Oktoberdag i flammer

Baggrund Året

Beatrice Vibe og Per Drud Nielsen har sammen skrevet denne efterårssang, der tematiserer oktoberdagens tunge, vejrbidte rytme. Digtets røde tråd er menneskets brug af jorden, og dermed sætter sangen ord på den intime forbindelse mellem mennesket og jorden, som også portrætteres hos Grundtvig. Melodien bevæger sig fra dramatisk mol til lys dur og skifter undervejs udtryk fa en klassisk inspireret sang til en mere jazzpræget melodi.

Beatrice Vibe og Per Drud Nielsens samarbejde

Sangen blev til i 2004, da Beatrice Vibe og Per Drud Nielsen mødte hinanden ved et lyrik- og musikarrangement i Frederikshavn. Mødet blev til et samarbejde om sangskrivning, om end Oktoberdag i flammer er en tonesætning af et tidligere digt.

Digtet tematiserer oktoberdagens tunge rytme

Digtet består af tre korte vers, der indledes med den genkommende formulering ”Oktoberdag i…”. Gentagelsen giver digtet en tyngde, som går igen i digtets billedsprog. Selve ordet ”oktoberdag” er samtidig ”tungt” med sine mørke vokaler og mange konsonanter. Digtet lægger sig hermed op ad det næsten samtidige Oktoberdagens skiften af Jens Rosendal, der – i øvrigt med næsten samme versmål – også tematiserer oktoberdagens tunge, vejrbidte rytme.

Forbindelsen mellem mennesket og jorden

Igennem hele digtet går den røde tråd om menneskets brug af jorden. Det gælder især i det subtile billedsprog, som i første vers, hvor ”markernes skår” antyder, at jorden er blevet brudt og kultiveret af mennesket, og i andet vers, hvor fugten, der er tæt og ”skraveret”, leder tankerne hen på den måde, plovfuren skraverer jorden. I samme vers er i øvrigt ikke blot jorden, men også tiden – året – ”brugt” af mennesket. Dermed italesættes den intime forbindelse mellem mennesket og jorden. Vi genfinder samme i bogstavelig forstand jordnære forståelse af mennesket f.eks. i efterårssalmen Vi pløjed og vi så’de og i Grundtvigs Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord.

Oktoberdag i flammer

1. Oktoberdag i flammer
så langt dit øje når.
En mættet høsttung stemning
i markers korte skår.

2. Oktoberdag i regnen
i tæt skraveret fugt.
Et mættet køligt kærtegn
og året – næsten brugt.

3. Oktoberdag i løfter
og skumrings kerteskær.
En mættet dagværkshilsen.
Et gry er atter nær.

Melodien bevæger sig fra dramatisk mol til lys dur

Melodien er i mol og begynder dramatisk med en opadgående treklangsbrydning, men herfra bevæger den sig roligt videre med en nedadgående sekvens over fire takter. Som følge af sekvensen bliver tredje tekstlinje i dur, og da sidste linje også afsluttes i dur, er hele sangens sidste halvdel holdt i dur. Selvom melodien altså strengt taget er en mol-melodi, er den næsten ligeså præget af en lysere durstemning.

Den næstsidste tone ændrer dynamikken

Den næstsidste tone overrasker: Hvor man måske ville have forventet et Fis, som kunne lede til melodiens afslutning på grundtonen, kommer vi i stedet ned at vende på et E, som i g-mol er en skalafremmed tone. Denne tone er med til at gøre, at den næstsidste akkord i sangen klinger som en dominant 11, en jazzpræget akkord. Da sangens begyndelse ligger tættere op ad en stil inspireret af klassisk sang, er der igen tale om en dynamik fra ét udtryk i begyndelsen til et andet i slutningen.

Sangens taktart er 3/4 eller valsetakt, som giver en let, vuggende fornemmelse til sangen, sådan som vi fx også kender det fra andre efterårsslagere som fx Nu falmer skoven trindt om land.

Få klaverspil til fællessangen

Højskolerne har udgivet klaverakkompagnementer til 100 nye sange fra Højskolesangbogen. De er tilgængelige på diverse streamingtjenester (Spotify, iTunes og andre online tjenester).

Stream akkompagnementerne

God fornøjelse!

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies

Tekst og musik indgår en tæt alliance

Tekst og musik indgår en tæt og billedlig alliance i denne sang. Melodiens dramatiske indledning, der bryder ud i lys lue, er en legemliggørelse af oktoberdagens flammer. Herfra følges melodien og teksten ad i en beroligende bevægelse mod fortrøstning og håb. Melodiens bevægelse internt i verset fra dramatik og mol til ro og dur - med komponistens ord en ”melodisk brandslukning” - spejles i bevægelsen over hele digtet fra flammehav i første vers til den dæmpende regn i andet vers og det gryende håb i sidste vers.

Tyngden i digtet kommer til udtryk i musikkens dissonerende forslagstoner ved anden og tredje linjes slutning. Sidste vers’ fortrøstningsfulde accept af dagens slutning og vuggeviseagtige forhåbning om en ny dags venten manifesterer sig i musikkens gyngende rytme og bevægelse mod ro.