Those who were

Baggrund Liv

Sangen er et samarbejde mellem forfatteren Lisa Freeman og den verdensberømte kontrabassist Niels-Henning Ørsted Pedersen. Jazzballaden handler om at miste en, man har kær, og de tanker man gør sig om at kunne elske igen, efter at sorgen har sluppet sit tag. Den blev indspillet af Lisa Nilsson og bliver i dag ofte spillet og sunget ved mindehøjtideligheder og begravelser.

Resultatet af et fortroligt samarbejde

Those Who Were er blevet til i et samarbejde mellem den danskamerikanske forfatter Lisa Freeman og den verdensberømte danske kontrabassist Niels-Henning Ørsted Pedersen. Samarbejdet mellem de to opstod efter, at Lisa Freeman i mange år havde skrevet tekster til danske jazzmusikere som Jørgen Emborg og Niels Lan Doky. På et tidspunkt blev hun kontaktet af Niels-Henning Ørsted Pedersen, der ellers ikke tidligere havde haft tekster til sin musik, og det blev starten på et fortroligt samarbejde, der mundede ud i fem sange. Det nok mest kendte resultat af samarbejdet blev sangen Those Who Were fra albummet med samme titel.

Niels-Henning Ørsted Pedersen tog initiativet

I samarbejdet mellem Lisa Freeman og Niels-Henning Ørsted Pedersen var det altid sidstnævnte, der tog initiativet. Når han havde en idé eller et stykke musik, der krævede en tekst, så kontaktede han Lisa Freeman, og på den måde blev sangene til i et tæt samarbejde.

Those who were

1. Sometimes a thing can change your life forever.
A someone you don’t know is at your door,
who brings into your life a little magic,
and then becomes a someone you adore.

Hold on to each and every moment.
Our summers turn to fall.
And those we’ve loved have turned to memories.
Who wouldn’t love and lose,
than not know love at all?

2. Remembering those times we spent together.
I wonder why those moments had to end.
Why ev’rything we love is taken from us,
yet, somehow know we’d do it all again.

I hold on to each precious moment.
And then, when I recall,
the joy that’s fi lled with ev’ry memory,
I’d rather love and lose,
than not know love at all.

Sangen er skrevet ved Kenny Drews død

Forhistorien til Those Who Were er, at Niels-Henning Ørsted Pedersens gode ven og faste pianist Kenny Drew var afgået ved døden. Niels-Henning Ørsted Pedersen ønskede at ære og mindes sin mangeårige samarbejdspartner, og han kontaktede Lisa Freeman for at få skrevet en tekst, der passede til det stykke musik, han havde komponeret. Lisa Freeman havde dog svært ved at skrive en tekst om én, hun ikke kendte. Hun fandt i stedet inspiration i tabet af sin mor, der var død kort tid forinden. Sangen blev derfor en mere generel sang om det at miste én, man har kær, og de tanker man gør sig om at kunne elske igen, efter at sorgen har sluppet sit tag.

Om at elske igen

Lisa Freeman opsummerer selv sangens kerne i de to fraser “Who wouldn´t love and lose / than not love at all” og i den mere personlige formulering i slutningen. “I’d rather love and lose / than not know love at all”. Hun fortæller, hvordan vi ofte, når vi mister nogen, ikke tør indlade os på at elske igen. Heldigvis er vi mennesker skabt sådan, at vi i sidste ende slet ikke kan lade være med at elske.

Lisa Nilsson indspillede sangen

Sangen blev indspillet med den svenske sangerinde Lisa Nilsson og bliver i dag ofte spillet og sunget til mindehøjtideligheder og begravelser.

Melodien er en klassisk jazzballade

Niels-Henning Ørsted Pedersen (1946-2005) har her skrevet en klassisk jazzballade, moduleret over den lige så klassiske formel: AABB. Det er en meget smuk og iørefaldende melodi, der i al sin enkelhed giver en solist gode muligheder for at udfolde sig og parafrasere over tonerne – men som også har gode potentialer som fællessang. Blot skal akkompagnatøren her være varsom med rubatospillet og lede de syngende sikkert igennem sangen ved hjælp af en distinkt grundpuls og tydeligt deklamerede swingende ottendedele. På indspilningerne er tempoet ekstremt langsomt, men som fællessang vil den vinde ved en ikke alt for langsom grundpuls.

Fakta om Those who were

Nr. 145 i Højskolesangbogens 19. udgave

Tekst: Lisa Freeman, 1996

Melodi: Niels-Henning Ørsted Pedersen, 1996

Artiklen er skrevet af Peter Munk Povlsen, melodibeskrivelsen af Erling Lindgren. 

Sanghåndbogen er blevet til med støtte fra Nordea Fonden og Louis-Hansen fonden.

Artikler om sangene i Højskolesangbogen

Vis flere