November igen

Mørket og skyggerne er handlende subjekter

Mørket og skyggerne er ikke alene til stede, men de er også handlende subjekter (første vers), hvorved det uudtalt antydes, at der bag mørket og skyggerne er endnu større kræfter på spil: Der er således skyggerne, der sætter året på standby, og vi kan kun passivt se til.

Hvor blev tiden af?

I det følgende vers handler det om tidens hastige gang. Hvor blev det hele af? Flere af kirkeårets begivenheder remses op, men den forgængelighed, der er knyttet til årets gang løftes også op i det større livsperspektiv, for børnene flyver hjemmefra, og livet går sin hastige gang. Hvem kan holde trit? Det kan ingen af os. Derfor kan vi heller ikke (i tredje vers) gøre andet end at tie, når ”Tidens mørke engel” går forbi vores dør.

Det sidste vers lover mere end mørke

Men heldigvis rummer salmens sidste vers håb og løfter om mere end mørke og forgængelighed. Og på baggrund af de tre første, dystre vers bliver det så meget mere tydeligt og glædeligt, at der er mere i verden end mørke og forgængelighed: Der er en gavmild Gud, der er med os i livet og de byrder, det byder os. Og der er fremtid i det (kirke)år, der kommer med løfter om mere liv og lys igen (jf. også Fra vest står blæsten).

Lisbeth Smedegaard Andersen

Håb og dom står side om side

Salmen er oprindeligt udgivet i salmesamlingen Lysets Utålmodighed som salme til sidste søndag i kirkeåret. I den del af kirkeåret står doms- og håbsteksterne side om side, og det gælder også denne søndag, hvor man både hører om fårene, der skal skilles fra bukkene, og om Det ny Jerusalem. Denne tvetydighed knytter salmen an ved, også med en for Smedegaard Andersens vedkommende usædvanligt abrupt form. Salmen er ganske rimfattig, idet kun første og sidste linje rimer, og metrum er kantet og udfordrende. At denne salme - som det i øvrigt altid gælder for denne digter - mangler tegnsætning, gør kun det hele endnu mere diffust.

Livet er uudgrundeligt

Men det er en egen pointe: At livet ud over at være forgængeligt og overladt til årstiders skiften også er uoverskueligt og uudgrundeligt. Ind i det vilkår kommer adventstiden med løftet om en anden virkelighed, der bringer et lys til verden, som ikke kommer fra os selv.

Balslevs stemningsfulde melodi rammer både vemodet og håbet

Melodien er skrevet af organist ved Vor Frue kirke i Svendborg, Povl Christian Balslev (f. 1969). Det er en yderst stemningsfuld og iørefaldende melodi, der rammer både vemoden og håbet i sin tone. Vemodet spores generelt i valget af toneart: f-mol, men derudover i den faldende basgang, der i den grad er hovedideen i de første seks takter – første gang (første til fjerde takt) F–Es–Des–C–B–As–G, og anden gang (femte til sjette takt) F–Es–Des–C. De to sidste linjer markerer håbet – ikke blot i teksten, men også i melodien: Vi springer op på højdetonen C og bevæger os via en kvintskridtssekvens ned til grundtonen F.

Komponisten udnytter sin viden om musikteori til fulde

Læg dertil, at melodien på hver anden akkord danner akkordens none og derved indgyder saft og kraft til stemningen. Denne melodi er helt klart konstrueret af en komponist, der har sin musikteori i orden – og forstår at udnytte den.

Artiklen er skrevet af Morten Skovsted, melodibeskrivelsen af Erling Lindgren 

Sanghåndbogen er blevet til med støtte fra Nordea Fonden og Louis-Hansen fonden.