Universet var tavst

I år 2020 kunne Gymnastikhøjskolen i Ollerup fejre 100-års jubilæum. I den anledning skrev Jens Sejer Andersen og Jakob Bonderup Universet var tavst. Sangen tager udgangspunkt i den følelse af afmagt, mennesket lever med i konfrontationen med de omfattende udfordringer, verden står over for. Den beskriver, hvordan modsvaret til afmagten og kilden til håbet ligger i at bevæge sin krop, synge sammen og blive bevæget i fællesskab.

Ollerup blev indviet som Danmarks første idrætshøjskole i 1920

I 2020 fejrede Gymnastikhøjskolen i Ollerup sit 100-års jubilæum og markerede i den forbindelse det skelsættende år med udgivelse af sangen Universet var tavst. Gymnastikhøjskolen i Ollerup blev i 1920 indviet som landets første idrætshøjskole med fokus på gymnastik og skulle sidenhen inspirere til oprettelsen af andre idrætshøjskoler i Danmark.

Idrætshøjskolerne sætter fokus på samspillet mellem krop og dannelse

Igennem de følgende 100 år formåede idrætshøjskolerne at blive en integreret del af højskolebevægelsen via en dannelsesorienteret tilgang til idræt og et særligt blik på forholdet mellem det enkelte menneskes kropslige livsvilkår, fællesskabets dannelse og folkets fremtid.

Jens Sejer Andersen. Foto: Thomas Søndergaard

Sangen kredser om bevægelsens og poesiens skabelsespotentiale

Universet var tavst tager dette tema op med budskabet om, at dansen, legen og dysten udvikler hjertet og giver ilt til lungerne, så sangen kan lyde og bidrage til udviklingen af en bedre verden. Udgangspunktet er en dyster skildring af aktuelle problemer: global opvarmning, krig, forbrugerisme, præstationsorienteret nul-fejlskultur og mediebårne fake news. Sangen kredser om den senmoderne følelse af afmagt i spændet mellem det enkelte individs smerte og de omfattende problemstillinger på verdensplan og præsenterer i versenes afsluttende linjer bevægelsen, sangen og poesiens helbredende skabelsespotentiale. At bevæge sin krop, at blive bevæget og i fællesskab ”bevæge historiens gang” løber som en rød tråd i sangen og betoner den levende vekselvirkning mellem menneskets kropslige, følelsesmæssige og fællesskabsorienterede dannelse.

Et opråb til mennesket om at huske vores slægtskab med jorden

Selvom sangen peger på menneskets frisættelse og uomtvistelige ansvar for klodens overlevelse, undviger den ikke at knytte forbindelse mellem en guddommelig tone fra en fjern, mytologisk fortid og menneskets egen sang, som den lyder i nutiden. I første vers præsenteres en ulevelig, tavs verden, ”da pluds’lig en tone” slår an og vækker stene og støv til live. Med henvisninger til Bibelens skabelsesberetning, hvor liv opstår på jorden igennem Guds talte ord, knyttes menneskets egen livskraft – hjertets rytme og dets evne til at synge – til den puls, man finder i ”livstræets stamme.” Herefter, i de følgende vers, formuleres et opråb til mennesket om at erindre dette unikke slægtskab og aktivere den gave, det er at kunne skabe og opretholde vores verden gennem bevægelse, sang og musik.

Grundtvigs menneskesyn gennemsyrer teksten

Med tydelig inspiration fra N.F.S. Grundtvig formgiver sangen således en anledning til vækkelse, den appellerer til en reaktivering af åndens skabelsespotentiale, og den minder mennesket om dets guddommeligt frisatte pligt til at handle. Mennesket bærer en gnist af guddommelighed i sig og er i grundtvigsk optik poetisk: Et forunderligt væsen, som med det levende ord på tungen kan synge og dermed skabe og bevare verden.