Regnvejrsdag i november

Sangens mange farver beskriver tiden, der går

Fra første vers vælger hun ”lyset frem for skyggen”. I andet vers tænker hun på maj, hvor ”alle regnvejrsdage ender”, og farven er gul. Men allerede i tredje vers er det efterår, kantarel-, løvetand- og brændenældetid, forfaldstid. Farven er rød ”som den sidste roses glød”. I fjerde vers rettes blikket indad. Den grønne farve får én til at glemme forfaldet – ”rynker, dobbelthager”. Det er nødvendigt at ”sætte tændte lys i stager” og håbe, at ”spejlet bedrager”. I næstsidste vers er det ”ulvetid”, ufredstid, og den hvide farve associerer sne og anemoner. ”Vivaldis toner” må være Årstidernes efterår- eller vinter-sats. Lyset er forbundet med sne, vinter, ulvetid. Det ender lyst. Med aktivitet og gøremål. Vi når det hele. – ”Klokken 11.45” giver vist ikke andet til sangen end et godt rim på ”til tørre”.

Et digt om glæden ved livet

Alt i alt et lille uprætentiøst digt om hverdag, natur og tiden, der går. Selvom titlen referer til årets normalt tristeste måned, er det et digt om glæden ved livet. 

Hvert vers starter med et "Jeg vil..."

Den remseagtige gentagelse af første linjes ”Jeg vil...” følges af melodiens mottoagtige begyndelse, som kommer igen i slutningen, næsten uforandret. Linje tre, fire og fem remser - vers for vers - alle de mange nødvendige aktiviteter op, og melodien følger trop med remsens karakter – de tre sidste linjers optakter giver remsen en næsten forpustet karakter.

En rigtig "guitar-melodi" skaber genkendelighed og tryghed

Melodien er en rigtig ”guitar-melodi”. Tonearten er D-dur, og sangens akkorder ligger inden for det repertoire, som alle lejrbåls-guitarister behersker. Den er bygget op over en tre gange gentaget kvintskridtsekvens (Hm-Em-A-D), der giver melodien stor genkendelighed og tryghed. Der er ingen overraskelser undervejs.  Melodiens enkle, sangbare karakter har medvirket til sangens meget store popularitet.

Sangen bringes endelig i Højskolesangbogen

Mange har i årenes løb undret sig over, at den ikke har været optaget i Højskolesangbogen. Med 19. udgave imødekommer sangbogsudvalget dette ønske. Det er sikkert sangens lidt sentimentale stemning, der har holdt den ude og gjort den til et hadeobjekt i nogle kredse. Men Højskolesangbogen er ingen statisk størrelse, og selvom sangen muligvis har haft sin storhedstid, så får den nu en chance i det fine selskab.

En sang for mennesker i alle aldre

Sangen er ganske vist kåret som en børnesang, men der er ikke tvivl om, at den har tilhængere i en meget sammensat aldersgruppe.

Artiklen er skrevet af Finn Gravesen og Jesper Moesbøl

Sanghåndbogen er blevet til med støtte fra Nordea Fonden og Louis-Hansen fonden.