fremtiden

Der er ligeledes en enkel opbyggelighed i teksten, der minder os om den danske forfatter Martin A. Hansens ord:

”Historien er vor forlængede erindring, og historien er vort forlængede ansvar.”

Martin A. Hansen

Det minder os om, at nok er vi som mennesker historieskabte, men vi er også historieskabende, og at enhver generation står med et ansvar for fremtiden. Erindringen af det forgangne er i teksten tæt knyttet til forventningen til det kommende. 

Så tør vi stå, hvor det sikre slår revner, 
så tør vi prøve, om end det er svært.

Få klaverspil til fællessangen

Højskolerne har udgivet klaverakkompagnementer til 100 nye sange fra Højskolesangbogen. De er tilgængelige på diverse streamingtjenester (Spotify, iTunes og andre online tjenester).  

Stream akkompagnementerne

God fornøjelse!

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies

Søren Birch har skrevet den højtidelige melodi

Komponisten Søren Birch har i mange år været ansat ved Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus og underviser nu bl.a. ved Løgumkloster Kirkemusikskole. Melodien er højtidelig og næsten marchagtig og leder tankerne hen på ”klassiske højskolesangbogsmelodier” af fx Thorvald Aagaard (og Otto Mortensens melodi til Du gav os de blomster). Den falder i tre dele på hver fire takter. Melodien har en konsekvent struktur, en fastholdt rytmisk skiften mellem en fjerdedel og to ottendele, der gør den iørefaldende og genkendelig, og den bygges naturligt og trinvist op i hver af dens tre dele og passer dermed vældig godt til tekstens opbygning – særligt de sidste fire takter understreger og fremhæver tekstens udsagn.

Fakta om Du bærer din fortid

Nr. 504 i Højskolesangbogens 19. udgave

Tekst: Benedicte Hammer Præstholm, 2019

Melodi: Søren Birch, 2018

Skrevet til markeringen af 170-året for slaget ved Fredericia i 1849.

Køb sangbøgerne

Højskolesangbogen, Det blå sanghæfte, melodibøger, og CD'er.

Køb sangbøger 

Hent til din smartphone

Køb som app

Artiklen er skrevet af Jacob Kjærsgaard Mortensen, melodibeskrivelsen af Jacob Vestager Tybjerg.

Sanghåndbogen er blevet til med støtte fra Nordea Fonden og Louis-Hansen fonden.