Ramund var sig en bedre mand

Baggrund Folkeviser og ballader

Folkevisen om Ramund er af svensk oprindelse og beskriver den klassiske folkevisefigur Ramund og hans bedrifter. Med snilde og styrke bekæmper han overmagten og vinder ”prinsessen og det halve kongerige”. Under ungdomsoprøret i 1960erne blev sangen populær, da Ramunds antiautoritære attitude og kvikke replikker vakte genklang og fungerede som en perfekt modsætning til den borgerlige finkultur.

Visen om Ramund er af svensk oprindelse

I Danmarks gamle Folkeviser, bind I, udgivet 1853-54, findes en såkaldt kæmpevise på 30 vers om den unge Ranild; og på norsk er der en tilsvarende vise om den unge Raamund. Men denne vise om Ramund er egentlig svensk.

I romantikken blomstrede interessen for myter og sagn

Visen er formentlig digtet i 1600-tallet, den blev oversat til dansk og trykt her som ”flyveblad” i 1710. I romantikken i begyndelsen af 1800-tallet blev interessen for myter og sagn genvakt, for middelalderen og for alt hvad der kunne kaldes ”folkeligt”, og der blev sat skub i indsamlingen, gendigtningen og nydigtningen af folkeviser, sagn og eventyr. Fx udgav litteraturhistorikerne Rasmus Nyerup og Knud Lyhne Rahbek fem bind Udvalgte danske Viser fra Middelalderen, 1812-14; og heri optog de visen om Ramund. I Højskolesangbogen er der udeladt fem vers, der fortæller om andre af Ramunds bedrifter.

Ramund var sig en bedre mand

1. Ramund var sig en bedre mand,
om han havde bedre klæder.
Dronningen gav hannem klæder på stand
af blårgarn, bast og læder.
"Sådant vil jeg ikke ha'e," sagde Ramund,
"Sådant står mig ikke bra'," sagde Ramund den unge.

2. Ramund gik sig ved salten søstrand,
der så han syv jætter stande.
"Tager jeg Ramund på min mindste hånd
og kaster ham langt fra lande."
"Det gør ikke ene du," sagde Ramund,
"Komme må I alle syv," sagde Ramund den unge.

3. Ramund tog til sit dyre sværd,
det han kaldte Dymlingen røde.
Hug han de jætter syv med en færd,
at blodet randt dennem til døde.
"Der ligger alle syv," sagde Ramund,
"Alt står jeg her endnu," sagde Ramund den unge.

4. Ramund ladede skibene syv
med guld og med ædele stene.
Sejled så over den sø så stiv,
hen ind på kejserens lande.
"Nu er vi komne her," sagde Ramund,
"Nu har vi bedre lært," sagde Ramund den unge.

5. Kejseren ud af vinduet så
med angest og sorrigfuld mine:
"Hvo er den mand, i gården mon stå
og der så hæsselig grine?
"Det er mig, jeg har lyst," sagde Ramund,
"med dig at vov' en dyst," sagde Ramund den unge.

6. "Kære Ramund! du lade mig leve,
jeg så end aldrig din lige.
Min yngste datter vil jeg dig give
og halvparten af mit rige."
"Det tar jeg, når jeg vil," sagde Ramund,
"og så din datter til," sagde Ramund den unge.

7. Ramund tog til sin store kniv,
den han kaldte Dymlingen dyre.
Skilte han kejseren ved hans liv,
at hovedet fløj femten mile.
"Jeg mente, den ej bed," sagde Ramund,
"Dog rinder blodet ned," sagde Ramund den unge.

Ramund er en klassisk folkevisefigur

Hovedpersonen Ramund kendes fra en vikingesaga, Hromund Greipssøns Saga, og han nævnes i et nordisk heltesagn som en af Rolf Krakes kæmper. Typen er velkendt i den folkelige digtning, så langt vi kan spore den tilbage – den fandenivoldske karl der uden andre forudsætninger end egen snilde, styrke og mod egenhændigt bekæmper overmagten og vinder ”prinsessen og det halve kongerige”.

Visen blev et modstykke til den borgerlige finkultur

Med sine overdrivelser og kvikke replikker er Ramund-visen i slægt med vores folkeeventyr. Den blev populær, da 1960’ernes og 70’ernes ”antiautoritære” ungdomsoprør genopdagede folkesangen og -musikken og brugte den som et modstykke til den etablerede ”borgerlige finkultur”.

Ordforklaringer

1.3 på stand: straks

1.4 blårgarn: stof af groft og dårligt hør

3.2 Dymlingen: et gammelt ord for en lille skjult trænagle. Som navn på Ramunds mægtige mordvåben kan det – som foreslået i Danmarks gamle Folkeviser – være afledt af ordet ”Dyrendal”, sagnhelten Rolands uovervindelige sværd

3.3 med en færd: i en håndevending

Berggreen samlede en række folkesange og -melodier

Den hurtige og kvikt springende melodi har Højskolesangbogen hentet i Danske Folkesange og Melodier, I, udgivet 1860 af A.P. Berggreen (3.udgave 1869, som Højskolesangbogen angiver som kilde). Som musikpædagog og komponist var han et barn af nationalromantikken, og det fremgår tydeligt af hans begrundelse for at samle og bearbejde folkesange og -melodier:

Som umiddelbare Yttringer af Folkeslagenes aandige Natur, maae de ogsaa i høieste Grad tiltrække ethvert poetisk Gemyt. De befrugte Phantasien og lade os skue dybt ind i hver Nations eiendommelige Væsen.

A.P. Berggreen