Vi henter tidevandet ind

Baggrund Liv

Jens Rosendals 80-års fødselsdag blev fejret ved en stort anlagt begivenhed ved stranden i hjembyen Ballum. Til den lejlighed skrev han denne sang, som blev uropført af flere hundrede mennesker, der iklædt gummistøvler tog opstilling i marsken foran Jens Rosendals hus og hentede tidevandet ind. Rasmus Skov Borrings melodi følger landskabets udvikling og giver en følelse af, at man synger sammen med tidevandsbølgen.

Sangen er skrevet til Jens Rosendals 80-års fødselsdag

I maj 2012 fyldte Jens Rosendal 80 år. Det blev fejret ved en stort anlagt begivenhed i marsken på stranden i Vesterende Ballum, hvor Jens Rosendal bor i sit bondehus, som han har haft i over 50 år. Egentlig var Jens Rosendal ikke meget for, at hans fødselsdagsfejring skulle slås stort op, men nogle af hans gode venner i lokalområdet foreslog ham, at de kunne arrangere hans fødselsdagsfest – og det eneste, han så skulle gøre, var at skrive en god sang. Det indvilgede Jens Rosendal så i, og derefter skrev han Vi henter tidevandet ind, der beskriver Vadehavet.

 Jens Rosendal. Foto: Ritzau, Scanpix, Martin Dam Kristensen

Uropførelsen fulgte tidevandet

Fødselsdagen begyndte med, at flere hundrede mennesker, herunder adskillelige sønderjyske korsangere, ved lavvande tog opstilling i gummistøvler ude i marsken foran Jens Rosendals hus, og da tidevandet kom, gik de ind mod kysten, mens de om kap med blæsten sang Vi henter tidevandet ind. På diget stod op mod tusind andre gæster, der var kommet for at hylde fødselaren. Således blev sangen uropført.

Jens Rosendals bænk

Ved folkefesten deltog også Tønders daværende borgmester, Laurids Rudebeck, som takkede for, at lokalsamfundet i særlig grad nyder godt af Jens Rosendals poetiske og kunstneriske gaver. Med sig havde han en gave til fødselaren, en træbænk med et messingskilt: ”Jens Rosendals bænk”. Bænken blev skænket som en offentlig bænk til ”marskens digter”, som Jens Rosendal også bliver kaldt. Den står for enden af ”Jens Rosendals Vej”, som går fra hans hus og ned til Vadehavet. Her kan alle forbipasserende nyde et øjebliksbillede af den udsigt, der er en af digterens allerstørste inspirationskilder til sange. Fra bænken kan man opleve alt det, sangen handler om.

Tidevandet bliver hentet ind hvert år

Begivenheden med at hente tidevandet ind i Ballum, der begyndte som en hyldest til Jens Rosendal på hans 80-års fødselsdag, har efterfølgende udviklet sig til et tilbagevendende arrangement hvert eneste år i maj måned omkring digterens fødselsdag. Vi henter tidevandet ind er blevet en kendingsmelodi, som nu synges som en fast del af programmet hvert eneste år.

Vi henter tidevandet ind

1. Kom nu og leg med på en vadehavstur
mens kloderne selv triller rundt
Følg blot et sekund universernes ur
der styrer det levende bundt
Det pibler, det skifter, det driver herind
det finder sit løb selvom døv, ja, og blind
Det sukker og samler og hitter en vej
som mønster for dig og for mig.

2. Så går vi derud over priler og sand
og ser hvor det blinker og ler
Langt ude der øjnes det vældige vand
som snart skyller ind mod os her
For månen vil trække og solen er med
så jorden og vand må af sted, må af sted
Se, havet som stiger og bølger sig op
og rejser sin spændstige krop.

3. Men vaden vi går på er magelig nok
med sand og så fin og så flad
Og her lander fuglene flok efter flok
på vej efter ebbetidsmad
Og nu kan de spise så meget de kan
men snart bli’r det hele det pureste vand
og muslinger, orme og snegle går ned
i slikket og vil nok ha’ fred.

4. Først trasker vi langsomt og ser os omkring
og undres ved strømmenes spring
Snart her og snart der og det skyller forbi
Det leger og finder sin sti
Hov, der kom det foran og vi må ha’ fart
for nu fyldes priler og vaderne snart
Så haster vi efter det levende vand
og følger det helt ind til land.

 

Ordforklaringer

2.1  priler: strømrender i Vadehavet, som kun kan ses ved lavvande

3.8  slik: fint ler, der føres med tidevandet og aflejres i Vadehavet

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies

Rasmus Skov Boring komponerede en melodi med tidevand i

Jens Rosendal ønskede, at den 50 år yngre komponist Rasmus Skov Borring, som han netop havde indledt et kunstnerisk samarbejde med, skulle komponere en melodi ”med tidevand i”.

Igennem de tos flerårige samarbejde og turnéliv er sangen kommet landet rundt ved deres mange sangforedrag og optrædener.

Melodien følger landskabets udvikling

Melodien underbygger den forandring, der konstant er til stede i vadehavsnaturen på grund af tidevandet. Rasmus Skov Borring oplyser, at han har valgt at udtrykke dette ved at begynde melodien i mol for midtvejs at skifte toneart til dur. Det skaber en fornemmelse af forandring. Musikken følger landskabets udvikling og giver en følelse af, at man synger med tidevandsbølgen, der ruller ind mod land og omdanner slik til et landskab dækket af vand. Melodiføringen i sangen går først den ene vej og så den anden – ligesom tidevandet. Harmoniseringen underbygger på den ene side en velkendt fællessangsform, men akkordvalget skaber på samme tid et mere moderne og nutidigt lydbillede, fx optræder flere akkorder med en anden bastone end grundakkorden, hvilket gør bevægelserne mere levende.

Få klaverspil til fællessangen

Højskolerne har udgivet klaverakkompagnementer til 100 nye sange fra Højskolesangbogen. De er tilgængelige på diverse streamingtjenester (Spotify, iTunes og andre online tjenester).  

Stream akkompagnementerne

God fornøjelse!

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies

Fakta om Vi henter tidevandet ind

Nr. 157 i Højskolesangbogens 19. udgave

Tekst: Jens Rosendal, 2012

Melodi: Rasmus Skov Borring, 2012

Køb sangbøgerne

Højskolesangbogen, Det blå sanghæfte, melodibøger, og CD'er.

Køb sangbøger 

Hent til din smartphone

Køb som app

Artiklen er skrevet af Jesper Moesbøl. 

Sanghåndbogen er blevet til med støtte fra Nordea Fonden og Louis-Hansen fonden.