Thøger Larsen var det danske vejrs digter
Thøger Larsen var det danske vejrs digter par excellence. Med udgangspunkt i egnen omkring Lemvig ved Limfjorden, hvor han boede stort set hele sit liv, skildrede han med alle sanser åbne årstidernes vekslen og vejrets omskiftelighed – med naturens evige kredsløb som den tematiske ramme. I sin digtning forener Thøger Larsen Romantikkens forestilling om ”Aanden i Naturen” med darwinismens forståelse af naturlovene som en drivkraft i udviklingen af alt levende. Han besjæler ikke naturfænomenerne, men beskriver dem i deres levende samspil.
Digtet beskriver tordenvejret i to dele
Tordenbygen tryktes første gang i et tidsskrift 1911, og året efter indlemmedes det i digtsamlingen Bakker og Bølger . I sin oprindelige form bestod digtet af otte firelinjede vers med krydsrim; komponisten Kirstine Stubbe Teglbjærg har valgt at parre versene to og to, men det forrykker ikke den overordnede komposition, idet markeringen af digtets to halvdele er bevaret: De to første vers skildrer det varmetordenvejr, som nærmer sig og giver lyd til sidst: ”Og tordenskyens latter lyder farlig.” (2.8). I anden del forløses tordenvejrets kræfter, dets virkning eksemplificeres frem mod digtets afsluttende sætning: ”Og lystent borer lynet sig i kloden.” Disse to afrundende linjer komplementerer hinanden: Den fjerne torden, der lyder som latter, og det kraftfulde, lystne lyn.
Thøger Larsen
Sproget er omskifteligt som sommervejret
Thøger Larsens sprog er omskifteligt som sommervejret: I tredje vers vender stemningen, og de ”søer og damme”, som i første vers var ”beruset blå af sol og nøgne piger”, er der nu faldet alvor over (3.7). Men som det er typisk for digterens naturalistiske perspektiv, er det frodigheden, der får de første og de sidste ord: ”Alt lever i en øm og yppig spænding, / de skjulte safter giver mod til glæde.” (2.1-2). Det varme sommervejr skildres i et nærmest ”beruset” sprog – som genoptages i fjerde vers, hvor ”bondens hvide datter”s naturlige latter er svaret på ”tordenskyens latter” (2.8).
Naturkræfterne er nærmest erotiske
For Thøger Larsen er naturkræfterne nærmest erotiske, og det ligger jo lige for at se billedet af det lystne lyn i sidste linje som en befrugtning af ”kloden”, ligesom billedet af pigen og tordenregnen tidligere i verset antyder det. I Thøger Larsens bevidsthed om den store økologiske sammenhæng er befrugtningen forudsætningen for liv – sådan som det fx tydeligt fremgår af Nu hælder Europa mod sol igen .