Sæsonen er slut

Baggrund Året

Sangen er en hjørnesten i C.V. Jørgensens sangværk. Den stammer fra albummet Tidens Tern, der både kunstnerisk og kommercielt blev en stor succes for sangskriveren, og som i 2006 blev optaget i Kulturministeriets Kulturkanon. I sangen sætter C.V. Jørgensen ord på en følelse af resignation og afmagt, hvilket på det tidspunkt var usædvanlig i en dansk rocktekst. Det vandt dog hurtigt genklang blandt sangens mange lyttere.

C.V. Jørgensen sætter ord på resignation og afmagt

"Sommeren er forbi nu & den nærmest fløj afsted / tomhændet står du tilbage & kan slet ikke følge med." Linjerne indleder omkvædet til Sæsonen er slut, og med dem satte C.V. Jørgensen ord på en følelse af resignation og afmagt, som var usædvanlig i en dansk rocktekst, men som hurtigt vandt genklang blandt sangens mange lyttere.

C.V. Jørgensen. Foto: Knud Winckelmann

Tidens tern blev en kunsterisk og kommerciel succes

Sæsonen er slut – en dramatiseret og unægtelig mere catchy måde at sige "sommeren er slut" på – udkom på C.V. Jørgensens sjette studiealbum, Tidens tern (1980). Albummet blev en stor kunstnerisk og kommerciel triumf for sangeren og sangskriveren, anført af landeplagen Costa del sol. Men det rummede også karrierehøjdepunkter som Amor & den sidste pil foruden Sæsonen er slut, sange der måske begge har overlevet tidens tern endnu bedre end landeplagen.

Albummet er en del af Kulurministeriets kulturkanon

Tidens tern var resultatet af et vellykket samarbejde mellem C.V. Jørgensen, hans band og producerne Jay Krugman og Billy Cross, hvoraf sidstnævnte også var medkomponist til de syv ud af albummets i alt ni sange. I 2006 blev det da også optaget i Kulturministeriets Kulturkanon, hvilket kunne ses som et udtryk for, at albummet et kvart århundrede efter dets udsendelse stadig stod skarpt i den nyere danske rockhistories kollektive erindring.

Sæsonen er slut

1. Endnu et party endnu en fest
endnu et glas har du tømt
endnu en sommer er gået & blev igen forsømt
endnu et kærtegn endnu et kys
endnu en dans er forbi
du er stadig svimmel men uforløst indeni

Sommeren er forbi nu
& den nærmest fløj afsted
tomhændet står du tilbage & ka’ slet ikke følge med
det sortner for dine øjne
mens du stirrende står her & ser
endnu et dødt løb bli’r kørt med dig som blind passager
endnu en gang til men så heller aldrig mer’

2. Endnu en nedtur endnu en joke
endnu en løgn bli’r fortalt
& du har nået det stadie hvor du tror på alt
endnu en stjerne endnu en sol
endnu et lys fader ud
men mørket føles som fløjl mod din silkehud

Sommeren er forbi nu ...

Den musikalske iscenesættelse underbygger teksten

Den musikalske iscenesættelse af nummeret underbygger på raffineret vis tekstens bittersøde tristesse. Det sker på to måder: For det første med versets noget ”tillukkede” akkorder, der forekommer at være "uforløste" – det ord forekommer også i slutningen af verset – i forhold til sangens indre tonale liv. For det andet med modulationen til en ny toneart i omkvædet, hvor en musikalsk forløsning til gengæld indtræder med en langt mere åben og ligefrem akkordprogression. Men der ligger en subtil ironi gemt her. For selve modulationen har allerede rykket lytteren brat ud af versets univers som en musikalsk understregning af, at sommeren nu pludselig er overstået.

Den musikalske iscenesættelse underbygger teksten

Den musikalske iscenesættelse af nummeret underbygger på raffineret vis tekstens bittersøde tristesse. Det sker på to måder: For det første med versets noget ”tillukkede” akkorder, der forekommer at være "uforløste" – det ord forekommer også i slutningen af verset – i forhold til sangens indre tonale liv. For det andet med modulationen til en ny toneart i omkvædet, hvor en musikalsk forløsning til gengæld indtræder med en langt mere åben og ligefrem akkordprogression. Men der ligger en subtil ironi gemt her. For selve modulationen har allerede rykket lytteren brat ud af versets univers som en musikalsk understregning af, at sommeren nu pludselig er overstået.

Sangen er blevet en moderne klassiker

Sæsonen er slut blev en hjørnesten i C.V. Jørgensens sangværk. Den kunne høres på hans live-album Lige lovlig live (1986), og ni år efter udsendelsen af Tidens tern fik sangen en renæssance ved at nå et stort, nyt publikum. Det skete med Lars H.U.G.'s skelsættende album Kopy (1989) med danske covernumre i originalt udførte versioner, hvor en eftertænksom udgave af sangen med Peter Bastian på klarinet var et bærende element.

C.V. Jørgensens særlige sprog

Tekstforfatteren C.V. Jørgensen sætter sig igennem på Sæsonen er slut på måder, der både før og siden har været så karakteristiske for ham. Den vedholdende tvivl om jegets evne til at bestå tilværelsens prøver kunne være et af hans særtræk. Den særlige dobbelthed af indlevet distance og distanceret indlevethed – symboliseret ved hans konsekvente brug af "&" i stedet for "og" – kunne være en anden. Endelig kunne den tilsyneladende skødesløse ordbrug, der netop giver teksten en særlig præcision, være en tredje – ordet "nærmest" i de ovenfor citerede tekstlinjer, for eksempel.

Fakta om Sæsonen er slut

Nr. 356 i Højskolesangbogens 19. udgave

Tekst: C.V. Jørgensen, 1980

Musik: C.V. Jørgensen / Billy Cross, 1980

Artiklen er skrevet af Henrik Marstal. 

Sanghåndbogen er blevet til med støtte fra Nordea Fonden og Louis-Hansen fonden.

Artikler om sangene i Højskolesangbogen

Vis flere