Nu titte til hinanden

Baggrund Morgen

Nu titte til hinanden er en sand klassiker. Ingemanns billeder af den nære natur gør teksten håndgribelig, og på fin vis bindes det nære sammen med det guddommelige. Weyses melodi er på én gang organisk og udfordrende, og passer til tidens syn på sangen som kilde til karakterdannelse.

Morgensange til asylerne for fattige børn

I 1837 udkom Ingemanns og Weyses Morgensange for Børn til brug ved de nyoprettede asyler for børn i København. Morgensangene indeholdt en sang til hver af ugens dage, begyndende med søndag. Nu titte til hinanden er lørdagssangen og således afslutningen på ugen. I mandagssangen Lysets engel går med glans, onsdagssangen I Østen stiger solen op og fredagssangen Morgenstund har guld i mund, (som ikke er medtaget i Højskolesangbogen, hvor det istedet er Grundtvigs salme med samme titel, der er optaget), har Ingemann skildret et guddommeligt lyshav. Begyndelsen af lørdagssangen bringer os ned på jorden igen.

Morgensange for børn er skrevet til ugedagene

Morgensange for børn består af en morgensang til hver af ugens dage suppleret af en forårssang, Storken sidder på bondens tag.

Søndag: Nu ringer alle klokker mod sky
Mandag: Lysets engel går med glans
Tirsdag: Nu vågne alle Guds fugle små
Onsdag: I østen stiger solen op
Torsdag: Gud ske tak og lov!
Fredag: Morgenstund har guld i mund
Lørdag: Nu titte til hinanden

I Højskolesangbogen er medtaget seks af de syv morgensange. Kun fredagssangen, Morgenstund har guld i mund, er udeladt. Til gengæld er Grundtvig og Laubs version af Morgenstund har guld i mund med i Højskolesangbogen.

Den nære natur og Guds skaberværk

Nu titte til hinanden starter med en samlet beskrivelse af naturen – med liljer, snegle, orme og fugle – og dens opvågnen til en ny dag. Den første vers er karakteristisk ved, at Ingemann ”maler” fire af hinanden uafhængige billeder af naturen en morgenstund. På denne måde sammenknytter Ingemann de nære sanseindtryk, som barnet kan opleve dem en morgenstund, med det syn på Guds skaberværk, der udfoldes i resten af sangen, som en stor sammenhæng, der rummer hele den levende natur – sådan som han også gør det i fx I sne står urt og busk i skjul.

Nu titte til hinanden

1. Nu titte til hinanden de favre blomster små,
de muntre fugle kalde på hverandre;
nu alle jordens børn deres øjne opslå,
nu sneglen med hus på ryg vil vandre.

2. Den kære Gud og skaber den mindste orm er nær:
han føder fugl og markens lilje klæder;
dog menneskenes børn har han allermest kær,
Gud ånder på øjet, når det græder.

3. Guds Søn var selv et barn, og på krybbestrå han lå,
hans vugge stod på jord foruden gænge.
Guds Himmeriges fryd har han lovet de små
og blomster fra Paradisets enge.

4. Guds Søn har os så kær, han er børnevennen stor,
han bærer barnet op til Gud på armen;
han storm og hav betvang, da han vandred på jord,
men børnene leged ham ved barmen.

5. O du, som os velsigned og tog i favn de små,
en morgen se vi dig i Paradiset;
du lærte os til Gud vore øjne opslå,
evindelig være du lovpriset!

Guds relation til børnene

I de to næste vers bevæger sangen sig fra Gud til hans søn, som jo også var et barn, ligesom børnene i asylet. Gud har selv været far, og selvom han er skaber af både dyr og planter, er det børnene, der er centrum for Guds kærlighed. Det er dem ”Gud ånder på øjet, når det græder”, og som får ”blomster fra Paradisets enge”.

Døden var en realitet for børnene på asylet

I den fjerde vers bærer Jesus barnet op til Gud på armen. Det har en dobbelt betydning som både et billede på dåben og på døden. Gud har sat sin søn på jorden, så han kan hente de døde børn hjem. For børnene i asylet var døden en realitet, de må have mødt flere gange. Når børn dør, synes vi det er meningsløst, men ikke hos Ingemann, for de døde børn skal op til Gud og lege ved hans bryst. Til sidst kigger børnene Gud i øjnene. For når de vågner, ser de lyset og derved Gud selv, og det påminder dem om, at de skal møde ham i Paradiset. Således slutter ugen med den direkte kontakt mellem barnet og Gud!

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies

Weyses melodier

Weyse skrev melodierne til morgensangene på Ingemanns opfordring. De er så nøje sammenføjet med teksten, at det i dag kan være vanskeligt at behandle dem hver for sig.

Organisk og udfordrende melodi

Nu titte til hinanden folder sig organisk ud, men er ikke så nem at synge, som man umiddelbart tænker. Linje 2 er en af dem, der kræver lang luft! Linje 3 begynder med et bel canto-lignende opsving, der kræver dristighed.

Sang spillede en central rolle i børneopdragelsen

Man var i første halvdel af 1800-tallet helt opmærksom på, at musik og sang var centralt for børnenes opdragelse. Det var dengang. Så der skulle synges ordentligt. Og der skulle være udfordringer for de syngende. Sange var ikke bare noget, man lirede af eller mumlede sig igennem. De skulle øves. Det var således ikke læring og forberedelse til skole og arbejdsmarked, der stod i centrum for børnenes opdragelse, men deres karakterdannelse.