Efterårsblæst

Baggrund Året

Ole Hyltofts digt Efterårsblæst er blevet til denne farverige efterårssang, hvor der trækkes linjer til både Stub, Holstein og Jæger. Under sangens nostalgiske naturglæde klinger en humoristisk undertone. Finn Jørgensens melodi giver en livlighed, der passer godt til teksten.

Ole Hyltoft har blandt meget andet været redaktør på Aktuelt

Forfatteren Ole Hyltoft var i 1970'erne bog- og kulturredaktør på dagbladet Aktuelt. Han har siden 1968 udgivet ca. 25 bøger, dels politiserende, debatterende om radio, fjernsyn, aviser og skolespørgsmål, dels skønlitteratur, romaner, noveller og digte.

Teksten hylder en gammeldags naturglæde med lyrisk dybde

Efterårsblæst indgår i samlingen Skabt af ild. I anmeldelsen i Jyllandsposten skrev Hans Andersen:

"Hyltofts strofer er gammeldags livsforståelse og naturglæde (...) Der er så at sige Ambrosius Stub i hver en linie, i rytmens glæde, i rimenes fasthed. Også Ludvig Holstein og Frank Jæger går igen mellem linjerne, men Ole Hyltoft kan godt være selvkæk, for han plagierer ikke, griber blot i den lyriske dybde, der er ganske dansk i hver en sansning og fortolkning"

Fra Aakjær til et evighedsperspektiv

Digtet er en humoristisk skildring af efterårets livfuldhed og farverigdom, oven i købet med selvskabte udsagnsord, som Jeppe Aakjær kunne have gjort dem. Kvasets røg ”'buldner” og ”krasser” næsen (tredje vers). Og i fjerde vers sender en lysblond mand med armen om sin kone en hilsen til Frank Jægers lyse digte. I sidste vers kommer den religiøse dimension klart til udtryk:

Kastanjen henter solens farve ned.
Dens blades ild er mild og gør os fromme.
Dens sagte guldglans lover evighed.
Når løvet dør, er livet ikke omme.  

Jørgensens melodi understreger livligheden

Finn Jørgensens (f. 1936) todelte melodi understreger livligheden med de ret store intervaller i begyndelsen af den første bue og opspænding til kulmination i slutningen af den anden.

I 2018 udkom Skabe lyst og glæde, et udvalg af sange med tekster og melodier af Ole Hyltoft og Finn Jørgensen, heriblandt Efterårsblæst som var det første resultat af deres mangeårige samarbejde.          

Ordforklaring:

2,4 fole: en ung hest, en plag

Fakta om Efterårsblæst

Nr. 361 i Højskolesangbogens 19. udgave

Forfatter: Ole Hyltoft, 1984

Komponist: Finn Jørgensen, 1984

Artiklen er skrevet af Karen Bjerre

Sanghåndbogen er blevet til med støtte fra Nordea Fonden og Louis-Hansen fonden.

Artikler om sangene i Højskolesangbogen

Vis flere