Blomsterkransebrud
Baggrund
Liv

Sara Grabow har skrevet en fællessang om det at blive skilt. Med den dobbelttydige titel indfanger hun både forestillingen om den pyntede brud med blomsterkrans i håret, og det brud, som skilsmissen bringer med sig. Melodien er en ballade, der trækker referencer til 1970'ernes kvindelige, danske sangskrivere og de socialrealistiske sange fra den tid.
Højskolesangbogen skulle have flere sange om skilsmisse
Blomsterkransebrud har tekst og musik af Sara Grabow og blev skrevet under højskolesangbogsudvalgets seminar ”Nye fællessange”, afholdt i maj 2019 på Den Rytmiske Højskole i Vig. Teksten blev til på opfordring af udvalget, der havde udbedt sig sange om emnet "skilsmisse".
Sara Grabow trækker på sine egne erfaringer
Sara Grabow tog her udgangspunkt i sine egne erfaringer på området i form af en skilsmisse fra sine børns far. Den tidslige afstand fra begivenhederne på fire år viste sig at være gavnlig for hende, for det gjorde det lettere for hende at forholde sig til dem i kunstnerisk form.
Sara Grabow
Titlen rummer en dobbelthed - brud eller brud?
Sangens titel rummer en særlig flertydighed: Der kan både være tale om en blomsterkransebrud forstået som en brud pyntet med en blomsterkrans, og så et blomsterkransebrud forstået som et brud med det, som kransen ellers skulle besegle: det gode og indholdsmættede ægteskab for livet.
Blomsterkransen symboliserer illussionen om det problemfrie ægteskab
At datteren i teksten selv har lavet en blomsterkrans, som hun giver sin mor som kærlighedsgave, peger i retning af, at også hun og hendes generation er underlagt en forestilling om det lykkelige, problemfrie ægteskab som selve livets mening. Illusionerne – eller måske forhåbningerne – går i arv, men kan true med briste, ligesom selv den mest vellykkede blomsterkrans før eller siden visner.