Kong Valdemar var overmodig
Kong Valdemar sværger i overmod, at han vil lade Gud beholde Himmeriget, hvis bare han selv må beholde sit kongeslot Gurre. Som straf lod Gud ham ride fra Vordingborg til Gurre med sit følgeskab af hunde og væbnere. I de mørke, tidlige morgentimer kan man stadigt høre ham ride forbi, når han blæser i sit jagthorn.
Den Store eller Atterdag?
Kongen i sagnet er Valdemar den Store (konge 1157-1182), som grundlagde et Gurre ved Vordingborg. I romantikkens digtning hægtedes historien imidlertid på Valdemar Atterdag (1340-75), og digterne – foruden Ingemann fx J.L. Heiberg og Carsten Hauch – har brugt den version af sagnet og henlagt den til borgen Gurre ved Helsingør.
Det oprindelige digt er fuld af natur og voldsomme jagtscenerier
Det oprindelige digt er fuldt af farverige naturscener, voldsomme billeder af den vilde konge og hans jægere og de stakkels bønderfolk og skræmte dyr: tit klynked såret hare, mens kirkeklokken klang.
Kongen advaredes af biskoppen, men ”fnøs ad sjælehyrden”, og derfor forbandedes han til dommedag.
Digtet slutter dramatisk
Digtet slutter:
På gangeren den hvide
med luftig jægerhær
man seer da kongen ride
så bleg i natten der
sålunde, mon man sige
han bøde må med nag
og vente på Guds Rige
og Dommens store dag.
Det meste af denne tekst er udeladt i Højskolesangbogen, der koncentrerer sig om kongen som folkevisefigur.
Ingemann skrev både historisk, men også om dystre skæbner
Ingemann var allerede fra barn disponeret for det romantiske i kærlighed, idyl og død. Frem til hans tyvende år døde både forældre og flere nære slægtninge, så dyster skæbne og mystisk død blev ofte hovedtemaer i hans forfatterskab. Middelalderen og dens riddere og smukke damer var stof i mange af hans første litterære arbejder, fx i dette digt, og frem for alt i hans senere historiske romaner.