Paradiset
Baggrund
Bibelhistorie

Grundtvigs sang om Paradiset beskriver på poetisk vis både skabelsen og syndefaldet. Omkvædet, der først kom med i Højskolesangbogens 18. udgave, gør sangen helt speciel. Det henviser til gamle spekulationer om, hvor længe Adam opholdt sig i paradis, men betydningen skifter vers for vers. Melodien er skrevet af Lindeman, og bearbejdet af Jens Bonderup i 1992.
Omkvædet er først kommet med i Højskolesangbogens 18. udgave
Sangen Paradiset udkom første gang i Grundtvigs Sang-Værk til den Danske Kirke. Fra og med Boisens sangbog i 1853 har sangen bestået af 11 af de oprindelige 17 vers – indtil 1989-90, hvor to sangbøger medtog hhv. 13 og 17 vers. Det oprindelige omkvæd er først kommet med i Højskolesangbogens 18. udgave, hvad der er helt uforståeligt.
Grundtvig beskriver på poetisk vis skabelsen og syndefaldet
Sangen er en poetisk udfoldelse af skabelsen og syndefaldet, jf. 1 Mos 2,7ff. og 3. Grundtvig fabulerer med muntert vid om Paradisets indhold og udseende (dog morsommere i de udeladte vers). Fra vers fem bevæger vi os over i beskrivelsen af den syndefaldne verdens afglans og kvaler med kun glimt og levninger af oprindelsen, for så at slutte med Grundtvigs karakteristiske, forsonlige og opbyggelige råd om at leve med synden og ikke lede i verden efter Paradis, men søge det ”histoppe”.
Nikolai Frederik Severin Grundtvig
Omkvædet gør sangen unik
Men omkvædet hæver sangen fra rigtig god til unik! Det har baggrund i gamle seriøse spekulationer over, hvor længe Adams ophold i Paradis varede!
Holberg skrev også om disse spekulationer
Holberg lader Jeppe på Bjerget, der ikke er stiv i bibelhistorien, udbryde på møddingen: ”Hvor længe var Abraham i Paradis!” Med Grundtvigs foranstillede ”Ak!”, accentueres tilsvarende en alvorlig, teatralsk humor.
Omkvædets betydning skifter løbende igennem sangen
Omkvædet changerer i betydning sangen igennem: I vers et indsætter det midt i dejligheden en grum forudanelse, en ”suspense”, der finder sin løsning i vers fire, for i de følgende vers om syndefaldets realitet at blive til genkommende suk med syndefaldshumoristiske overtoner. Til sidst kulminerer omkvædet i en triumferende omvending fra evig, bagudrettet sorg til evig, fremadvendt glæde med fremhævelsen af Adam: Hans ophold i Paradiset var af kortere varighed, men vi skal være der til evig tid. Grundtvigs kristne forkyndelse overtager raffineret scenen med sin omvendelse: Længslen tilbage efter det tabte Paradis er afløst af glæden over Paradiset foran os.