Nu hælder Europa mod sol igen
Baggrund
Året

I en alder af 29 udgav Thøger Larsen selv samlingen Jord. Det femte digt i samlingen, Solsangen, er medtaget i Højskolesangbogen og skildrer forfatterens uforbeholdne kærlighed til foråret. Teksten blev oprindeligt sunget første gang med melodi af Jørgen Plaetner til Lemvig Gymnasiums etablering i 1979, men vandt først indpas som velkendt forårssang med Erling Lindgrens melodi 15 år senere.
Thøger Larsen udgav selv sine digte
Thøger Larsen var husmandssøn fra Tørring uden for Lemvig. Drengens begavelse var ikke til at tage fejl af, så det lykkedes ham at få en realeksamen. Men faderen døde det år, Thøger fyldte 17, og så lod det sig ikke gøre at læse videre. Han blev huslærer og fik senere plads hos en landinspektør.
I sin fritid fik Thøger Larsen afløb for en regulær skrivekløe. I 1904 blev han redaktør af Lemvig Dagblad, men der skulle gå endnu syv år, før han sagde op hos landinspektøren. Først og fremmest havde Thøger Larsen behov for at skrive digte. Men ingen havde lyst til at udgive skriverier fra en ukendt 29-årig fra det yderste Vestjylland, så han måtte udgive digtene selv. Jord udkom i 1904, og indeholder 25 digte.

Thøger Larsen
Solsangen er forkortet i Højskolesangbogen
Solsangen er det femte digt i den lille bog. Digtet er på syv vers, hvoraf kun de seks første er medtaget i Højskolesangbogen.
I digtet gør han foråret i Lemvig til en kosmisk oplevelse
Thøger Larsen var hele sit liv bundet til den natur og den egn, hvor han var født. Men han var også indfødt i verdensrummet. Allerede i de første tre linjer har han gjort foråret omkring Lemvig til en kosmisk oplevelse: Jordkloden roterer om solen, vinden kommer til os langt sydfra, og det samme gør trækfuglene. Det evige kredsløb er nu nået til det allermest vidunderlige tidspunkt. Det er som om, alting bliver født igen. Det gælder for planter. Det gælder for dyr. Det gælder for mennesker.
Digtets moderne popularitet skyldes intensiteten
Digteren giver udtryk for en livsoplevelse så direkte og intens, at den i hans samtid kunne virke skræmmende. For os andre er det netop intensiteten, der gør, at vi stadig læser og synger ham hundrede år efter, han skrev de mageløse billeder, hvor det bløder af glæde i hans sind, hvor træerne løves af ungt begær, og hvor solen er så stærk, at fjordens vand synes at have opslugt utallige brande i sig.