Mads Doss

Baggrund Kærlighed
Mads Doss

Blichers Kjerlihed på Dagvognen rummer indlagte fortællinger til almindelig underholdning i jysk mundart - heriblandt visen om Mads Doss og Mett Kølvro. Blichers brug af jyske dialekter skaber kolorit og karakter i teksten, der rummer jysk lune og natur. Den friske melodi med iørefaldende omkvæd menes at være komponeret af Jens Christian Vendt.

Teksten indgår i novellen Kjerlighed på Dagvognen

Teksten er skrevet i 1842 og blev i 1844 optaget i novellen Kjerlighed på Dagvognen, en rammefortælling der – som Æ Binnstouw – giver plads for en række indlagte fortællinger. På turen mellem Hobro og Randers synger fortælleren til almindelig underholdning i jysk mundart ”af min egen Fabrik” visen om Mads Doss og Mett Kølvro.

Blichers brug af dialekter rummer den jyske lune og natur

Blichers anvendelse af jyske dialekter, både i novellerne og i enkeltdigte som Jyden han æ stærk å sej, gør ikke disse tekster til snæver hjemstavnsdigtning, men er med til at skabe kolorit og karakter i persontegning og miljø. Det rummer naturligvis forståelsesproblemer. Eksempelvis er Degång te di ved Kjøvvenhawn om slaget på Reden d. 2. april 1801 nok næsten uforståelig for de fleste, men det ville være meningsløst at omsætte den til rigsdansk. Der ligger jysk lune og natur bag den som bag de andre dialektsange.


St. St. Blicher

Men hjemm ve hwerranner di lo da

I tidligere udgaver af højskolesangbogen manglede 4. strofe. Mon der ligger lidt snerperi som forklaring? Heldigvis er denne beskæring fjernet.

Mads Doss

1. Mads Doss han war en kon koltringsknæjt,
han gek mæ foeren i hien,
imell så slow han lyng te en bejt,
imell så band han åu vien
en liim te hans muer, å så sång han imell,
di hoer ed så vit, nær han tow te å hwell:
//: La la luh - la la lih - kom! så skal a bih! ://

2. Mett Kølvro war en kon stonthostøs,
gek åsse mæ foeren i hien,
å somti hon swedt, å somti hon frøs;
den drywwen slet ett hon ku li en.
Hon snøwsed imell, få hin dawwen wa lång,
iwessomda tahrt hon sin klukker, å sång:
//: La la luh ... ://

3. Å somti di mødtes så his å så hæhr,
od mælmad, å språkked så knøwt da,
å let om let fek di hwerranner så kjæhr:
Jen kam, næ den åhn ga en hwøwt da.
Å næ di had ett, gek di hwæ te sit hjaer,
å sång, så de gjall owwe mosser og kjaer:
//: La la luh ... ://

4. Såen gek da en sommer, å dæ gek flier.
Lieg kjærrester så di fann o da.
I hien kam di no ikke møj mier,
men hjemm ve hwerranner di lo da.
Å så bløw di gywt å behøwd ett å sønng,
som fahr di had gjow, i de båreste lønng:
//: La la luh ... ://

Ordforklaringer

1.1    kon: ung; koltringsknæjt: knøs
1.2   foeren i hien: fårene på heden
1.3   bejt: bagning; imell: undertiden
1.4   åu vien: af vidjer (tynde og bøjelige pilegrene)
1.5   liim: kost
1.6   di hoer ed så vit, nær han tow te å hvell: De hørte det vidt omkring, når han begyndte at gale
1.7   bih: vente

2.1   stonthos: Lang strømpe uden fodsål (så holdt strømperne længere, og fodsålen var ikke nødvendig, da fødderne skulle i træsko med halm) 
2.4   drywwen: driven (rundt med fårene)
2.5   snøwsed: smågræd; dawwen: dagen
2.6   iwessomda tahrt hon sin klukker: Indimellem tørrede hun sine øjne

3.1   så his å så hæhr: snart det ene sted, snart det andet
3.2   språkked så knøwt da: talte så godt sammen
3.4   Jen kam, næ den åhn ga en hwøwt da: Den ene kom når den anden vinkede
3.5   Å næ di had … hjaer: Og når de havde spist, gik de hver til sin hjord

4.2   Lieg kjærrester så di fann o da: Så fandt de på at lege kærester
4.3-4  I hien … di lo da: I heden kom de nu ikke meget mere, men lå hos hinanden derhjemme
4.5   sønng: synge
4.6   som fahr … løngg: Som de tidligere havde gjort ude, hvor der ikke var andet end lyng

Sangens popularitet skyldes især den friske melodi

Sangen om Mads Doss hører til de populæreste Blichersange. Det skyldes nok især den friske melodi, som hidtil har været regnet for anonym, men if. oplysning fra Blicherselskabets formand, operasangeren Erik Harbo, er den antagelig komponeret af Jens Christian Vendt, som var lærer i Vestjylland omkring 1860. Den er i sikker folkelig stil og lægger med det iørefaldende omkvæd op til et let tempo.

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies

Fakta om Mads Doss

Nr. 437 i Højskolesangbogens 18. udgave

Forfatter: St. St. Blicher 1842

Komponist: J. K. Vendt 1862

Køb sangbøgerne

Højskolesangbogen, Det blå sanghæfte, melodibøger, og CD'er.

Køb sangbøger 

Hent til din smartphone

Køb som app

Artiklen er skrevet af Jørgen Munk

Sanghåndbogen er blevet til med støtte fra Nordea Fonden og Louis-Hansen fonden.