Universet var tavst

Baggrund Ny sang i 19. udgave Historien

I år 2020 kunne Gymnastikhøjskolen i Ollerup fejre 100-års jubilæum. I den anledning skrev Jens Sejer Andersen og Jakob Bonderup Universet var tavst. Sangen tager udgangspunkt i den følelse af afmagt, mennesket lever med i konfrontationen med de omfattende udfordringer, verden står over for. Den beskriver, hvordan modsvaret til afmagten og kilden til håbet ligger i at bevæge sin krop, synge sammen og blive bevæget i fællesskab.

Ollerup blev indviet som Danmarks første idrætshøjskole i 1920

I 2020 fejrede Gymnastikhøjskolen i Ollerup sit 100-års jubilæum og markerede i den forbindelse det skelsættende år med udgivelse af sangen Universet var tavst. Gymnastikhøjskolen i Ollerup blev i 1920 indviet som landets første idrætshøjskole med fokus på gymnastik og skulle sidenhen inspirere til oprettelsen af andre idrætshøjskoler i Danmark.

Idrætshøjskolerne sætter fokus på samspillet mellem krop og dannelse

Igennem de følgende 100 år formåede idrætshøjskolerne at blive en integreret del af højskolebevægelsen via en dannelsesorienteret tilgang til idræt og et særligt blik på forholdet mellem det enkelte menneskes kropslige livsvilkår, fællesskabets dannelse og folkets fremtid.

Jens Sejer Andersen. Foto: Thomas Søndergaard

Sangen kredser om bevægelsens og poesiens skabelsespotentiale

Universet var tavst tager dette tema op med budskabet om, at dansen, legen og dysten udvikler hjertet og giver ilt til lungerne, så sangen kan lyde og bidrage til udviklingen af en bedre verden. Udgangspunktet er en dyster skildring af aktuelle problemer: global opvarmning, krig, forbrugerisme, præstationsorienteret nul-fejlskultur og mediebårne fake news. Sangen kredser om den senmoderne følelse af afmagt i spændet mellem det enkelte individs smerte og de omfattende problemstillinger på verdensplan og præsenterer i versenes afsluttende linjer bevægelsen, sangen og poesiens helbredende skabelsespotentiale. At bevæge sin krop, at blive bevæget og i fællesskab ”bevæge historiens gang” løber som en rød tråd i sangen og betoner den levende vekselvirkning mellem menneskets kropslige, følelsesmæssige og fællesskabsorienterede dannelse.

Universet var tavst

1. Universet var tavst, en ulevelig zone,
i tidernes morgen, da pluds’lig en tone
slog op og ñk stene og støv til at svinge
med den melodi der bli’r ved med at klinge.
Den rytme dit hjerte
slår an, er den samme
som den der pulserer
i livstræets stamme.
Vil du tænde en stjerne eller õytte et ôeld,
må du finde din tone
og synge den selv.

2. Den planet vi forbrænder imens vi forbruger,
har feber med stigende temperaturer.
Hvordan skal et folk med kreditkort og ketsjer
kurere den vældige smeltende gletsjer?
Vi søger os trøst i
begær der bedøver,
skønt hjertet besynger
det lidt vi behøver.
At vi ñk os en klode, er guddommeligt held;
hvilken skæbne den møder,
beror på os selv.

3. Mens vi øved’ på rollen som skabningens herre,
blev prøverne afbrudt – af sygdom, desværre.
Den vækst vi har søgt, har forbrudt sig mod normer
for væren i alle slags åndbare former.
I tider naturen
går over forstanden,
da mærker vi hjerterne
søger hinanden.
Vi er adskilte sammen og erfarer imens
vi forenes i længsel
mod livets essens.

4. Oceanet er frit. Vi er nødt til at sejle.
Men hvem sætter kursen, hvis ingen tør fejle?
Forførende væsener med havfruehaler
vil ta’ os ad strømme som moden befaler.
Lad andre kun spejle sig
i det perfekte,
din sang lyder skønnest
når tonen er ægte.
Midt i menneskehavet bli’r du mer’ end en sjat
når dit hjerte ta’r roret
ved dag og ved nat.

5 Den forklaring vi søger på flimrende skærme,
er skjult som et kort i en magikers ærme.
Hvem vil os det godt, og hvad skal vi dog tro på
i magternes spil som der aldrig er ro på?
Luk øjnene i, vær
opmærksom og vågen,
mens hjertet oplyser din
vej gennem tågen
mellem dem som vil samle, og de få som vil splid. Vi må synge så sandt som
vi kan om vor tid.

6. I en verden hvor småfolk forbløder i krige,
er fristelsen ikke at synge, men skrige.
Hvor finder vi toner der samler og heler,
og mod til at magte den smerte vi deler?
Hver time du danser og
dyster og leger,
gi’r kraft til den vigtigste
muskel du ejer.
Hvad dit hjerte bli’r fuldt af, løber over i sang:
Lad os sammen bevæge
historiens gang.

Et opråb til mennesket om at huske vores slægtskab med jorden

Selvom sangen peger på menneskets frisættelse og uomtvistelige ansvar for klodens overlevelse, undviger den ikke at knytte forbindelse mellem en guddommelig tone fra en fjern, mytologisk fortid og menneskets egen sang, som den lyder i nutiden. I første vers præsenteres en ulevelig, tavs verden, ”da pluds’lig en tone” slår an og vækker stene og støv til live. Med henvisninger til Bibelens skabelsesberetning, hvor liv opstår på jorden igennem Guds talte ord, knyttes menneskets egen livskraft – hjertets rytme og dets evne til at synge – til den puls, man finder i ”livstræets stamme.” Herefter, i de følgende vers, formuleres et opråb til mennesket om at erindre dette unikke slægtskab og aktivere den gave, det er at kunne skabe og opretholde vores verden gennem bevægelse, sang og musik.

Grundtvigs menneskesyn gennemsyrer teksten

Med tydelig inspiration fra N.F.S. Grundtvig formgiver sangen således en anledning til vækkelse, den appellerer til en reaktivering af åndens skabelsespotentiale, og den minder mennesket om dets guddommeligt frisatte pligt til at handle. Mennesket bærer en gnist af guddommelighed i sig og er i grundtvigsk optik poetisk: Et forunderligt væsen, som med det levende ord på tungen kan synge og dermed skabe og bevare verden.

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies

Bonderups melodi fortæller sin egen, tydelige historie

Teksten er holdt i en strengt metrisk, let løbende form, som gør den nem at synge i fællesskab med andre. I en sang, der fremhæver de musikalske forudsætninger for Jordens opretholdelse, spiller melodien, komponeret af Jakob Bonderup, naturligvis en central rolle. Musikken understøtter ikke bare teksten, men fremstår lige så mættet, og fortæller sin egen, om end parallelle, historie med tydelige fraser og en stærkt synkoperet stil. Melodien skifter toneart efter anden verslinje, hvori der slås en usædvanlig, gentagende tone an, der påkalder sig opmærksomhed og dermed fremhæver tekstens budskab.

Få klaverspil til fællessangen

Højskolerne har udgivet klaverakkompagnementer til 100 nye sange fra Højskolesangbogen. De er tilgængelige på diverse streamingtjenester (Spotify, iTunes og andre online tjenester).

Stream akkompagnementerne

God fornøjelse!

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies