Nu hviler mark og enge

Baggrund Aften

Den udbredte aftensalme er skrevet af Paul Gerhardt i 1647 og er oprindeligt udgivet i Johan Crügers samling: Fromhedsøvelser på vers. Teksten opfordrer til lovsang for gud og synges på en tysk folkemelodi der fra sin dansante oprindelse senere er udjævnet til kirkelig brug.

Salmen blev trykt i Johann Crügers Praxis pietatis melica

Salmen er skrevet, mens Paul Gerhardt opholdt sig i Berlin, hvor han blev ven med kantoren Johann Crüger. Den blev trykt i dennes 3. udgave af Praxis pietatis melica (Fromhedsøvelser på Vers) - oprindeligt på tysk med ni strofer, men senere forkortet.

Paul Gerhardt salme har i tidens løb skabt forskellige reaktion

Salmen har i tidens løb skabt vidt forskellige reaktioner. Fx betragtede digteren Fr. Schiller den som et mesterværk på grund af de fine paralleller mellem det jordiske og det åndelige. Måske har Paul Gerhardt hentet inspiration hertil ved at læse den hedenske digter Vergils epos Æneiden (udgivet år 19 f.Kr.), hvor et af afsnittene minder meget om indholdet i salmen.

Andre brød sig ikke om, at Gerhardt (i den tyske udgave) talte om kvæget, der lægger sig til hvile, og tøj og sko der tages af. Man beklagede sig også på rationalistisk vis over den vending, at ”alle gå til senge”, når enhver vidste, at man på den anden side af jorden står op, når vi går til ro. Så sent som i 1781 omtaler den preussiske konge Frederik den Store i et brev Gerhardts salme som ”tåbeligt og dumt tøjeri”. Af samme grund blev salmen ofte omdigtet, så indholdet passede bedre til tidens smag.

Paul Gerhardt malet af Hermann Schweneder
Paul Gerhardt

Salmen er oversat af Peder Møller og forkortet og bearbejdet af Frederik Hammerich

Den blev oversat til dansk i 1682 af Peder Møller. Frederik Hammerich bearbejdede og forkortede salmen til fem strofer. I 1953 blev den nuværende 5. strofe optaget i Den danske Salmebog, og i 2006 også i Højskolesangbogen.

Den udbredte aftensalme er en opfordring til lovsang

Salmen opfordrer til at synge en lovsang til Gud før natten i tillid til, at der er én, der ikke sover, men skærmer mod alt ondt. Den har opnået stor udbredelse som aftensalme og ikke mindst aftenbøn for børn.

Læs mere om Paul Gerhardt

Nu hviler mark og enge

1. Nu hviler mark og enge,
nu alle går til senge,
nu slumrer by og land;
men I, min sjæl og tunge,
skal nu til afsked sjunge,
hvad eders skaber tækkes kan.

2. Se, dagen gik til ende,
i himlens sal sig tænde
de gyldne stjerner små;
som dem skal Gud mig smykke,
når han mig vil undrykke,
hjem til hans Paradis at gå.

3. Som mine trætte hænder,
når dagens gerning ender,
til hvilen glæder sig,
så glæd dig og, mit hjerte,
til efter strid og smerte
at vinde fred i Himmerig!

4. Træt er jeg af at våge,
luk jer, I øjenlåge!
men over liv og sjæl
våg du i al din nåde,
og vogt dem vel fra våde,
du øje over Israel!

5. I kære alle vegne,
om eder Herren hegne
mod fare én og hver;
Gud eders slummer lette,
med gyldne våben sætte
om eders seng sin englehær!

6. O Jesus, du min glæde,
du dine vinger brede
og sænke om mig ned!
Vil slangen mig omslynge,
så lad din engel synge:
Det barn er gemt i Herrens fred!

Ordforklaringer

1.6   tækkes: behage
2.5   undrykke: tage bort, lade dø
4.5   våde: ulykke (jf. vådeskud)
4.6   øje over Israel: jf. Sl 121,4, hvor der tales om Herren, der vogter Israel. På gamle altertavler ses ofte et åbent øje i en trekant som symbol på Gud, der ser alt
6.2   vinger: jf. Luk 13,34, hvor Jesus sammenligner sig med en høne der gerne vil samle sine kyllinger under sine vinger
6.4   Slangen: djævlen, jf. 1 Mos 3,1.

Den verdslige melodi er sandsynligvis bearbejdet af Heinrich Isaac til en afskedssang for Insbruck

Inspireret af Luther og reformationstiden var det ikke usædvanligt, at man inddrog verdslige melodier til afsyngning af tidens salmer, for – som Luther er tillagt – ”hvorfor skal Fanden have alle de gode melodier?” Det er også tilfældet for denne salme, der synges på melodien til Gud, efter dig jeg længes, der sandsynligvis er en folkemelodi bearbejdet af Heinrich Isaac (flamsk komponist, 1450-1517) og oprindeligt knyttet til en afskedssang til dennes fødeby med titlen Insbruck, ich muss dich lassen. Harmoniseringen skyldes Thomas Laub.

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies

Den oprindeligt dansante melodi er senere udjævnet til kirkelig brug

Lytter man til melodien med et moderne øre, er der ikke meget folkeligt endsige verdsligt over musikken. Men typisk nok var der på dette tidspunkt heller ikke den store forskel på de kirkelige og profane toner. Det oplever man også i dag, hvor folkemusikken er blevet en del af kirkemusikken, ikke mindst som man kan høre det i nyere salmemelodier. Men med til billedet hører også, at denne melodi oprindelig fremstod i en mere dansant rytme, som senere er blevet udjævnet til kirkeligt brug med stort set lige lange nodeværdier hele vejen igennem.

Melodien i sig selv er ganske enkel. Den er opdelt i to næsten identiske halvdele blot med en ændring i slutningen.