Stille nat

Baggrund Kærlighed

I Stille nat kredser Halfdan Rasmussen om det definitive tab af en elsket, der i Rasmussens nærmest panteistiske sprog i døden er blevet en del af den besjælede natur. Digtet er sat i musik af komponisten Kristian Bisgaard i forbindelse med en melodikonkurrence udskrevet af Den Internationale Højskole og Helsingør Kommune. Anledningen var fejringen af Halfdan Rasmussens 100-års fødselsdag i 2015.

Besættelsestiden satte spor i Halfdan Rasmussens digtning

I årene 1948-51 udsendte Halfdan Rasmussen en digtsamling hvert år: På knæ for livet, Den som har set september, Aftenland (se artiklen om Gå stille og tyst) og Forventning. Digtene satte ord på tanker og følelser, som prægede den gruppe af unge digtere, der i 1940erne havde samlet sig omkring tidsskiftet Vild Hvede, og som færdedes i udkanten af modstandsbevægelsen under den tyske besættelse.

Kombinationen af en ungdom i verdenskrigens skygge og de unge venners død præger Halfdan Rasmussens digtsamlinger i efterkrigsårene; i dem er der en vemodig, men forventningsfuld humanistisk tone.

Rammen om digtet er et besjælet natursceneri

Rammen om udsagnet i Stille nat er et besjælet natursceneri i første vers; linje et til fire gentages ordret i digtets sidste vers, mens linjerne fem til otte varieres lidt i de sidste fire linjer. Karakteristisk for Halfdan Rasmussens digte i efterkrigsårene er kombinationen af naturbesjæling og eksistentielt konstaterende udsagn (som fx i fjerde vers); digtets stemme er på én gang sansende og vidende.

Karakteristisk er også kombinationen af noget religiøst og noget sensuelt i ordvalget, fx ved modstillingen mellem på den ene side ”altervin” (2.6) og på den anden side ”den røde vin” med ”sine hede luer” (3.6-7).

Stille nat

1. Stille nat, hvor kornet dæmpet nynner.
Stille nat, hvor stjernerne står tændt.
Under græssets dybe, grønne hynder
sover én, din mund engang har kendt.
Bag det løv, hvor nattergalen õøjter,
vugger mørket om et spurvepar.
Over søen løber myg på skøjter
under månens krumme, hvide kar.

2. En hvis mund, du fandt og nu har mistet,
en hvis hånd engang var lys og let,
flygter fra det kar, som nu er bristet,
ånder ét med jordens åndedræt.
Roligt smuldrer hendes glemte dage,
dæmpet synker nattens altervin
over det, der endnu er tilbage
af den mund, som brændte under din.

3. Var hun blot en drøm i dine drømme,
var hun blot en sitren ved din mund,
vil du ane hendes skygge strømme
som en kilde af den mørke bund.
Evigt vil du høre hendes stemme,
brystets lyse tuer skal engang
vugge mod dit bryst. Og du skal glemme,
hvad dit eget mørke hjerte sang.

4. Den, du søger, skal du aldrig finde –
Den, du finder, er en del af den,
som forløste, hvad du inderst inde
søgte mod og dog lod smuldre hen.
Derfor elsker du de lyse tuer,
derfor drikker du den røde vin,
når den hamrer sine hede luer
mod den mund, der brænder under din.

5. Stille nat, hvor kornet dæmpet nynner.
Stille nat, hvor stjernerne står tændt.
Under græssets dybe, grønne hynder
sover én, din mund engang har kendt.
Bag det grønne løv går nattens skygger,
mørket vugger om et spurvepar.
Nattens dybe stilhed står og bygger
mure om de skrøbelige kar.

Ordforklaring

2.3 det kar, som nu er bristet: jf. Rom 9,20-23, hvor mennesker sammenlignes med lerkar, som er lavet af samme materiale, men har forskellige kvaliteter; det skrøbelige kar (5.8) er således en bibelsk metafor for det syndige menneske, i bredere forstand for den skrøbelige og forgængelige menneskekrop.

Digtet kredser om det definitive tab

Stille nat kredser i introverte sproglige billeder om det definitive tab. Digtets sætninger omtaler et hun og taler til et du; da der ikke noget jeg i teksten, er det nærliggende at tolke det sådan, at digtet taler til sig selv – eller bedre, at digtets du er en generalisering, der omfatter såvel det implicitte jeg som tekstens læser. På den måde får den personlige erfaring tilført en almen, eksistentiel dimension.

Sproget er nærmest panteistisk

I et nærmest panteistisk sprog, hvor naturen levendegøres ved sin egen ånd, benævnes tabet af ”een din mund engang har kendt”, navnlig i andet vers, hvor legemet ”nu er bristet”, og hvor den døde ”ånder eet med jordens åndedræt”. Hun er blevet en del af den besjælede natur, men også en del af du’et – som erindring, som påmindelse om at ”glemme / hvad dit eget mørke hjerte sang” (3.7-8), og som en slags vejviser i den følelse af længsel og forløsning, som kærligheden er:

”Den du søger skal du aldrig finde.
Den du finder er en del af den,
som forløste hvad du inderst inde
søgte mod og dog lod smuldre hen.”
(4.1-4).

Få klaverspil til fællessangen

Højskolerne har udgivet klaverakkompagnementer til 100 nye sange fra Højskolesangbogen. De er tilgængelige på diverse streamingtjenester (Spotify, iTunes og andre online tjenester).

Stream akkompagnementerne

God fornøjelse!

Melodien er skabt til Halfdan-sangkonkurrencen 2015

Melodien til denne Halfdan-tekst er skabt af Kristian Bisgaard i forbindelse med en melodikonkurrence udskrevet af Den Internationale Højskole i samarbejde med Helsingør Kommune. Anledningen var fejringen af Halfdan Rasmussens 100-års fødselsdag i 2015. Kristian Bisgaard er pianist, komponist, korleder, arrangør og kirkemusiker.

Kristian Bisgaards melodi er appellerende

Bisgaards blå og let jazzede melodi understøtter tekstens fortættede og nærmest erotiske indhold. Harmonikken er på en gang kompleks og yderst selvfølgelig med sine tætførte klange. Der er tale om en ambitiøs melodi med stor tonal spændvidde, som spændingsmæssigt kulminerer i femte linje. Kompositionen skriver sig naturligt ind i en tradition, som vi kender fra fx Poul Henningsen og Bernhard Christensen, og trods mere end 55 år mellem tekstens og melodiens tilblivelse fremstår sangen med et organisk forhold mellem tekst og musik. Appellerende og dragende.