Spurven sidder stum bag kvist

Baggrund Året

Jeppe Aakjærs sang handler om erindringen om barndomshjemmet med moderen, der sidder ved rokken. I slutningen af digtet er erindringen afløst af nutiden som en påmindelse om altings forgængelighed. Thorvald Aagaards melodi afspejler på én gang oplevelsen af rokkens rolige snurren og lyden af vejret udenfor.

Jeppe Aakjær skrev sangen på Jenle

Jeppe Aakjær boede fra 1907 til sin død på sin gård Jenle i Salling, hvor digtet formentlig er blevet til. Det er skrevet 26. januar 1910 og samme år medtaget i digtsamlingen Den Sommer og den Eng. Af digtets otte strofer har højskolesangbogen valgt at bringe 1, 3, 5, 7 og 8.

Aakjærs tilknytning til barndomsegnen præger digtningen

Aakjær følte sig stærkt tilknyttet barndomsegnen, og en væsentlig del af hans digtning er uløseligt forbundet med den, ikke mindst selve barndomshjemmet. Moderen, der sidder ved rokken, er det overordnede billedelement, der også lydligt gennemtrænger digtet. Tonen er indeholdt i det varierede omkvæd, der her er placeret midt i strofen (linje 5 og 6).

Bondekonen bag sin rok

”Der var i mors rok en egen dyb tone, som det var sfærerne selv, der spandt. Her var det, som hendes flittige sjæl fandt udtryk gennem en god og øm sang af alnaturen, alt det bedste og skønneste i bondehjemmets uendelige stræb og strid”, hedder det i Aakjærs Fra min bitte-tid (1928). Og han tilføjer:

”Ingen dronning på sin trone kan tage sig værdigere ud end en gammel bondekone, der har sat sig til rette bag sin rok”.

Tidsperspektivet er tilbageskuende 

I sidste strofe er erindringen om barndommen afløst af digterens nutid. ”Lul-lul! Rokken går,” er erstattet af ”Lul-lul! Rokken står!”

Som næsten altid hos Aakjær er tidsperspektivet således tilbageskuende, en vemodig erkendelse af altings forgængelighed. Både faderen og moderen er borte, men rokkens ”nyn og sange” lever i hans sind.

Spurven sidder stum bag kvist

1. Spurven sidder stum bag kvist,
såmænd om ej det fyger!
Kålgårdspilen piber trist
for nordenblæstens byger.
Lul - lul! rokken går
støt i moders stue,
og jo mere vinden slår,
des mer får arnen lue.

2. Far har røgtet kvæget ind,
med halmen tættet karmen.
gnedet grisens blanke skind,
at den må holde varmen.
Lul - lul! rokken går!
Far mod stuen stiler,
mor en bugt på tråden slår,
ser op på far og smiler.

3. Mor kan næppe se sit spind
og næppe tråden mage;
hej, da bæres lyset ind
og stilles i sin stage.
Lul - lul! rokken går,
tenens rappe vinge
over fyrrebjælken sår
en skok af skyggeringe.

4. Far ta'r ned så tung en bog,
med Gud han hvisker sammen,
famler lidt ved spændets krog
og lukker med et: Amen!
Lul - lul! rokken går,
ensomheden synger,
mulmet tæt om taget står,
og sneen går i dynger.

5. Her ved moders gamle rok
hun lærte mig at stave,
synge om "den hvide flok"
og "al hans nådegave"
Lul - lul! rokken står!
Men dens nyn og sange
vemodsfuldt mod hjertet går,
når kvældene bli'r lange.

Ordforklaringer

1.8   arnen: ildstedet. Der tænkes sikkert på både det åbne ildsted i frammerset (køkkenet) og den store varmegiver i dagligstuen, bilæggeren, hvori der skulle fyres fra det lille frammers

2.1   røgtet kvæget ind: sørget for aftenfoderet til kreaturerne

3.1   spind: arbejdet med at spinde uld til garn

3.2   næppe tråden mage: moderens arbejde ved rokken bestod bl.a. i at sammenføje uldtejer (lange pølseformede uldstrimler), som tjenestepigen havde kartet (renset), til en tråd. Udtrykket må betyde ”at gøre ens”, så der ikke blev knuder på tråden

3.8   skok: (stor) flok

4.1   så tung en bog: Bibelen

4.7   mulmet: det begyndende mørke

5.3   den hvide flok: hentydning til salmen Den store hvide flok vi se (Højskolesangbogen nr. 46)

5.4   al hans nådegave: hentydning til salmen Du, Herre Krist (Højskolesangbogen nr. 40)

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies

Thorvald Aagaards melodi

Det enkle stemningsfulde digt kræver en hel enkel melodi, som gerne markerer rokkens cirkulære bevægelse.                            

Thorvald Aagaards sangbare melodi fra 1915 veksler mellem hovedsagelig ottendedelsnoder og de roligere fjerdedele i omkvædet. Den afspejler på én gang oplevelsen af rokkens rolige snurren og lyden af vejret udenfor.

Det kan være virkningsfuldt, hvis akkompagnatøren gennem sit spil i den sidste strofe kan vise, at rokken er gået i stå.    

 

Nr. 256 i Højskolesangbogens 18. udgave

Forfatter: Jeppe Aakjær

Komponist: Thorvald Aagaard

Teksten er skrevet i 1910, og melodien er komponeret i 1915. 

Køb sangbøgerne

Højskolesangbogen, Det blå sanghæfte, melodibøger, og CD'er.

Køb sangbøger 

Hent til din smartphone

Køb som app

Artiklen er skrevet af Magnus Vistisen og Jesper Moesbøl

Sanghåndbogen er blevet til med støtte fra Nordea Fonden og Louis-Hansen fonden.