På Sjølunds fagre sletter

Baggrund Historien

Sangen er et uddrag af B.S. Ingemanns digt Kong Valdemars Jagt. I den oprindelige tekst tegnes farverige naturscener og voldsomme billeder af den vilde konge og hans jægere. Højskolesangbogens version er mindre dramatisk, og fokuserer på kongen som en mytisk folkevisefigur. Melodien er skrevet af Niels W. Gade og har i høj grad bidraget til sangens popularitet. Gade brugte senere melodien som tema i en af sine symfonier.

Teksten stammer fra Ingemanns samling Julegave

Teksten er skrevet til Ingemanns fjerde digtsamling Julegave, en Samling Digte, der blandt andet også indeholdt Vift stolt på Codans Bølge, der fandtes i de første udgaver af Højskolesangbogen.

I Højskolesangbogen er digtet forkortet

Originalen er på 14 ottelinjede vers. Højskolesangbogen bringer første og andet vers, sidste halvdel af fjerde og femte og hele tolvte vers. Siden 13. udgave i 1939 er opsætningen ændret til lange firelinjede vers.

Ingemann lod sig inspirere af vandresagn om kongens jagter

B.S. Ingemann omsatte det gamle europæiske vandresagn om kongens vilde nattejagt til digtet Kong Valdemars Jagt, men selv i sin forkortede form er det næppe tænkeligt at det ville have overlevet uden Niels W. Gades melodi.

På Sjølunds fagre sletter

1. På Sjølunds fagre sletter ved Østersøens bred,
hvor skoven kranse fletter om engens blomsterbed,
hvor sølverkilden glider nu ved ruinens fod,
dér stolt i gamle tider en kongebolig stod.

2. I borgens gyldne sale sig rørte muntert liv,
der hørtes skæmtsom tale og lystig tidsfordriv;
Kong Valdemar dér bygged så fast sit kongehus,
som det hans liv betrygged, til verden sank i grus.

3. Med lystig jægerskare på hviden ganger fløj
den konge tit med fare hen over stub og høj;
men i den raske glæde, ved jægerhornets klang
de glemte tit at bede og høre messesang.

4. I muld for længe siden Kong Valdemar er lagt,
men sælsomt gennem tiden går sagnet om hans jagt.
Tit korser arme bonde sig end på natlig sti,
hvor jægere og hunde ham suse vildt forbi.

Kong Valdemar var overmodig

Kong Valdemar sværger i overmod, at han vil lade Gud beholde Himmeriget, hvis bare han selv må beholde sit kongeslot Gurre. Som straf lod Gud ham ride fra Vordingborg til Gurre med sit følgeskab af hunde og væbnere. I de mørke, tidlige morgentimer kan man stadigt høre ham ride forbi, når han blæser i sit jagthorn.

Den Store eller Atterdag?

Kongen i sagnet er Valdemar den Store (konge 1157-1182), som grundlagde et Gurre ved Vordingborg. I romantikkens digtning hægtedes historien imidlertid på Valdemar Atterdag (1340-75), og digterne – foruden Ingemann fx J.L. Heiberg og Carsten Hauch – har brugt den version af sagnet og henlagt den til borgen Gurre ved Helsingør.

Det oprindelige digt er fuld af natur og voldsomme jagtscenerier

Det oprindelige digt er fuldt af farverige naturscener, voldsomme billeder af den vilde konge og hans jægere og de stakkels bønderfolk og skræmte dyr: tit klynked såret hare, mens kirkeklokken klang.

Kongen advaredes af biskoppen, men ”fnøs ad sjælehyrden”, og derfor forbandedes han til dommedag.

Digtet slutter dramatisk

Digtet slutter:

På gangeren den hvide

med luftig jægerhær

man seer da kongen ride

så bleg i natten der

sålunde, mon man sige

han bøde må med nag

og vente på Guds Rige

og Dommens store dag.

Det meste af denne tekst er udeladt i Højskolesangbogen, der koncentrerer sig om kongen som folkevisefigur.

Ingemann skrev både historisk, men også om dystre skæbner

Ingemann var allerede fra barn disponeret for det romantiske i kærlighed, idyl og død. Frem til hans tyvende år døde både forældre og flere nære slægtninge, så dyster skæbne og mystisk død blev ofte hovedtemaer i hans forfatterskab. Middelalderen og dens riddere og smukke damer var stof i mange af hans første litterære arbejder, fx i dette digt, og frem for alt i hans senere historiske romaner.

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies

Ordforklaringer

1.1 Sjølund: Sjælland

1.3 ruinens: (her) Gurre vest for Helsingør

Niels W. Gade står bag den højromantiske melodi

Niels W. Gade skrev den højromantiske melodi i 1838, karakteristisk ved 6/8-taktarten og ved den svævende afrunding, hvor den slutter på den dybe kvint i stedet for som vanligt på grundtonen. Den blev i 1840 trykt i A.P. Berggreens samling Melodier til fædrelandshistoriske Sange.