Sorrig og glæde de vandre til hobe

Baggrund Liv

Kingo skildrer den indbildte lykke i denne salme, der handler om kontrasten mellem den tilsyneladende lykke på jorden og den sande lykke i himlen. Budskabet er, at livet må leves på trods af tilværelsens uforudsigelige og til tider urimelige karakter. Teksten er skrevet til en dansemelodi, en såkaldt sarabande, fra 1500-1600-tallets Spanien.

Kingo skildrer den indbildte lykke

Salmen fremkom første gang i Aandelige Siunge-Koors Anden Part, 1681, som blev tilegnet Charlotte Amalie, Christian 5.s dronning. Den bar titlen Dend XIV. Sang ”Hver har sin skæbne” og havde otte vers. Af dem er versene 1, 2, 3, 4, 5, 7 og 8a + 6b optaget i Højskolesangbogen.

I denne salme skildrer Kingo den indbildte lykke. I første vers stilles modsætninger sammen: sorrig/glæde – lykke/ulykke – medgang/modgang – solskin/ skyer. Og hvert vers afsluttes omkvædsagtigt med en henvisning til himlen, dér hvor den sande lykke findes.

Modsætningen mellem livet på jorden og i himlen

Hele salmen igennem opretholdes kontrasten mellem den tilsyneladende lykke som findes på jorden, og den salige glæde som findes i himlen. Kingo vender tanken på anden vis i Far verden! far vel.

Ved netop at stille modsætningerne hårdt op imod hinanden på ægte barokmanér når Kingo frem til forløsningen. Guds løfte skal ingen tvivle på sandheden af: Livets skrøbelige og foranderlige lykke bliver i himlen vendt til lyksalighed, for dér er alle modsætninger ophævet (vers 7.5-7).

Digtet er livsbekræftende

Og her er vi ved digteren Kingos hovedanliggende: At livet må leves på trods af altings ”foranderlig lykke” (3.1) – på trods af alle omskiftelser og urimeligheder, som gør det enkelte menneskes jordiske tilværelse uberegnelig og fuld af bristede forhåbninger. Digtet er altså ikke verdensfjernt og -fornægtende, det tager menneskets tvivl og angst alvorligt – og er dermed egentlig livsbekræftende. Med erkendelsen af modsætningen mellem det jordiske og det himmelske får man mod til at leve med sine besværligheder og bekymringer (syvende vers).

Sorrig og glæde de vandre til hobe

1. Sorrig og glæde de vandre til hobe,
lykke, ulykke de gange på rad,
medgang og modgang hinanden tilråbe,
solskin og skyer de følges og ad.
Jorderigs guld
er prægtig muld,
Himlen er ene af salighed fuld.

2. Kroner og scepter i demantspil lege,
leg er dog ikke den kongelig dragt.
Tusinde byrder i kronerne veje,
tusindfold omhu i scepterets magt.
Kongernes bo
er skøn uro,
Himlen alene gør salig og fro.

3. Alle ting har sin foranderlig lykke,
alle kan finde sin sorrig i barm.
Tit er et bryst under dyrebart smykke
opfyldt af sorrig og hemmelig harm.
Alle har sit,
stort eller lidt,
Himlen alene for sorgen er kvit.

4. Vælde og visdom og timelig ære,
styrke og ungdom i blomstrende år
højt over andre kan hovedet bære,
falder dog af og i tiden forgår.
Alle ting må
enden opnå,
Himmelens salighed ene skal stå.

5. Dejligste roser har stindeste torne,
skønneste blomster sin tærende gift,
under en rosenkind hjertet kan forne,
for dog at skæbnen så sælsom er skift!
I våde-vand
flyder vort land,
Himlen har ene lyksaligheds stand.

6. Angest skal avle en varende glæde,
kvide skal vinde sin tot ud af ten.
Armod skal prydes i rigeste klæde,
svaghed skal rejses på sundeste ben.
Avind skal stå
fængslet i vrå,
Himlen kan ene alt dette formå.

7. Lad da min lod og min lykke kun falde,
hvordan min Gud og min Herre han vil,
lad ikkun avind udøse sin galde,
lad kun og verden fulddrive sit spil!
Sorrig skal dø,
lysteligheds frø
blomstre på himmel-lyksaligheds ø.

Ordforklaringer

1.1 sorrig: sorg; til hobe: sammen

2.1 i demantspil lege: stråler af diamanter

5.1 stindeste: stiveste

5.3 forne: visne

5.5 våde-vand: vand som volder ulykke, et farligt hav

6.2 kvide: sorg, bekymring; vinde sin tot ud af ten: tenen bliver tømt for uld; her betyder det, at kviden bliver fjernet

6.5 avind: nag

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies

Kingo skrev teksten til en dansemelodi

Som det ofte var skik og brug i reformationstiden og tiden derefter, lånte salmerne melodier fra det verdslige repertoire. Således også her, hvor Kingo skriver sin tekst til en dansemelodi, en sarabande, som stammer fra 1500-1600 tallets Spanien. Det har været en dans, der med rolig værdighed udførtes især af overklassen.

Melodien betoner første og andet slag

I denne bearbejdelse indeholder melodien elementer, der er typiske for barokken, f.eks. sekvenserne i takt 9-12 og halvslutningen i takt 7-8. Den står i 3/4 (eller 3/2) som en vals og er karakteriseret ved en kraftig betoning på de to første taktslag, og et meget let tredje slag. Dette ses f.eks. ganske tydeligt i takt syv, hvor melodien stopper op på en punktering på to-slaget, som sandsynligvis har været forsiret med en trille. Det vil derfor give god mening, at man ved udførelsen betoner på denne måde, og at man ikke spiller den for hurtigt.