Spurven sidder stum bag kvist

Baggrund Året

Jeppe Aakjærs sang handler om erindringen om barndomshjemmet med moderen, der sidder ved rokken. I slutningen af digtet er erindringen afløst af nutiden som en påmindelse om altings forgængelighed. Thorvald Aagaards melodi afspejler på én gang oplevelsen af rokkens rolige snurren og lyden af vejret udenfor.

Jeppe Aakjær skrev sangen på Jenle

Jeppe Aakjær boede fra 1907 til sin død på sin gård Jenle i Salling, hvor digtet formentlig er blevet til. Det er skrevet 26. januar 1910 og samme år medtaget i digtsamlingen Den Sommer og den Eng. Af digtets otte strofer har højskolesangbogen valgt at bringe 1, 3, 5, 7 og 8.

Aakjærs tilknytning til barndomsegnen præger digtningen

Aakjær følte sig stærkt tilknyttet barndomsegnen, og en væsentlig del af hans digtning er uløseligt forbundet med den, ikke mindst selve barndomshjemmet. Moderen, der sidder ved rokken, er det overordnede billedelement, der også lydligt gennemtrænger digtet. Tonen er indeholdt i det varierede omkvæd, der her er placeret midt i strofen (linje 5 og 6).

Bondekonen bag sin rok

”Der var i mors rok en egen dyb tone, som det var sfærerne selv, der spandt. Her var det, som hendes flittige sjæl fandt udtryk gennem en god og øm sang af alnaturen, alt det bedste og skønneste i bondehjemmets uendelige stræb og strid”, hedder det i Aakjærs Fra min bitte-tid (1928). Og han tilføjer:

”Ingen dronning på sin trone kan tage sig værdigere ud end en gammel bondekone, der har sat sig til rette bag sin rok”.

Tidsperspektivet er tilbageskuende 

I sidste strofe er erindringen om barndommen afløst af digterens nutid. ”Lul-lul! Rokken går,” er erstattet af ”Lul-lul! Rokken står!”

Som næsten altid hos Aakjær er tidsperspektivet således tilbageskuende, en vemodig erkendelse af altings forgængelighed. Både faderen og moderen er borte, men rokkens ”nyn og sange” lever i hans sind.