O kristelighed

Baggrund Tro

I denne typisk grundtvigske salme tager forfatteren udgangspunkt i egne erfaringer og giver os sit syn på sammenhængen mellem det jordiske og det åndelige liv. Grundtvig bearbejdede salmen, der også kaldes De levendes land, over en periode på næsten 30 år, og salmen findes derfor i tre versioner, hvoraf denne er den seneste fra 1853. Teksten understøttes af en rytmisk melodi komponeret af norske Ludvig Mathias Lindeman.

Salmens tre versioner

Denne salme findes i tre versioner som bearbejdelser af sig selv. Den første er Jeg kender et Land (1824), dernæst O Dejlige Land (1832) og endelig O kristelighed (1853). Fælles for de to første versioner er, at de indledes med beskrivelsen af en negativ baggrund, dvs. forgæves forsøg på at skabe et paradis på jorden. Denne erfaring er ikke artikuleret i den sidste version, men spiller med som en skjult forudsætning.

Salmen bevæger sig mod fællesskabet og den kristne menighed

Der finder således en udvikling sted fra den første version (Jeg kender et land), der er orienteret ud fra det digteriske subjekt (”jeg”) og til den sidste (O kristelighed), hvor den kristne menighed er både udgangspunkt for og årsag til erfaringen af det levende land eller Guds rige, svaret på det forgæves forsøg (”Forgiæves dig Skjalden, med Mund og med Pen / Af glimrende Skygger vil skabe igen…”). Versionen fra 1824 slutter med verset”O Kristelighed!”, som så indleder versionen fra 1853. Her begynder Grundtvig altså med svaret på menneskets drøm.

O kristelighed

1. O kristelighed!
du skænker vort hjerte, hvad verden ej ved,
hvad svagt vi kun skimter, mens øjet er blåt,
det lever dog i os, det føler vi godt;
mit land, siger Herren, er Himmel og jord,
hvor kærlighed bor.

2. Lyksalige lod,
at leve, hvor døden har mistet sin brod,
hvor alt, hvad som blegned, opblomstrer på ny,
hvor alt, hvad der segned, opfarer i sky,
hvor kærlighed vokser som dagen i vår,
med roser i hår!

3. Livsalige land,
hvor glasset ej rinder med gråd eller sand,
hvor blomsten ej visner, hvor fuglen ej dør,
hvor lykken er skinnende klar, men ej skør,
hvor dyrt ikke købes til krone på bår
de snehvide hår!

4. O vidunder-tro!
Du slår over dybet din gyngende bro,
som isgangen trodser i brusende strand,
fra dødningehjem til de levendes land;
bo lavere hos os, det huer dig bedst,
du højbårne gæst!

5. Letvingede håb!
gudbroder, nyfødt i den hellige dåb!
O, lån os den fjederham, Ånden dig gav,
så tit vi kan flyve til landet bag hav,
hvor evigheds sol skinner klart allen stund
på saligheds grund!

6. O kærlighed selv!
du rolige kilde for kræfternes elv!
du fylder med Frelserens gavmilde ord
velsignelsens kalk på det kristne Guds-bord;
o, vær du vor livdrik på jorden og bliv
vort evige liv!

7. O kærligheds Ånd!
det evige liv i fuldkommenheds bånd!
O, smelt du vort hjerte ved højaltrets ild,
og klar du jordklimpen i solglansen mild,
så glade vi føler, os skabes i bryst
de levendes lyst!

En typisk Grundtvigsk salme baseret på personlige erfaringer

På denne måde er salmen typisk for Grundtvig, idet han altid arbejdede videre på én gang opnåede indsigter, som er det samme som hans personlige erfaringer. Selve den billeddannende evne, ikke alene at kunne omsætte erfaringer til poetiske billeder, men erfaringen med at være i den billeddannende evnes vold, er her afgørende. Billederne er større end digteren. Det betyder, at poesien vokser ud af Guds skaberkraft, som salmen derfor ikke alene et udtryk for, men også giver individet mulighed for at træde ind i.

