Baggrund Aften

Martin Joensen skrev sangen til en konkurrence udskrevet af færøsk radio, der ønskede mere færøsk musik. Sangen vandt og blev senere kåret som den mest populære færøske sang gennem de seneste 50 år. Den handler om naturen og kærligheden; den fortrolige tavshed mellem to mennesker og freden i den omgivende natur. Alt det, der kan opsummeres i sangens titel Ró.

Martin Joensen skrev sangen til en færøsk sangkonkurrence

”Denne tekst er enten rigtig god, eller helt uduelig. Den var så helt anderledes, end alt det jeg før havde skrevet. Den tid var meget præget af protestsange og anderledes nede på jorden-tekster”, fortæller sangskriver og musiker Martin Joensen om teksten til , der blev skrevet i 1983.

Sangen fik titlen som den mest populære færøske sang i 50 år

 Overvejelserne om tekstens kvalitet gik gennem hans hoved i forbindelse med, at han indleverede sangen til en konkurrence udskrevet af den færøske radio. Konkurrencens formål var at få mere færøsk materiale skrevet. ”Hvis jeg ikke hører noget fra dommerkomiteen, så er der ikke andre, der skal se teksten”, besluttede han. Men sangen fik førstepladsen, og i 2018 vandt den en afstemning og fik titlen som den mest populære færøske sang gennem de seneste 50 år. 

Melodien kom til før teksten

Melodien blev skrevet i halvfjerdserne, dvs. længe før sangteksten så dagens lys. Martin Joensen boede i København, hvor han gik på Skolen for Brugskunst, hvorfra han blev uddannet grafiker i 1982. Mens han var studerende, spillede han i band med andre færøske studerenter, men han var ikke begyndt at skrive tekster. Melodien blev dog brugt instrumentalt, når bandet spillede til dans.

Ró blev indspillet på Vestmens' første plade

Martin Joensen er født 27. august i 1953 i den færøske bygd Vestmanna. Efter at han var færdiguddannet flyttede han tilbage til Færøerne. Her spillede han med i forskellige bands, men havde også en karriere som solomusiker ved siden af. Sangen blev indspillet til bandet Vestmens’ første plade, Brot (Brudstykker) fra 1983.

1. Solskinsstilheden om os nu,
luft en favnende sval.
Ene, levende, jeg og du,
usagte ord, der fortæller mig alt.

Jorden vores og himmelen med.
Dugvådt nu græsset ler.
Elven lokker og hvisker om fred:
Vær altid hos mig her.

2. Stille støvregn så silkefin,
køler rødmende hud.
Glædesmætte, velsignet vi,
aldrig var verden så ægte som nu.

Jorden vores og himmelen med ...

3. Dagmæt sol søger mørkeblund,
klokken dvælende slår.
Skumringstrolde vil fred en stund,
hørte du bjergenes brusende kor?

Jorden vores og himmelen med ...

4. Måne, vågeblus vær i nat,
tåge, dyne vær du!
Alnaturen med drømme ladt;
magiske verden, vær altid som nu.

Jorden vores og himmelen med ...

5. Morgen, hør, lad os vente lidt,
hvil i nattens logi.
Vågemanden vil værne blidt,
hvisker i stilheden: Alt står dig bi.

Jorden vores og himmelen med ... 

Teksten bringes med kunstnerens tilladelse.

Roen er sangens omdrejningspunkt

Teksten er en naturbeskrivelse og et kærlighedsdigt. I teksten bliver der flere gange henvist til titlen, Ro. Der er freden i naturen, den fortrolige tavshed mellem to mennesker, og naturen hvisker. Sangen afsluttes også med ”Vågemanden … hvisker i stilheden: Alt står dig bi”. Der er en fred, ro og harmoni over hele scenariet. Følelsen af at være alene i verden, sammen med én. Væk fra byens mennesker og lyde. En ophøjet stund, som, digteren ønsker, aldrig skal forsvinde: ”magiske verden, vær altid som nu” (fjerde vers).

Teksten beskriver naturen og naturens væsen

Teksten er ikke kun en beskrivelse af naturen, men også af naturens væsen. Naturen er ægte (andet vers) og magisk (tredje vers). Der er også en romantisk tankegang i digtet. Flere sætninger belyser naturen som besjælet. I omkvædet ler græsset, og elven hvisker. Tredje vers slutter med ordene: ”Skumringstrolde vil fred en stund, /hørte du bjergenes brusende kor?” Digteren mærker skumringen og bjergene. 

Universet er dig venligt stemt

Sidste vers tilføjer et spirituelt aspekt til oplevelsen af naturen og tilværelsen. Begrebet vågemanden introduceres. Vågemanden er en guddommelig skikkelse, der henvender sig til mennesket, hviskende i stilheden: "Alt står dig bi”. Universet, det guddommelige, er venlig stemt og beskyttende.

I de senere år har digteren skrevet mere direkte religiøse tekster. I 2013 kom der et tillæg til den færøske salmebog, og her bidrager Martin Joensen med flere salmer.  

Melodi og ord komplimenterer hinanden

Melodi og ord passer og komplimenterer hinanden smukt i sangen. Som på vinger, sammenhængende, opadstigende, nedadgående går melodien og gentages. Bliver brudt af en melodilinje som fører over i det mediterende omkvæd.

En tidlløs klassiker som publikum har taget til sig og holdt levende indtil nu, i 30 år.

Fakta om Ró

Nr. 594 i Højskolesangbogens 19. udgave

Tekst og melodi: Martin Joensen, 1983

Oversat af Kirsten Brix, 2019

Køb sangbøgerne

Højskolesangbogen, Det blå sanghæfte, melodibøger, og CD'er.

Køb sangbøger 

Hent til din smartphone

Køb som app

Artiklen er skrevet af Borgny Susanna Brünings-Hansen og Jónleif Johannesen. 

 

Sanghåndbogen er blevet til med støtte fra Nordea Fonden og Louis-Hansen fonden.