Som dybest brønd gi'r altid klarest vand

Baggrund Historien
Som dybest brønd gir altid klarest vand

Jeppe Aakjærs digt Historiens Sang er skrevet til et stævne i Historisk Samfund midt under 1. verdenskrig. Teksten skildrer historiens væsentlighed og fortolkningen af denne som menneskeligt vilkår. Carl Nielsen komponerede melodien til Aakjærs digt i 1919.

Digtet er skrevet til et møde i Historisk Samfund

Aakjær skrev digtet med titlen Historiens sang til et møde i Historisk Samfund i Skive, grundlovsdag 1917. 

Jeppe Aarkjær tilhørte den store generation af bondeforfattere

Jeppe Aakjær tilhører den såkaldt ”store generation” af danske bondeforfattere med bl.a. Johannes V. Jensen, Thøger Larsen, Johan Skjoldborg og Aakjærs første hustru, Marie Bregendahl. De markerede en modstand imod industrialiseringens forkastelse af fortiden. Man skal vide, hvem man selv er, for at kunne leve med hinanden.

Jeppe Aakjær
Jeppe Aakjær

Digtet skildrer historiens væsentlighed

I første vers forsøger Aakjær at begrunde, hvorfor det er vigtigt at forstå historien. Udtrykket om brønden er den alment kendte sandhed, at jo dybere en brønd er, des klarere er dens vand, og sådan er det også med vores forhold til historien. Vi kan ikke leve uden historie, fordi vi orienterer os gennem den. 

Fortolkning af historien som menneskeligt vilkår

I andet vers gælder det fortidsfortolkningen. Fortidsminderne vækker historiebevidsthed og bekræfter, at vi er historieskabte såvel som historieskabende. I tredje vers er nutiden fremstillet. Nutidsforståelsen er en del af historiebevidstheden. Til slut beskriver Aakjær sin forhåbning for fremtiden i lyset af den frie bonde.

Således knytter Aakjær fortidsfortolkning, nutidsforståelse og fremtidsforventning sammen som et menneskeligt vilkår, der er med til at bestemme tilværelsen. Historiebevidsthed, identitet og dannelse er kernen i digtet - begreber som begrunder historiens tilstedeværelse i et folk.

Historien bringer forståelse for det vi er i færd med

Ebbe Kløvedal Reich skriver således i indledningen til Fæ og Frænde

”Intet er så velkendt som glemsel: Man står med en dåseåbner i den ene hånd og et anbefalet brev i den anden midt på badeværelsesgulvet med et tomt udtryk uden på og inden i ansigtet… sommetider er man nødt til at gå tilbage til det sidste sted, man kan huske, man stod på, inden man begyndte at glemme.”

Ebbe Kløvedal Reich

Som individer og som slægt er vi nødt til at inddrage vores historie for at forstå det, vi er i færd med. 

Digtet skildrer Aakjærs afsky for krig

At Aakjær skrev digtet midt under 1. Verdenskrig, 1914-18, som Danmark havde haft held til helt at holde sig udenfor, ses i tredje vers: ”Du pusling-land, som hygger dig i smug,/ mens hele verden brænder om din vugge”. Disse linjer, som er udtryk for Aakjærs pacifisme og afsky for al militarisme, er siden blevet flittigt citeret fordi de blev opfattet som en – typisk dansk? – trang til at unddrage sig et medansvar.  

Som dybest brønd gi'r altid klarest vand

1. Som dybest brønd gi'r altid klarest vand,
og lifligst drik fra dunkle væld udrinder,
så styrkes slægtens marv hos barn og mand
ved folkets arv af dybe, stærke minder.
Din egen dag er kort, men slægtens lang;
læg øret ydmygt til dens rod forneden:
årtusinde toner op i gråd og sang,
mens toppen suser imod evigheden!

2. Vi søger slægtens spor i stort og småt,
i flinteøksen efter harvens tænder,
i mosefundets smykke, plumpt og råt,
i kirkens kvadre, lagt af brede hænder.
Hvert skimlet skrift, hver skjoldet alterbog
har gemt et gran af slægtens ve og våde;
nu skal de røbe mig, hvad vej jeg drog,
og løfte mig en flig af livets gåde.

3. Endnu en stund, så drær den danske rug,
mens lærken trilrer og grågøge kukke.
Du pusling-land, som hygger dig i smug,
mens hele verden brænder om din vugge,
mod dig vort håb og manddomsdrømmen går,
når landsbyklokken signer dine strande,
når aftenrøden højt i skyen står
og sænker fredens korstegn på din pande.

4. Lad mig kun flagre hen som blad i høst,
når du, mit land, min stamme, frit må leve,
og skønne sange på den danske røst
må frie, stærke sjæle gennembæve.
Da står en ny tids bonde på sin toft
og lytter ud mod andre lærkesange,
mens himlen maler blåt sit sommerloft,
og rugen gulnes tæt om vig og vange.

Ordforklaringer

1.2 væld: kilde
1.3 marv: kerne
2.3 plumpt: klodset
2.4 kvadre: firkantede tilhuggede natursten
3.1 drær: modnes

Digtet blev oprindeligt sunget på L.M. Lindemans melodi

Da sangen blev sunget første gang 5. juni 1917, var det til L.M. Lindemans melodi til Et jævnt og muntert, virksomt liv

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies

Carl Nielsens melodi både støtter og modstrider digtets budskab

Carl Nielsens melodi til Historiens sanger fra 1919. Den har med sin punkterede rytme et pulserende, medrivende præg, som understøttes af de skiftende taktarter, der sikrer, at sangen ikke går i stå ved linjeskiftene. Melodiens kulmination på højtonen i tredjesidste takt falder sammen med tekstens tilsvarende kulminerende beskrivelse af historiens betydning for den enkelte og slægten.    

Til gengæld kan de mange punkteringer og de skiftende taktarter virke en smule hektisk, hvilket er i modstrid med tekstens budskab om det lange perspektiv og historiens rolige åndedrag.

Fakta om Som dybest brønd gi'r klarest vand

Nr. 468 i Højskolesangbogens 18. udgave

forfatter: Jeppe Aakjær 1917

komponist: Carl Nielsen 1919

"Historiens Sang" er skrevet til møde i Historisk Samfund i Skive.

Køb sangbøgerne

Højskolesangbogen, Det blå sanghæfte, melodibøger, og CD'er.

Køb sangbøger 

Hent til din smartphone

Køb som app

Artiklen er skrevet af Magnus Vistisen og Jesper Moesbøl

Sanghåndbogen er blevet til med støtte fra Nordea Fonden og Louis-Hansen fonden.