Salmen som en invitation til at styrke forbindelsen til kristendommen

At synge salmen er at vise tillid til, at skaberånden kan erobre det enkelte menneskes hjerte og omskabe det i dets naturlige udvikling. Ethvert hjerte forandrer sig undervejs i livet, men det er ikke lige meget, hvilken påvirkning (ånd), det udsættes for. At synge O kristelighed er her en oplagt og frivillig mulighed for at styrke forbundetheden til det skabte livsgrundlag, hvis vigtigste ytringer er tro, håb og kærlighed (1. Kor. 13, 13).

N.F.S. Grundtvig

Det åndelige riges betydning for det jordiske liv

Salmens sidste vers gør det klart, at der er tale om et åndeligt rige, som aldrig går op med det jordiske liv, men som kan have en mægtig indvirkning på det. Ånd er en overmagt – uendelig i forhold til det enkelte individ og uendelig i omfang og udstrækning. Guds ånd, som salmen på én gang taler om og vil gøre gældende, skal da sørge for, at det syngende individ i fællesskab med andre (menigheden) ikke længere kun lever sit eget liv, men Helligåndens liv, som det så måtte udfolde sig i hver enkelt.

Syng salmen og få løftet hjertet for Gud

Helligånden kender vi især fra Jesu Kristi liv. Ved at synge salmen bringes man i samme position i forhold til Helligånden som disciplene i forhold til Jesus, nemlig at få løftet sit hjerte til Gud og vende tilbage til de levendes lyst. Det er som at vende beriget hjem og dog fortsætte den naturlige og uforudsigelige udvikling, som livet er.

Ordforklaringer

1.3   mens øjet er blåt: Mens vi lever her på jorden
1.5   Mit land, siger Herren: Her forkyndes det direkte, at det er Guds rige, der er tale om i modsætning til digtet fra 1824, hvor der i vers 13 står ”Mit land, siger livet”; Himmel og jord: både livet her og i evigheden
3.5   bår: båre, her i betydningen sygeseng eller dødsleje
5.2   gudbroder: det døbte menneske. Dette vers handler foruden om håbet også om dåben
5.3   fjederham: Grundtvig henviser til Saxos sagn om kong Hadding, der af en kvinde blev ledt hen til en høj mur. Da hun kvalte en hane og smed den over muren, galede den på den anden side. Sagnet spiller en store rolle i flere af Grundtvigs andre digte. For ham er det billedet på ”de levendes land”.
6.4   velsignelsens kalk: alterbægeret
7.2   fuldkommenheds bånd!: jf Kol 3,14: ”Men over alt dette skal I iføre jer kærligheden, som er fuldkommenhedens bånd”
7.3 højaltrets ild: Grundtvig tænker her formentlig på deltagelse i gudstjenesten
7.4 jordklimpen: jordklumpen, her: mennesket, jf. 1 Mos 2,7: Da formede Gud Herren mennesket af jord og blæste livsånde i hans næsebor, så mennesket blev et levende væsen.

Ludvig Mathias Lindemans melodi har en insisterende rytme

Den norske komponist Ludvig Mathias Lindeman (1812-87) var organist og indsamler af norsk folkemusik. Hvert vers begynder med en slags motto eller et udråb. Det understreges i melodien med en markant optakt. Karakteren i dette jublende udråb fortsætter melodien igennem, ikke mindst gennem den insisterende rytme, der deler Grundtvigs tredelte tekstrytme op i en markant todelt melodirytme. Desuden udfordres sangeren af melodiens store omfang, ikke mindst i versets afsluttende del. Harmonikken er naturligt nok præget af den romantiske stilperiode, men den er hverken svulstig eller selvsmagende – og derved tager den ikke opmærksomheden fra teksten.