En velset mand med selskabelige talenter og et pokkers godt hoved
”En ganske egen Fyr, men et Pokkers godt Hoved” – sådan lyder et samtidigt udsagn om Ambrosius Stub, der blev født på Fyn i 1705 i beskedne kår. Efter nogle muntre år som student i København søgte han i en årrække sit udkomme på de fynske godser, især på Valdemars Slot på Tåsinge, og i kraft af sine ”selskabelige Talenter, musikalske Anlæg og Evner til at skrive Vers” var han særdeles velset. Der findes ikke noget portræt af ham, men på Tåsinge (og i Ribe, hvor han endte sine dage i 1758 – som nabo til Brorson) mindedes han meget længe. Se i øvrigt om Stub i artiklen om Hvad vindes på verdens vidtløftige hav.
Først efter Stubs død blev de fleste af hans digte udgivet
Kun fem af Ambrosius Stubs digte er trykt i hans levetid. Under betegnelsen Aria er Den kedsom vinter gik sin gang udgivet i Arier og andre Poetiske Stykker posthumt i 1771. Originalversionen har seks vers med hver 15 linjer. I forkortet form indgår versene 1, 2, 4, 5 og 6 i Højskolesangbogen.



