Som sol der rammer klodernes gang

Baggrund Morgen
Som sol der rammer klodernes gang

Da Grænsekorene fyldte 75 år i 2005, bad de Jens Rosendal og John Høybye skrive et værk, som kunne opføres ved festkoncerten. Sangen handler om det at synge, om hjertesproget og om stemningen i morgenstunden. Den er et meget godt eksempel på, hvordan kormusik og fællessang gensidigt har inspireret hinanden gennem tiderne. Melodien er medrivende, lys og frydefuld.

Korsang inspirerer til fællessang

I Højskolesangbogen findes der adskillige eksempler på, hvordan korsang og fællessang gensidigt har inspireret og løftet hinanden. Se fx artiklen om Sangen har lysning. Adskillige melodier er blevet kendt ved at indgå i korenes repertoire, og så er ønsket opstået om også at kunne synge sangene som fællessang. Tænk eksempelvis på Waldemar Åhlén: Det dufter lysegrønt af græs og Thomas Morley: It was a lover and his lass, som begge kom med i 18. udgave af Højskolesangbogen.

Og omvendt

Ellers det er gået den anden vej: Fællessange er blevet til flerstemmige sange, som de folkelige kor med glæde har taget til sig, fx Danmark, nu blunder den lyse nat, Du danske sommer, jeg elsker dig og Underlige aftenlufte.

Sangen er skrevet til Grænsekorenes jubilæum

Det var derfor helt naturligt, at Grænsekorene, en snes sønderjyske kor der udgør en underafdeling af sammenslutningen Danske Folkekor, ved deres 75-årsjubilæum i 2005 rettede henvendelse til Jens Rosendal og John Høybye om at skrive et værk, der kunne danne afslutning på festkoncerten i Sønderjyl- landshallen i Aabenraa.

Jens Rosendal

Rosendal skriver om dét at synge sammen

De fem vers – med rimfølgen a-b-a-c-c-b – i Jens Rosendals tekst handler netop om, hvordan tekst og musik i forening løfter sproget fra hverdagens snakken og fortravlethed (vers to) og giver den livsbekræftende erfaring, som enhver sanger og korsanger får del i, nemlig at vi sammen kan noget, der er større end det, den enkelte bidrager med.

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies

Melodien klinger lyst og frydefuldt

John Høybye har som komponist, arrangør og instruktør ved utallige korstævner bidraget til at højne korsangen. Melodien er medrivende og viser i sig selv glæden ved at synge sammen. Ligesom solen og dagen der rejser sig, løfter de første linjer i hvert vers sig både melodisk og i den akkompagnerende baslinje. Det understøttes i skiftet i toneart mellem 3. og 4. vers, hvor sangen løftes en hel tone, så den klinger lyst og frydefuldt.  

Fakta om Som sol der rammer klodernes gang

Nr. 20 i Højskolesangbogens 18. udgave

Tekst: Jens Rosendal, 2005

Melodi: John Høybye, 2005

Skrevet til Grænsekorenes 75-års jubilæum.

Køb sangbøgerne

Højskolesangbogen, Det blå sanghæfte, melodibøger, og CD'er.

Køb sangbøger 

Hent til din smartphone

Køb som app

Artiklen er skrevet af Karen Bjerre, melodibeskrivelse af Jesper Moesbøl 

Sanghåndbogen er blevet til med støtte fra Nordea Fonden og Louis-Hansen fonden.