O du fröhliche

Baggrund Året
O du fröhliche

Johannes Daniel Falk skrev oprindeligt salmen til en julefest for forældreløse børn. I dag er den blandt tysklands mest sungne julesalmer med sin fortælling om glæden Kristi fødsel har bragt. Melodien udstråler glæde, lys og ro og stammer oprindeligt fra sicilien.

Blandt tysklands mest elskede julesalmer

O du fröhliche er sammen med Stille Nacht, heilige Nacht de mest elskede julesange i Tyskland. Normalt afsluttes en tysk julegudstjeneste med O du fröhliche.

I sin originale form beretter salmen om flere højtider

I Julen 1816 digtede Johannes Daniel Falk tre strofer til en siciliansk Mariasang, hvor den første handler om juletiden, den anden om påsken og den tredje om pinsefesten. En af hans medarbejdere, Heinrich Holzschuh, skrev yderligere to strofer til juletiden tre år efter J.H. Falks død. Sammen med den oprindelige første strofe af J.H. Falk udgør disse to strofer nu den kendte julesang.

Johannes Daniel Falk skrev salmen til en julefest for forældreløse børn

Johannes Daniel Falk kom fra en fattig familie, men kunne ved hjælp af et stipendium læse til præst i Halle. Han og hans familie flyttede senere til Weimar, som på den tid var et kulturelt centrum og litterært samlingssted. Han engagerede sig humanitært i Napoleonskrigene og oplevede krig, sult og sygdomme på egen krop. Da han også i 1813 pga. sygdom mistede fire af sine syv børn i en epidemi, grundlagde han en forening for børn i nød og oprettede et hus for forældreløse børn. Sangen er oprindeligt skrevet til en julefest for disse børn.

Glæden ved Kristi fødsel formidles i teksten

Sangen har ikke noget omkvæd. I stedet gentages første, anden og fjerde linje. Teksten fokuserer ikke så meget på enkelte hændelser i julenatten, men giver udtryk for den store glæde og nåde, som Kristi fødsel bringer til den kristne verden. Sammen med englene skal vi juble og glæde os over, at Kristus bringer forsoning til os og den fortabte verden.

O du fröhliche

1. O du fröhliche, o du selige,
gnadenbringende Weihnachtszeit!
Welt ging verloren, Christ ist geboren:
Freue, freue dich, o Christenheit!

2. O du fröhliche, o du selige,
gnadenbringende Weihnachtszeit!
Christ ist erschienen, uns zu versühnen:
Freue, freue dich, o Christenheit!

3. O du fröhliche, o du selige,
gnadenbringende Weihnachtszeit!
Himmlische Heere jauchzen dir Ehre:
Freue, freue dich, o Christenheit!

Ordforklaringer

1.2   gnadenbringende: nådebringende
2.3   versühnen: forsone
3.3   jauchzen: juble

Melodien stammer oprindeligt fra Sicilien

Melodien stammer oprindelig fra Sicilien og lovpriser Maria (O sanctissima, o piitissima: Oh allerhelligste, oh frommeste). Det siges at Johann Gottfried Herder, en af de førende personer i det klassiske Weimar, bragte den med fra Italien på grund af sine studier i folkelige melodier og sange. J.D. Falk lærte melodien af Herder og skrev en ny tekst efter forgæves at have spurgt J.W. von Goethe.

Hør den originale udgave: "O Sanctissima"

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies

Den glædesstrålende melodi bygger op til budskabet

Glæden, roen og lyset stråler ud af denne melodi, hvis tidligste kendte version er trykt i The European Magazine and Review (London 1792). Med en ophøjet tone, det langsomme akkordskift og et akkompagnement, som er renset for dissonanser, bevæger den sig trinvis og bølgende opad mod ”freue dich” – glæd dig!

Fakta om O du fröhliche

Nr 227 i Højskolesangbogens 18. udgave

Forfatter og komponist: Johannes Daniel Falk

Salmen er skrevet i 1816

Køb sangbøgerne

Højskolesangbogen, Det blå sanghæfte, melodibøger, og CD'er.

Køb sangbøger 

Hent til din smartphone

Køb som app

Artiklen er skrevet af Ulrik Patzke, melodibeskrivelsen af Jørgen Andersen.

Sanghåndbogen er blevet til med støtte fra Nordea Fonden og Louis-Hansen fonden.