Those who were
Baggrund
Liv

Sangen er et samarbejde mellem forfatteren Lisa Freeman og den verdensberømte kontrabassist Niels-Henning Ørsted Pedersen. Jazzballaden handler om at miste en, man har kær, og de tanker man gør sig om at kunne elske igen, efter at sorgen har sluppet sit tag. Den blev indspillet af Lisa Nilsson og bliver i dag ofte spillet og sunget ved mindehøjtideligheder og begravelser.
Resultatet af et fortroligt samarbejde
Those Who Were er blevet til i et samarbejde mellem den danskamerikanske forfatter Lisa Freeman og den verdensberømte danske kontrabassist Niels-Henning Ørsted Pedersen. Samarbejdet mellem de to opstod efter, at Lisa Freeman i mange år havde skrevet tekster til danske jazzmusikere som Jørgen Emborg og Niels Lan Doky. På et tidspunkt blev hun kontaktet af Niels-Henning Ørsted Pedersen, der ellers ikke tidligere havde haft tekster til sin musik, og det blev starten på et fortroligt samarbejde, der mundede ud i fem sange. Det nok mest kendte resultat af samarbejdet blev sangen Those Who Were fra albummet med samme titel.
Niels-Henning Ørsted Pedersen tog initiativet
I samarbejdet mellem Lisa Freeman og Niels-Henning Ørsted Pedersen var det altid sidstnævnte, der tog initiativet. Når han havde en idé eller et stykke musik, der krævede en tekst, så kontaktede han Lisa Freeman, og på den måde blev sangene til i et tæt samarbejde.