When I find myself in times of trouble (Let it be)

Baggrund Liv
When I find myself in times of trouble

Let It Be er en del af The Beatles' sidste album med selv samme navn, som er udgivet i 1970, lige før at gruppen gik i opløsning. Sangen baserer sig på en af Poul McCartneys drømme i den periode, hvor en konflikt i the Beatles var under optrapning. I drømmen møder Poul McCartney sin afdøde mor, der giver ham det råd, som senere skulle blive til et globalt kendt hit nemlig: "Let it be".

Tekstens Mother Mary er et billede på McCartneys egen mor

Da Paul McCartney i slutningen af 1960’erne havde store problemer med at holde sammen på The Beatles (han havde altid været igangsætter og måske den mest disciplinerede i gruppen), havde han en nat en drøm om sine frustrationer. Her stod Mother Mary frem for ham og trøstede ham og sagde, at han skulle lade det være som det var (Let It Be)… det skulle nok gå. Denne Mother Mary var hans mor, som forsvandt alt for tidligt fra Paul og hans lillebrors liv, da hun døde af kræft, mens brødrene var henholdsvis 14 og 12 år. 


The Beatles

McCartneys katolske billede i sangen mødte drilagtig kritik hos John Lennon

Som så mange andre af hans oplevelser blev også denne til en sang og vel at mærke et rigtigt McCartney-nummer. Selv om de altid skrev begge navnene på som ophavsmænd, kunne John Lennon i virkeligheden ikke krediteres for denne sang – man kunne nærmest sige tvært imod:

”Lennon holdt det ikke hemmeligt, at han nærede afsky for den katolske skinhellighed, han hørte i dette nummer, og under (indspilnings)sessionen den 31. januar 1969 spurgte han ubarmhjertigt McCartney: ‘Skal vi fnise under soloen?’ (Han var hovedkraften bag den drilagtige rækkefølge af numrene på Let It Be-albummet, hvor Let It Be er placeret mellem ham selv som en lille dreng, der piber: ‘Now we’d like to do Hark the Angels Come’… og en grov og løssluppen sang om en luder fra Lime Street)”.

(Citat efter Ian MacDonald: The Beatles, Revolution i hovedet)

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies

En evergreen med stor popularitet i det globale fællessangsrepertoire

Musikken fremstår som en gospelballade med denne stils harmoniske kendetegn som subdominantisk dominans og de dertilhørende kvart-sekst-forudhold. En stemningsfuld underlægning til nogle ophøjede ord om en himmelsk trøst og håb. (Mange har siden hen, forståeligt nok, ment, at det drejede sig om Jomfru Maria).

Sangens enkelhed har medvirket til opnåelse af status som evergreen i det globale fællessangsrepertoire. 

Fakta om When I find myself in times of trouble (Let It Be)

Nr. 121 i Højskolesangbogens 18. udgave

Forfatter: John Lennon og Poul McCartney, 1968

Komponist: John Lennon og Poul McCartney, 1968

Køb sangbøgerne

Højskolesangbogen, Det blå sanghæfte, melodibøger, og CD'er.

Køb sangbøger 

Hent til din smartphone

Køb som app

Artiklen og melodibeskrivelse er skrevet af Hans Dammeyer

Sanghåndbogen er blevet til med støtte fra Nordea Fonden og Louis-Hansen fonden.