Skyerne gråne, og løvet falder

Sangen var tidligt med i Højskolesangbogen

Grundtvig så dette digt som en sang til solhverv og årsskifte. Han skrev det i 1847, men lod det først trykke i sit ugeskrift Danskeren 29. december 1849, så tæt på årsskiftet som muligt. Teksten findes ikke i hans egne salmebøger – Fest-Psalmer fra 1850 ff. – men er nu optaget i Den danske Salmebog. Sangen findes allerede i de første forgængere for Højskolesangbogen. Den originale tekst, som den er optrykt i Sangværket, er uændret overtaget af Højskolesangbogen.

Digtet var en opmuntring i en mørk tid

Grundtvig udgav ugeskriftet Danskeren fra 1848 til 1851, og heri skrev han både digte og artikler om det nationale og danskernes stilling og ansvar under første slesvigske krig. Hans solhvervsdigt skal ses i denne sammenhæng som en opmuntring i den mørke tid. Det henter sine temaer fra den nordiske sagntid for at vise, at Danmark som et gammelt rige med en storartet fortid stadig har ret til at hævde sig som en fri nation.

Fra nordisk gudetro til kristendom

Man er gået fra den hedenske gudetro til kristendom, så derfor (vers 2.3) fordrives vinteren ikke ved, at man græder over, at Loke i mytologien foranlediger lysguden Balders død.

I vers 3 nævnes sommersolhverv, der i kristendommen får ny betydning som Johannes Døbers dag, sankthans, årets længste dag ved midsommer, og vintersolhverv, den korteste ved midvinter, tre dage før Jesus’ fødselsdag. Fra vers 7 vender Grundtvig digtets synsvinkel: Med menighedens salmesang og kirkens klokker kommer det ny, kristne år med Guds søn og dette ”liflige” forår.

Omkvædet ændres naturligt fra vers 1 og 2’s ”Og dog” til de følgende vers' ”Derfor”.