Nu falmer skoven trindt om land

Baggrund Året

Grundtvigs sang er en af vores hyppigst sungne høstsalmer og efterårssange. Sangen minder os om, at selvom vinteren er på vej, betyder det ikke afslutning, for vinteren er kun en overgang. Sangen blev oprindelig sunget på en tysk folkemelodi, og først i 1993 blev Nebelongs folkekære melodi trods modstand optaget i Højskolesangbogen.

Grundtvig måtte forsøge to gange

I august 1844 opfordrede Grundtvigs gode ven, sognepræsten Peter Rørdam i Mern på Sydsjælland, ham til at skrive en salme til den kommende høstgudstjeneste. Grundtvig reagerede prompte og skrev en salme som affødte følgende svar fra Rørdam:

”Tak for salmen; i morgen kommer F. Fenger her, saa skal vi synge den sammen. Sagen er, mig synes, den er noget trøv [kedsommelig]”.

Peter Rørdam

Grundtvig blev noget vrissen over kritikken, men forsøgte nok en gang. Det blev til denne Høst-Sang, en af vores hyppigst sungne høstsalmer og efterårssange.

Høsten her og høsten hist

Som melodi blev valgt en tysk folkesang fra 1640, som tidligere var anvendt til en opstandelsessalme af Hans Christensen SthenJeg ved et evigt himmerig. Dermed kombinerer Grundtvig indirekte høstbilledet med opstandelsesmotivet. Der er en næsten umærkelig glidning mellem to planer i teksten, ”høsten her og høsten hist”.

 

Læs og lyt til Jeg ved et evigt himmerig

Vinterens komme betyder ikke afslutning

I begyndelsen af salmen peger alt i retning af forfald, livløshed og død. Men ligesom Gud ved høsten har forsynet os med milde gaver, bliver han hos os med ”det ord, som aldrig glipper” (4.4). Selv om vinteren er på vej, betyder det ikke afslutning.

Vinteren er en overgang 

Grundtvig forbereder næste led i salmen, der tydeliggør, at den vinter, ethvert menneske går i møde i sit eget liv, ikke bare er en undergang, men en overgang – til paradis. Efter lovprisningen af Gud (Faderen) og Jesus Kristus (Sønnen) sluttes med Helligånden, der gør Gud nærværende blandt os: ”Hans Ånd«, som ledsager os til Himlen »med tro og håb og kærlighed”.