Rosen blusser alt i Danas have

Baggrund Norden
Rosen blusser alt i Danas have

Poul Martin Møller skrev denne tekst, mens han sejlede som skibspræst i de østasiatiske farvande. Digtet, der bærer titlen Glæden over Danmark, rummer en dobbelttydig længsel - både efter hjemlandet, og efter den kvinde han elskede, men ikke kunne få. Carl Nielsens skrev senere melodien, der stammer fra samlingen En snes danske viser.

Trods sit korte liv er Poul Martin Møller velkendt i dansk litteratur

Poul Martin Møller havde ikke noget langt liv og fik ikke rigtigt skrevet nogen bøger færdig, før han døde. Alligevel er han en klassiker i dansk litteratur, især takket være En dansk students eventyr, der udkom i Efterladte Skrifter i 1843, fem år efter Møllers død. I Højskolesangbogen er Poul Møller først og fremmest blevet sunget takket være den charmerende Grøn er vårens hæk. Derimod kræver det en anderledes dyb indånding at tage fat på Rosen blusser.

Digtet udtrykker en dobbelttydig længsel

Der er en mærkelig dobbeltstemning over digtet. Det hedder ganske vist Glæde over Danmark, men er alt andet end jublende. Det er fyldt med længsel – og også den er dobbelt. For det første er digteren langt væk hjemmefra, så han savner Danmark forfærdeligt. Det er dog ikke først og fremmest fædrelandet, han længes efter, men derimod Margrethe Bloch, som han havde været forelsket i, siden han mødte hende i studentertiden i 1812. Fire år senere sagde hun nej tak, da han friede. Men det var først, da Margrethe i 1819 giftede sig med en anden, Poul Møller forstod, at der ikke var noget at gøre. Og da han som protestant ikke kunne gå i kloster, brugte han sin teologiske eksamen og tog et job som skibspræst. Turen varede i to år og førte ham over Batavia og Manila helt til Kina.

Rosen blusser alt i Danas have


1. Rosen blusser alt i Danas have,
lifligt fløjter vist den sorte stær,
bier deres brune nektar lave,
hingsten græsser stolt på fædres grave,
drengen plukker af de røde bær.

2. Her imellem havets dybe kløfter
gives aldrig vår og sommerpragt;
hvalen, kold og dum, ved skibet snøfter,
tavse fugl de brede vinger løfter
med sit bytte fra den våde jagt.

3. Mine venner i den danske sommer!
mindes I den vidtforrejste mand,
som så langt fra Danas fagre blommer,
her, hvor sydens blæst på sejlet trommer,
flakker fra sit elskte fødeland?

4. Udi øst og vest, og hvor jeg vanker,
drømmer jeg om jer ved Danmarks sund;
selv iblandt Constantias fulde ranker
mindes jeg med længselsfulde tanker
løvet i Charlottes bøgelund.

5. Klerken råber i Manillas rønner:
"Danmark er et lidet, fattigt land!"
Det forsikre Javas rige sønner,
selv Batavias skrantne kræmmer stønner:
"Danmark er et lidet, fattigt land!"

6. Kunne du, ved guld og sølv at love,
købe dig en nordisk kvindes tro,
købe dig et pust fra søens vove,
købe dig et ly af Tules skove
og en kløvermark til middagsro.

7. Fattig mand, som pløjer danske lande,
ryster æbler af sit eget træ,
har en kraftig arm, en kløgtig pande,
korn på marken, mælk i sin spande,
kvien står i græsset over knæ.

8. Ja, vor danske jord er sommerfrodig;
der er kræfter ved det danske brød:
Derfor er den danske mand så modig,
derfor var normannens kniv så blodig,
derfor er den danske kind så rød.

9. Under lyse bøg den danske bejler
med sin herligt - voksne pige går,
over deres hoved månen sejler,
svanen i det klare vand sig spejler,
nattergalen højt i busken slår.

10. Dersom sligt for fattigdom du tyder,
østens atlaskklædte, rige mand!
glad min sorte, danske brød jeg bryder,
takker Gud, mens fra min læbe lyder:
"Danmark er et lidet fattigt land!"

"Danmark er et lidet fattigt land"

Det er på denne store sørejse den ulykkelige Poul Møller skriver Glæde over Danmark. Han mødte nok ikke folk, der hånligt råbte ”Danmark er et lidet fattigt land”. Men når han så alt det imponerende i det fremmede, syntes han, deres råb lød sådan, for det var det billede af Danmark, han bar med sig.

Danmark var i krise i starten af 1800-tallet

Efter den engelske flådes ydmygelse af Danmark i begyndelsen af århundredet var landet i 1813 havnet i det totale økonomiske uføre. Og som om det ikke var nok, medførte vores uheldige indsats i Napoleonskrigene, at vi i 1814 måtte give afkald på Norge, som havde hørt til Danmark i 400 år.

Trods de svære tider havde Danmark mange rigdomme

Fyldt med indre tristhed og ensomhed, samtidig med at han undrende møder den asiatiske kultur, oplever Poul Møller, at der hjemme trods alt er en naturrigdom og en menneskelig værdighed, han ikke vil undvære. Så hvis man føler, at Danmark er et lidet fattigt land, ser man kun overfladen og har ikke forstået de virkelige rigdomme i det lille land mod nord. Og digtet bliver alligevel et udtryk for ”glæde over Danmark”.

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies

Ordforklaringer

3.3   Danas favre blommer: Danmarks smukke blomster

5.1   klerken: præsten

10.2 atlaskklædte: klædt i dyrt stof

Melodiens særpræg ligger i den punkterede rytme

Carl Nielsens melodi stammer fra samlingen En snes danske viser 1915. For at melodien ikke skal tabe sit særpræg, bør den stærkt punkterede rytme overholdes præcist. Bemærk hvordan linje tre og fire understøttes af den melodiske gentagelse.   

Fakta om Rosen blusser alt i Danas have

Nr. 350 i Højskolesangbogens 18. udgave

Forfatter: Poul Martin Møller, 1820

Komponist: Carl Nielsen, 1915

Køb sangbøgerne

Højskolesangbogen, Det blå sanghæfte, melodibøger, og CD'er.

Køb sangbøger 

Hent til din smartphone

Køb som app

Artiklen er skrevet af Finn Slumstrup, melodibeskrivelse af Helle Damkjær

Sanghåndbogen er blevet til med støtte fra Nordea Fonden og Louis-Hansen fonden.