Roselil' og hendes moder

Baggrund Folkeviser

Sangen er C.K.F. Molbechs gendigtning af en gammel folkevise. Interessen for folkesagn og folkeviser blomstrede op efter den nationale katastrofe i 1813-14, hvor det var vigtigt at samle landet om fælles værdier. Molbechs tekst er et eksempel på en fornyelse af folkevisepoesien, hvor det mere dristige forlæg er blevet gjort borgerligt acceptabelt.

Romantikken hentede inspiration fra folkeviserne

Interessen for middelalderen og folkeviserne er væsentlig i den danske romantiske litteratur. Digtere, komponister og malere hentede motiver fra den fornemme arv, man mente at finde i folkesagn og folkeviser. Man så noget oprindeligt dansk og nordisk i de gamle overleverede danseviser og i de sagn, der lå bag dem. Folkeviserne blev nedskrevet og måske gendigtet i renæssancen af adelens dannede fruer, så betegnelsen ”folkevise” er til dels misvisende.

Landet skulle samles om fælles værdier

Efter Napoleonskrigenes afslutning og den nationale katastrofe med statsbankerot og tabet af Norge i 1813-14 blev det vigtigt at få landet samlet om fælles værdier, og her kom folkesagn, eventyr og viser ind. Denne nationale nydannelse førtes frem af kunstnere og digtere som fx N.F.S. Grundtvig, hvis søn Svend Grundtvig i årene efter 1848 udgav samlinger af danske folkeviser, senere samlet i Danmarks gamle Folkeviser (DgF), i alt 12 bind fra og med 1854.

Folkepoesien kom fra almuen

En ledende litterær person i den danske guldalder, J.L. Heiberg, mente, at denne folkepoesi kom fra almuen og bredte sig til de fornemme, adel og kongehus, mens det i Tyskland og Frankrig var omvendt. Heiberg fremhævede, at den danske nationalkarakters særpræg kom af det brede folk, og han betonede dermed folkets nationale ret til landet.

Molbechs tekst er en gendigtning 

Teksten til Roselil’ og hendes moder er en art gendigtning af en gammel folkevise, der allerede var kendt i 1840’erne, da Christian Knud Frederik Molbech skrev sin tekst. Den genoptryktes i hans Samlede Digte 1863; af dens ti strofer bringer højskolesangbogen 1., 3., 4., 7., 9. og 10. Folkemindesamleren Svend Grundtvig har i Danmarks gamle Folkeviser samlet en række ældre, oprindelige tekster med overskriften Redselille og Medelvold (DgF 271) i adskillige varianter fra de nordiske lande.

Gendigtningen har gjort sangen borgerligt acceptabel

Molbechs tekst er et eksempel på en fornyelse af folkevisepoesien. En folkevises strofer er på to eller fire linjer med enderim og et omkvæd (efterkvæd). Undertiden er der som her et mere kunstfærdigt indskudt omkvæd midt i sangen, mellemkvæd. Molbech har efter flere gamle ofte dristige forlæg skrevet visen om adelsfrøken Roselil på sin borg med svalegang og den uopdragent lyttende hr. Peder og gjort den borgerligt acceptabel med pigen, der opgiver sit hovmod og tidstypisk føjer sig for den mandige list og begavelse.

 

Roselil' og hendes moder

1. //: Roselil' og hendes moder, de sad over bord, ://
de taled så mangt et skæmtens ord.
//: Ha, ha, ha!
Så, så, så, så! ://
De taled så mangt et skæmtens ord.

2. Før hvert træ skal i haven bære blomster af guld,
før jeg skal vorde nogen ungersvend huld.

3. Hr. Peder stod på svalen og lytted med list:
Den ler dog nok bedst, som ler til sidst.

4. Og der de kom ned udi urtegårdens læ,
da hang der en guldring på hvert et træ.

5. Roselil' blev så rød som et dryppende blod,
hun stirred i græsset alt for sin fod.

6. Da kyssed hendes læber hr. Peder med list:
Den ler dog nok bedst, som ler til sidst.

Ordforklaringer

1.1   over bord: ved bordet

2.2   vorde: blive; huld: trofast og kærlig

3.1   svalen: svalegang, en art balkon uden for stuen

4.1   og der: og da de (Roselil og moderen); urtegården: haven

 

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies

Melodiens oprindelse er ukendt

Som alle andre af vores store samlinger af folkemelodier fortaber oprindelsen sig i det dunkle, men fælles for dem alle er, at de på et tidspunkt er blevet nedskrevet og ”tillempet” en form, der gør dem velegnede til fællessang. Således også med denne melodi, hvis melodiføring skyldes C. E. F. Weyse fra 1842, mens harmoniseringen er mere usikker.

Melodien er velgnet til sang uden akkompagnement

Typisk for folkeviserne er der væsentlig mere melodi end tekst: Stroferne har blot to linjer, mens melodien med gentagelser og mellemkvæd bliver ganske meget længere.

Melodiføring og harmonisering holder sig inden for de ganske enkle virkemidler: Der er kun ganske få spring, og hele vejen igennem er den holdt i hovedtonearten D-dur – og er dermed også særdeles velegnet til sang uden akkompagnement, hvilket jo oprindeligt var praksis for folkeviserne.

 

Fakta om Roselil' og hendes moder

Nr. 433 i Højskolesangbogens 18. udgave

Forfatter: C.K.F. Molbech

Komponist: Dansk folkemelodi

Teksten er fra 1845 og er en gendigtning af en gammel folkemelodi. 

Køb sangbøgerne

Højskolesangbogen, Det blå sanghæfte, melodibøger, og CD'er.

Køb sangbøger 

Hent til din smartphone

Køb som app

Første del af artiklen er skrevet af Egon Rasmussen og melodibeskrivelsen af Erling Lindgren. 

Sanghåndbogen er blevet til med støtte fra Nordea Fonden og Louis-Hansen fonden.