Usynlige

Gud kan kun beskrives punktvist og intuitivt

Salmen er en replik til os mennesker, der har så mange ord at sætte på Gud, både hver især og som en luthersk kirke med ordet i centrum. Det kan være godt at blive mindet om, at ingen kan beskrive Gud; at vi kun kan røre ham punktvis og intuitivt. Men det kan vi til gengæld også, og vi gør det blandt andet i de salmer, der - som denne - alligevel forsøger at indkredse, hvordan vi bliver berørt af det usynlige.

Tekstens paradoks er Guds usynlighed og samtidige konkrete tilstedeværelse

Hans Anker Jørgensen har således ladet salmen kredse om det paradoks, at Gud på én gang er den store, usynlige, uudgrundelige skaber og kærlighedskraft (vers et-tre), og samtidig er konkret til stede i vore medmennesker - og i mærkbar erfaring af, at der findes håb og kærlighed i vores liv (vers fire). Vi kan ikke komme bag om Gud, og vi kommer til kort, når vi forsøger at finde meningen i det fjerne, men meningen kommer til os i det nære, når vi røres og varmes af livet og hinanden. Da bliver det usynlige synligt. Det abstrakte bliver konkret, når vi finder vores plads som mennesker i Guds skaberværk og tager den opgave på os at være Guds hænder på jorden. I lyset af Guds fortsatte omsorg for os, hans skabninger, skal vi være medskabere og lys i verden (vers fem-syv).

I de sidste vers mindes vi om vores menneskelige ansvar

I de sidste tre vers erindrer mennesket pludselig den gudbilledlighed, det er skabt med (Første Mosebog 1,27) og det ansvar, der i den forbindelse er lagt på mennesket. Vi har evne og dermed pligt til at ændre vaner ”før jorden brænder”, for Gud ”lagde klodens liv i vore hænder” (jf. Menneske, din egen magt). I det sidste vers bliver det sagt helt tydeligt, at den usynlige Gud kan ses som et ”solskinsvæsen”, sådan at Gud kan være vores sol, også ind i evighedernes evighed.

Muff Enevoldsens melodi er meditativ og eftertænksom

Melodien er skrevet af sanger og komponist Katrine Muff Enevoldsen (f. 1985). Den fremstår som en stille ballade med et modalt præg. Det modale ligger i tonaliteten, der i stedet for den traditionelle dur/mol-tonalitet arbejder i en e-dorisk toneart – en mol-toneart med højt 6. trin og lavt 7. trin. Dette giver melodien en stemning af noget meditativt og eftertænksomt – som i øvrigt aldrig slutter i traditionel forstand, idet sidste akkord ikke er den forventede tonika (e-mol), men en dur-subdominant (A-dur). Det modale præg rummer også en renfærdighed i udtrykket: Akkompagnementet består stort set kun af rene treklange.

Artiklen er skrevet af Morten Skovsted, melodibeskrivelsen af Erling Lindgren 

Sanghåndbogen er blevet til med støtte fra Nordea Fonden og Louis-Hansen fonden.