Nu er det længe siden

Baggrund Året

Digtet stammer fra Jeppe Aakjærs berømte digtsamling Rugens Sange. Aakjærs forbundethed med naturen er særligt tydelig i digtet, hvor forfatteren med barnets øjne tegner et billede af forældrenes hårde slid med i fællesskab at få bragt høsten i hus. Oluf Ring skrev melodien, der understøtter billeddannelsen og stemningen i teksten.

Digtet er fra Rugens Sange

Digtet Naar Rugen skal ind var med i Rugens Sange 1906. Af de 11 strofer bringer Højskolesangbogen originalens strofe 1-3 og 8-11. Som motto for digtsamlingen valgte Aakjær et udtryk fra profeten Amos:

”Jeg er ikke en profet og ikke en profets søn, men jeg er en hyrde og en mand som sanker vilde morbær”

Amos 7,14

Forbundetheden med naturen er tydelig

I denne den mest berømte af Aakjærs digtsamlinger er hans forbundethed med naturen særlig klar. I Forspil til Rugens Sange er han tæt på det mytiske: at høre græsset gro. Han føler med naturen, han taler til den, som også i Du kære blide, danske bæk (Højskolesangbogen nr. 168), og taler i dens navn – som for øvrigt i mange andre digte, fx Jeg er havren (Højskolesangbogen nr. 244) og Her har jeg stået i tusinde år om den jyske lyng.

Jeppe Aakjær stampede sangen op på sine morgenture

Digtet er skrevet 15. 2. 1906. I forordet til 8. udgave af Rugens Sange (1923) skriver Aakjær om tekstens tilblivelse:

”Det var i februar måned, og megen sne var der på jorden. Jeg stod hver morgen op med solen og gik en lang tur ud ad de ensomme korsveje, der ender i den vilde alhede. Når jeg kom hjem, var rytmen blevet til; jeg stamped den op af den frostklingre grus, der under vintersolens tunge stråler lignede gyldent rav. Når jeg kom tilbage bag min lille gavlrude, kunne jeg nu med lethed fylde formen med skøn høststemning”.

Aakjær skildrer forældrenes slid med høsten

I Når rugen skal ind giver Aakjær et billede af forældrenes hårde slid med i fællesskab at få bjerget høsten. Trods sin egen afstandtagen fra kirken skildrer Aakjær med respekt og ærefrygt den kristendom, forældrene levede i og på, sådan som det bl.a. kommer til udtryk i personificeringen af rugen, som omfattes med taknemmelighed og ydmyghed.

Arbejdsdagen er set med barnets øjne

Arbejdsdagen er husket og set med barneøjne. Når barnet kan krybe ind under hjulets eg, skyldes det, at man ikke var i stand til at køre ind i laden med ruglæsset. Der blev gravet et par aflange huller langs laden, hvor vognen blev ført ned og væltet. Vognen kom derved til at ligge med det ene hjulsæt i vejret. En detalje som ”ørentvistens fald” giver nærvær både med hensyn til billede og lyd. I afslutningsstrofen når barnet at opfatte lys- og skyggespillet gennem egerne, inden det falder i søvn.