Where have all the flowers gone

Baggrund Historien
Where have all the flowers gone

Sangen er en af de mest kendte protestsange mod krig og vidner om ophavsmanden og folkemusikeren Pete Seegers engagement i borgerrettigheds- og fredsbevægelser. Sangen pointerer, at der ikke er nogen ende på krigen og historiens gang, medmindre vi tager ansvar og lærer af erfaringerne. Det afgørende spørgsmål er, om vi overhovedet er i stand til at lære.

Pete Seeger skrev sangen på vej til en koncert

Pete Seeger, som er en af de betydeligste amerikanske folkemusikere og komponister, skrev sangen i flyet på vej til en koncert. Der var en melodi, som hed Drill ye terries, drill, som han havde brugt i kombination med andre sange ved sine livekoncerter, men han kombinerede den nu med teksten fra en ukrainsk folkesang, som forekommer i Stille flyder Don, en roman af Michail Sjolokhov. Senere fik Joe Hickerson idéen til at bygge sangen op som en kædesang, dvs. at første og sidste strofe er ens, og man i princippet kan synge sangen om og om igen.

Sangen er en kendt protestsang

Where have all the flowers gone er en af de mest kendte protestsange mod krig og vidner om Pete Seegers engagement i borgerrettigheds- og fredbevægelser. I 1955, lige før sangen blev til, blev han afhørt af McCarthy-udvalget og blev udelukket fra amerikanske medier i 17 år.

Sangen blev oversat til tysk 

I Europa blev sangen mest kendt i den tyske udgave Sag mir, wo die Blumen sind. Max Colpet oversatte sangen til tysk i 1962 for skuespillerinden Marlene Dietrich, som startede sin anden karriere som sangerinde i 60’erne.

Historien gentager sig 

Sangen beskriver historiens cirkelbevægelse. Pigerne plukker blomster. Når pigerne vokser op, møder de unge mænd. Disse sendes i krig og ender i gravene, hvor blomster vokser op. I sidste strofe starter alting forfra igen. Stroferne begynder med et spørgsmål: Hvor er blomsterne, pigerne og mændene blevet af, og svaret på de spørgsmål bliver så taget op i den næste strofe. Dermed påpeges det, at der ikke er en ende på krigen og historiens gang, medmindre man lærer af erfaringerne.

Opfordring til at tage et personligt ansvar

Det afgørende spørgsmål, som bliver gentaget to gange i slutningen af hver strofe, er, om man virkelig er i stand til at lære nogensinde. Det skal på baggrund af to verdenskrige klart opfattes som en meget stærk opfordring til at blande sig personligt og stoppe denne meningsløse udvikling.